Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

12. januar 2020

Åh altså, hvor blev weekenden af? Jeg føler vitterligt, at det var fredag for fem minutter siden, og nu sidder jeg allerede i nattøjet i sofaen, og er så småt ved at indstille mig på snart at skulle i seng, inden hverdagen kalder i morgen. Klokken 4:45. Av.

Nåh, men når man har det sjovt, flyver tiden jo, som man siger, og denne weekend har været god og rar. Perfekt balanceret mellem afslapning og hyggelige aftaler med mennesker, jeg holder af, og i øvrigt den perfekte afslutning på en uge, der har været lige så glædelig, som weekenden har været det. Med små rare afbræk fra vores hverdagstrummerum, som vi bestemt holder af, rigtig meget endda, men som også nemt kan blive lidt en sovepude. En autopilot, om man vil. Det har vi gjort os umage med at bryde lidt ud af i denne uge, og det har været rart. Og har givet ekstra energi. Så det skal vi huske at gøre igen. Måske ikke hver uge, for det er også okay med uger, hvor hverdagen bare glider som den plejer, men engang imellem, hvor vi lige trænger til at bryde det hele lidt op.

Og inden mere snak om den hverdag, der venter i morgen, vil jeg lige dvæle lidt ved ugen, der gik. Med en håndfuld af de små rare glimt.

II Store smil efter endnu en velllykket brudekjoleprøvning hos VintageGirl. Og denne gang fandt jeg KJOLEN. Kjolen jeg om 251 dage skal giftes i. Kjolen fra billedet her er en smuk, smuk sag fra Anna Kara. En model der var med i kapløbet lige til det sidste, men som i sidste ende blev overhalet indenom af en anden. Af en kjole som jeg fik kuldegysninger af at få på. Helt uventet, fordi jeg har været i syv sind omkring den, og har været vidt og bredt omkring i snit og udtryk. Men den jeg er landet på, er helt rigtig, og jeg glæder jeg mig endnu mere til vores dag nu II

II Køkkenchefen og hans lille hjælper, som absolut ikke er meget for at gå glip af at være med til madlavningen. Alt imens kunne jeg sidde i baggrunden og nyde godt af et glas fredagsvin. Så er tilværelsen altså ikke helt tosset. II

II Hvor Flodkrebsene Synger endte med at tage mig helt og aldeles med storm, og som jeg læste den færdig forleden, tog jeg mig i at holde vejret, mens jeg med lige dele iver og bankende hjerte, arbejdede mig igennem de sidste sider. Så god den var! II

II Apropos afbræk fra hverdagsrutinerne. I torsdags tog vi en spontan aften på nyåbnede Surt Cph, et råt og uformelt pizzeria i Carlsberg Byen, og hold fast det var en god ide. Og Nola elskede at være med ude at spise! II

II Tæt på at være ugens højdepunkt. Årets første fastelavnsbolle. Åh! II

II Små nuttede legekammerater der søndagshygger. Nola og Hannah, mødregruppeveninder og også heldige at gå på vuggestuesammen, og med forældre, som er blevet gode venner. I tidernes morgen var jeg lidt spændt på, hvordan hele det der mødregruppeshow skulle gå, fordi det godt kan føles lidt kunstigt at bruge så meget tid sammen med fremmede mennesker, man kun er sat sammen med, fordi man har jævnaldrende børn i en kort geografisk afstand af hinanden. Men foruden en masse gode snakke og timer sammen, er der også vokset nogle rigtig fineste venskaber frem fra det. Sådan nogle man føler sig heldig og taknemmelig for ♥ II

  • Reply
    Maria
    13. januar 2020 at 10:41

    Så hyggeligt indlæg:-)

    • Reply
      merimeri
      13. januar 2020 at 11:00

      Altid dejligt at høre!

  • Reply
    Maria
    13. januar 2020 at 15:59

    Gud den er flot den kjole, der hænger bag dig (med perlerne) – ved du hvor den er fra (og prisen)?
    Jeg sal selv giftes til sommer, så jeg labber alle dine forberedelsesindlæg i mig 🙂

    • Reply
      merimeri
      13. januar 2020 at 16:38

      Den er fra Catherine Deane. Jeg kender ikke prisen, men den burde være til at finde på vintagegirls hjemmeside.
      Og kæmpe stort tillykke med det kommende bryllup. Så dejligt at det passer med, at du kan bruge mine bryllupsindlæg!

      • Reply
        Maria
        13. januar 2020 at 22:41

        Tusind tak! 😄

  • Reply
    Cath
    17. januar 2020 at 20:12

    Det er os, der er de heldige 🧡

    • Reply
      merimeri
      18. januar 2020 at 6:02

      ❤️💋

Kommenter