Hverdagsliv

KALENDERKIG #13

10. februar 2020

Så blev det atter hverdag. I hvert fald for alle dem der ikke har vinterferie. Vi er med i den flok, men har alligevel tænkt os at forsøge at skabe lidt feriestemning med små åndehuller fra hverdagen hist og her. Og således glæder jeg mig faktisk til at komme igang med ugen, fordi den byder på rare planer i flertal. Så, lad os kaste os over den med denne uges kalenderkig.

UGE 7

MANDAG

En af de mandage, jeg rent faktisk glæder mig til. Udover at have hentetjansen med Nola, og derefter har en af de korte dage på kontoret, skal jeg nemlig også ud med mine mødregruppeveninder i aften. Kursen er sat mod vin og altid god mad på Bevi Bevi. Ikke en finger at sætte på sådan en dag.

TIRSDAG

Er det mig, der afleverer Nola, og Mads der henter. Så der skal arbejdes igennem på kontoret, blandt andet med at færdiggøre briefet til den næste kampagne, jeg skal projektlede. Om aftenen er Mads ude at spise med en kammerat, så jeg har Nola alene, og planen er at fortsætte arbejdet, når hun er puttet. Så en dag med noget mindre væsen af sig end dagen før, men den slags balance er også helt ok.

ONSDAG

Bliver det igen mig, der henter Nola, så endnu en af de kortere dag på kontoret. Til gengæld har jeg endnu en aftale med en veninde om aftenen – det er ellers ikke ofte at det sker på to hverdage i løbet af en uge, men det er blandt andet en af smutvejene til at få en fornemmelse af feriefrihed selvom vi reelt ikke har ferie. Egentlig havde min veninde og jeg aftalt at skulle ind og se Bombshell, som jeg troede havde premiere her start februar. Det er dog ikke tilfældet, så eh .. vi må se om vi finder en anden film at se, eller om vi finder på noget helt andet at tage os til.

TORSDAG

Arbejder både Mads og jeg hjemmefra, og vi har planer om en arbejdsmorgenmad på H15, inden arbejdsdagen fortsætter derhjemme. I løbet af frokostpausen har jeg et hurtigt møde med den frisør og stylist der forhåbentlig skal stå for at trylle mig bryllupfin, og jeg glæder mig så meget til at møde hende.

Tror vi pønser på at hente Nola lidt tidligt sammen, og så lave et eller andet hyggeligt sammen alle tre om eftermiddagen. Hvad det bliver til, har vi endnu ikke besluttet, men det er heller ikke så vigtigt – bare vi er sammen ♥

Om aftenen er der ikke andet på programmet end lidt blogarbejde for mit vedkommende, og ellers bare afslapning.

FREDAG

Endnu en hjemmearbejdsdag fordi #arbejdsvinterferie. Og ligesom torsdag krydrer jeg min frokostpause med lidt bryllupsglimmer. I dag skal jeg nemlig nå forbi vores venue, og lige tage mål og billeder, så vi kan få endelig tjek på borddækning og oppyntning. Den sjove del, I ved, haha.

Fredag aften skal vi bare flade ud og familiehygge, som opvarmning til en weekend der skal fortsætte i nogenlunde samme dur.

LØRDAG

Taler vi om at starte dagen med en tur på enten Experimentariet eller Den Blå Planet, fordi vi trænger til noget andet end legeplads eller bibliotek, men er lidt tøvende ved udsigt til en lørdag i vinterferien, som formentlig trækker fulde huse sådan nogle steder. Så vi ser lige hvad temperamentet er til, som vi kommer tættere på.

Om aftenen skal Nola passes af farmor og farfar, så vi istedet kan bruge en aften ude sammen med gode venner, drinks og middag. Først på Gilt efterfulgt af Oysters & Grill.

SØNDAG

Starter vi dagen med min søde veninde og hendes familie, der for nylig er flyttet i hus i Taarbæk. Vi skal hygge med morgenmad, og så håber vi, at vejret er til at slutte af med en tur i Dyrehaven, inden vi smutter retur til Vesterbro for at passe rytmen omkring middagslur, og ellers bare slappe af resten af dagen.

    Kommenter