Ikke så få gange den seneste tid har jeg taget mig selv i at tænke, at jeg i det store billede lige nu er mere lykkelig, end jeg har været længe. Måske lykkeligere end nogensinde. Og jeg er nået frem til, at grunden til det er, der hvor vi er i vores liv lige nu. I vores liv som familie. Det fungerer. Vi fungerer. Som hold har vi ligesom fået spillet os varme, og vi kender vores plads i forhold til hinanden. Hvordan vi bedst kan spille bold sammen for at alting glider mere harmonisk. Det er så fedt. Og jeg kniber mig selv i armen over, hvor godt livet kan være.
Nola er snart 20 måneder, og selvom hun selvfølgelig har gjort mig lykkelig siden den dag, hun blev en del af vores verden, er det alligevel på en anden måde nu. På en anden måde nu hvor vi sover, bedre end nogensinde før. Hvor hverdagen ikke skal klares i en tung sky af søvnunderskud og usikkerhed på rollen som mor. Nola kan så meget selv nu, mere og mere for hver dag det går, og det gør altså bare en hel masse ting nemmere og sjovere. At se hende bruge tid på at putte hendes dukke, når hun går tur med den store flok af bamser i hendes dukkevogn, når hun helt stille sidder og fornøjer sig med en bog, eller når hun er opslugt af at tegne, kun afbrudt af hendes begejstrede tilråb, når hun stolt viser, hvordan hun har tegnet sin hånd (eller ret skal ret være ret, forsøgt at tegne sin hånd). Det føles så stort at se det her lille menneske pludselig være helt opslugt af at lege i hendes egen verden, og jeg ender altid med at stå med et varmt hjerte og betragte hende.
Selvom jeg godt af og til kan savne fornemmelsen af det her lille bitte menneske, der vokser sig større ved mit bryst, elsker jeg også bare den tid vi er i nu, hvor friheden også føles større, end den har gjort længe. Hvor weekenderne igen skåles ind med vin, og morgenbordet igen kan bære tid med aviser. Hvor det ikke længere er helt så svært at få det til at passe med en datenight, fordi Nola fint kan passes af enten mormor og morfar, eller farmor og farfar, der alle glædeligt står på spring. Hvor jeg ikke længere har dårlig samvittighed over hver en stund, jeg ikke bruger sammen med Nola. Livet føles på en eller anden måde, som om det er faldet i hak. Og som jeg skrev i en story forleden, som svar til et spørgsmål i en spørgerunde, føles livet både større og rigere med det perspektiv det giver at gøre og være for sådan en lille menneske. At opleve hvordan det at blive mor giver mig lyst til at ville gøre mig umage på en helt ny måde, er en gave, som jeg taknemmeligt og ærbødigt vil værne om. Tiden er lige nu, og jeg er lykkelig lige her, hvor vi er landet.
Ingen kommentarer