Hverdagsliv

KALENDERKIG #24

4. maj 2020

Det føles på en eller anden måde som dag 0 i dag. Efter otte uger hjemme med Nola har jeg nemlig i dag afleveret hende i vuggestuen. Hun klarede det så sejt, mit lille yndlingsmenneske, og det var tydeligt at hun havde savnet pædagogerne. Jeg kan ikke se mig fri for at have haft et uroligt sind i dagene op til, og jeg kommer altså aldrig til at bryde mig om den nye måde at aflevere på, hvor man ikke må være med inde på stuen og sikre en tryg aflevering. Det gjorde ondt i mit hjerte at vinke farvel til Nola ude på gangen, mens hun blev taget i hånden og ført væk af hendes pædagog. Men jeg vil tro på, at det er for det bedste, og at Nola også har glædet sig til at hverdagen skulle vende tilbage igen. Og så vil jeg ellers bruge de næste fem timer på at glæde mig uendeligt til at hente hende hjemme igen. Hold fast jeg kommer til at savne hende, for selvom der er dage der har været helt umulige, har vi i den grad fået det bedste ud af det, og jeg har nydt den rytme vi havde fundet ind i på hjemmepasser/hjemmekontorets front. På den måde vil jeg ikke kun huske tilbage på Corona-lockdown som forfærdelig – den gav mig nemlig en savnet tid med Nola tilbage ♥

Det tog klart nogle uger at finde ind i rytmen med at balancere hjemmearbejde med hjemmepasning, og jeg er spændt på, hvor hurtigt jeg nu finder ind i en ny rytme. Jer der nu i nogle uger har haft ungerne afsted i institution og skole, er det gået godt? Er I landet i den nye hverdag igen og har I det godt? Det håber jeg.

Ugen her har jo heldigvis udsigt til en rar ende, fordi fredag for de fleste af os er en fridag, og således er det bare en firedags arbejdsuge der ligger foran os, inden vi kan gå på en lang weekend. Den tæller jeg allerede ned til! Og ellers vil jeg de næste dage bare nyde den nyvundne arbejdsro, måske sågar nyde at savne lidt igen, og så vil jeg gøre mig ekstra umage med morgen- og eftermiddagsstunderne sammen som familie.

Ugens kalenderkig kommer her.

MANDAG

Som sagt, min første rigtige alene-hjemme arbejdsdag i dag. Hvilken luksus. Jeg er startet ud med en klar plan for dagen, for ikke at falde hen, nu tiden pludselig føles uanet, som Nola ikke er en del af ligningen. Min arbejdsdag slutter klokken 15, hvor jeg skal hente Nola, og som jeg dog glæder mig!

Tror jeg vil hente hende i klapvognen i stedet for cyklen, så vi kan tage turen hjem i hyggeligt tempo, og ellers vil vi nok finde en lille grøn plet at slå os ned på og nyde eftermiddagssolen og lidt snacks sammen. Førstnævnte nok mest mig, og sidstnævnte nok mest Nola, selvom figenstænger, bevares, også sagtens kan gå an hos undertegnede.

I aften vil jeg for en gangs skyld holde computerfri. Jeg har puttevagten med Nola, mens Mads er ude at cykle, og på den anden side af putning har jeg et nydt nummer af BoligMagasinet liggende og vente på mig.

TIRSDAG

Ikke meget nyt under solen. Jeg har et samarbejde fra i sidste uge, hvis deadline blev udskudt, og jeg håber lidt, istedet at kunne udgive i dag. Ellers skal jeg bare arbejde mig igennem dagens to-dos, og forhåbentlig finde tid til en lille løbetur, som en anledning til at få tømt hovedet for tanker.

Hvis tingene lige ender med at passe, har jeg en aftale om aften stroll med en veninde. Tror det kunne gøre godt med en gåtur i godt selskab til at komme lidt krydderi på tilværelsen. Synes godt nok dagene bliver lidt indholdsløse, når man næsten ingen aftaler har. Ingen udefra-impulser til at stimulere og give overskud. Har I det også sådan?

ONSDAG

Det er jo nærmest lille-fredag i dag, så jeg tænker snildt at weekendeuforien kan sætte ind her. Det vil jeg i hvert fald prøve på at gøre til min følgesvend dagen igennem. Jeg har ikke det store for andet end arbejde, og måske allerede der være på forkant og pakke taskerne til vores getaway torsdag.

TORSDAG

Vi har nemlig fået mulighed for at låne mine svigerforældres sommerhus i den lange weekend, så i eftermiddag, når jeg er færdig med arbejde, har hentet Nola hjem fra vuggestuen, og fået Mads hjem fra kontoret, sætter vi kurs mod Odsherred. Glæder mig uendeligt til et par dage i sommerhusland, med højt til himlen og græs omkring os. Udover arbejde, har jeg ét vigtigt punkt på min torsdags to-do. Hente hveder til i aften. Hvor mon man får de bedste hveder i byen?

FREDAG-LØRDAG

Vi har absolut intet for i sommerhuset andet end blot at være og nyde omgivelserne. Vi skal hente frisk fisk og grønt i Havnebyen, spise is i haven, gå ture til stranden, lave god mad og drikke vin. Vi skal læse bøger og spille spil. Flade ud og samle energi.

SØNDAG

Vi har ikke besluttet om vi tager hjem fra sommerhuset søndag formiddag eller eftermiddag. Vi tager dagen lidt som det kommer. Går det som det plejer, får vi lyst til at klemme hver en sidste time ud af vores eksil, og så er det rart ikke at have lagt sig fast på en bagkant. Omend praktikken med indkøb og madpakke-klargøring til en ny uge selvfølgelig også skal klares. Det synes jeg virkelig er så træls ved de nye spilleregler i vuggestuen; at vi selv skal have madpakker med til de små, når nu man i tidernes morgen har været lykkelig for at vælge en vuggestue med madordning.

  • Reply
    Camilla T
    4. maj 2020 at 11:52

    Det er sjovt, så forskelligt det er i de forskellige institutioner. I Sølvigs vuggestue må man gerne gå med ind på stuen og sige farvel og man skal også selv vaske hænder med sit barn, når man afleverer og henter (badeværelset ligger godt nok også uden for stuen) og de har stadig madordning. I den vuggestue jeg arbejder har vi også stadig madordning, men forældrene skal aflevere i døråbningen/på gangen og så vasker vi hænder med barnet ved aflevering og hentning.

    • Reply
      merimeri
      5. maj 2020 at 9:03

      Åh det lyder virkelig som om I har vundet i lotteriet med Sølvigs vuggestue. Dejligt at høre! Vi skal selv vaske hænder ved aflevering og afhentning, og afleverer så i døråbning til stuen. Jeg skal i hvert fald lige vænne mig til de nye spilleregler …

      • Reply
        Camilla T
        5. maj 2020 at 22:11

        Det er i hvert fald rigtig rart at kunne gå med ind – især her i starten hvor hun er blevet kørt ind. Det er noget af en omvæltning at starte i vuggestue, men det ved I jo alt om.. Men ja, det er en stor omvæltning for alle – håber Nola klarer den med bravour 🙂

        • Reply
          merimeri
          6. maj 2020 at 13:58

          Jeg er helt på røvet over hvor sejt Nola, og alle de små generelt klarer det. Simpelthen sådan nogle små modige mennesker vi har os ♥

Kommenter