SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

Der er ikke megen rest weekend tilbage, og som jeg sidder her, og gør status på ugen der nu går på hæld, glæder jeg mig ekstra meget over lige netop denne føljeton af indlæg. For sjældent har det føltes vigtigere at fejre de små stunder. Ophæve dem til noget, der er værd at huske på og som gør, at dagene kan skelnes fra hinanden. Nok sker der nemlig ikke ret meget i vores lille navle derhjemme for tiden, men jeg prøver alligevel hver dag at finde små lykkeglimt at værne om. Og det lykkes heldigvis langt de fleste dage. Der behøver nemlig ikke skulle ret meget til.

Her til aften føler jeg mig lykkelig over den fine aftentur, jeg netop er kommet hjem fra. Alene og med Jada i ørerne. En anledning til at tjekke ind hos veninder og få svaret på beskeder på Instagram. Slå bekymringerne lidt fra og bare være, mens benene tager det ene skridt efter det andet. Jeg har aldrig rigtig dyrket det med at gå ture alene, indtil nu, hvor jeg mere end nogensinde trænger til at komme lidt ud og væk. Der er sådan en rask gåtur altså guld værd! Dét og så udsigten til årets første jordbær med fløde inde i sofaen, når jeg om lidt har skriblet færdig her. Danske er de desværre ikke endnu, men min SuperBrugsen reklamerede med, at de spanske jordbær nu er i sæson, og den tur med lastbilen tager jeg altså gerne med.

God aften, venner. Håber I også finder fem minutter for jer selv til at glædes over noget godt, der er hændt jer i ugen. Også bare de små ting ♥

II Byen står i fuld blomst i disse dage, og jeg elsker det syn der venter, blot man retter blikket op. Hverdagsmagi på den helt simple måde II

II Selvom det er benhårdt at få enderne til at mødes i hverdagen, minder jeg også mig selv om, hvor evigt taknemmelig jeg er for at have fået lige netop denne tid her forærende med Nola. Hold fast hvor er det en sjov alder med sådan en knap 2-årig, og hver dag forundres jeg over, hvor vild en udvikling hun er i netop nu. Hun er på vej til at blive en rigtig lille spøgefugl, og det er så vanvittigt sødt med hendes små finurligheder hun forsøger sig med for at få os til at grine II

II Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet 10 kilometer, andet end at det er et godt stykke tid siden, jeg blev gravid med Nola. Men i den forgangne uge har jeg løbet distancen hele to gange, og jeg er for at være ærlig vildt stolt. Det føles så godt at kunne igen – også selvom min primære løbemotivation er at løbe efter bagværk #whateverworks II

II Jeg savner mine veninder helt uendeligt. At vende verdenssituationen ansigt til ansigt. Især i denne tid hvor bryllupsbekymringerne fylder rigtig meget. Derfor blev jeg også så glad, at jeg nærmest kunne græde, da denne smukke buket fredag ventede på vores dørtrin. En kærlig tanke fra gode venner. Vi er heldige. At have sådan nogle mennesker tæt på os selv i tid hvor den fysiske afstand desværre holder os adskilt II

II Min lykke. Hver dag II

II Jeg er normalt ret meget imod at bande (synes det gør sproget fladt på sådan en grim måde), men hold kæft hvor har jeg altså savnet bland selv slik. Glæden var derfor stor da jeg fredag kunne se mit snit til at gå forbi yndling bland selv slik pusher og snolde for en flad (ok, to flade tyvere). Godt dækket ind med håndsprit og rigelig afstand II

II Årets første havdyp, og så høj på glæden, at det blev til hele to ture i vandet. Den der prikkende fornemmelse i fødder og ben bagefter, og blodet der bruser om kap med vandet. Det er vanedannende! II