Manner, hvor har jeg længtes efter lige præcis dén weekend vi er endt med at have. Proppet til randen med de ting, jeg holder aller mest af; fra at kredse om fødselsdagsgæster med mad lavet fra hjertet og lange gåture på Vestebro og Frederiksberg, til at have uforstyrret tid med mine to, og til at have uforstyrret tid for mig selv på morgenens løbetur. Jeg er helt høj på weekenden, og ville sådan ønske, at den her søndag kunne vare for evigt. Eller i hvert fald bare en enkelt dag mere. Det er altså stadig min helt store drøm. Tredages weekender, og så fire topeffektive arbejdsdage. Forhåbentlig en dag …
Og indtil da gør jeg mig umage med at klemme de sidste gode sager ud af weekenden. Som nu, hvor jeg netop har puttet Nola godt til hendes middagslur i barnevognen, og herefter gerne skulle have i hvert fald to uforstyrrede timer at kaste mig over bloggen i. Mads er ude at cykle, og jeg nyder den komplette ro. Yndlingsstund.
Det føles som et godt tidspunkt at gøre status over ugen der gik med en håndfuld små rare glimt fra ugen der gik.
Nyd det sidste af søndagen, venner ♥
II Onsdag havde jeg en dag med sene møder på kontoret, og nåede således ikke meget andet end arbejde den dag. Hvilket ærligt, gjorde mig lidt mavesur. Jeg arbejder for at leve, ikke den anden vej rundt, så dagene hvor der kun er tid at arbejde er altså ikke mine favoritter. Til gengæld havde jeg hentetjansen med Nola dagen efter, og dér følte jeg mig heldig hel ned i maven over at have et arbejde, hvor der er fleksibilitet til, at jeg bruge en eftermiddag i solskin på legepladsen med min lille lurendrejer, og så arbejde videre om aftenen, når hun er puttet. Den løsning føles så rigtig for mig ♥ II
II Fredag arbejdede jeg hjemmefra, og jeg besluttede at bruge den sidste rest af arbejdsdagen fra sengen, mens jeg fik sendt de sidste mails afsted inden weekenden. Jeg gentager lige mig selv; et arbejde med den fleksibilitet er altså en gave! Og jeg tror så meget, at det er vejen frem for fremtidens arbejdsmarked. Mindre fokus på arbejdstid og -rammer, og mere fokus på det arbejde, der bliver leveret II
II Et femten mand stort fødselsdagsselskab, da vi igår fejrede Mads. Lige der blev jeg faktisk lidt ekstra forelsket i vores lejlighed, for selvom jeg kan finde mange små mangler ved den, elsker jeg, at vi kan samle venner og familie i vores yndlingsrum. I vores leverum II
II Pastaholdet in action. Vi indviede vores pastamaskine fredag. Hjemmelavet ravioli med fyldt af ricotta og salvie, og servert med brunet smør og rigeligt med parmesan. Det var så lækkert. Så lækkert at vi røg på maskinen igen i aftes. Denne gang til en omgang bolognese. Og aldrig har den føltes bedre end serveret på en hjemmelavet pasta, som Nola var med at lave II
II Dem her, altså. Hele min verden. Hele min lykke. Alt jeg kunne ønske mig. Og det er så meget essensen af at finde lykken i de små ting. At se de tog helt opslugte af at tegne sammen, det får mit hjerte til at boble af lykke II
Ingen kommentarer