Juleferien lakker mod enden, og jeg skal indrømme, at jeg er lidt trist ved tanken. Kunne snildt have taget en uge mere i vores feriesymbiose, hvor dagene går med minimalt af planer, men masser af tid til bare at være, lege med julegaver, sove lange middagslure og klare praktiske hængepartier herhjemme. Lige sådan en feriecocktail vi alle trængte til.
Men nu går den ikke længere. Hverdagen venter i morgen. Heldigvis lægger vi blødt ud med en uge uden alt for mange planer. Hvor vi har været fremsynede og fået madplanen for de kommende dage på plads, så overgangen fra ferie til faste rutiner i det mindste ikke skal være fyldt med alt for meget hverdagspraktik. We got this!
Som en sidste rar feriegerning bruger jeg det sidste af Nolas middagslur på at bladre kamerarullen igennem. Fyldt med gode minder om den bedste juleferie, jeg kunne have ønsket mig. Så, her kommer en håndfuld små rare glimt fra ugen der gik.
II I fire måneder har jeg ikke kunne løbe på grund af smerter i min hofte, men endelig fik jeg i mandags grønt lys fra min fys til at begynde igen. Og se lige en udsigt der ventede mig på morgenens tur. Ren lykkerus, og jeg smilede fra øre til øre på resten af ruten. Jeg har savnet løbet, og jeg håber sådan at finde ind i en god rutine igen II
II Indbegrebet af vores juleferie. Familiehygge i nattøj. Nola har virkelig nydt det, har vi kunne mærke. At have både mor og far helt uforstyrret. Synes hun og hendes personlighed er vokset så meget i løbet af de sidste par uger II
II Ovenpå en afbrudt nattesøvn på årets første nat, kvitterede Nola med at sove en 4 timer lang middagslur den 1. januar. Hvilken timing. Vi fejrede med ægte tømmermændsmad på sofaen og lod for en stund som om, vi ikke var forældre II
II Jeg sysler også på designet af vores Save The Dates kort, og jeg jubler over det foreløbige resultat. Mangler lige det sidste touch, men forhåbentlig de bliver klar til at sende til print senest i morgen, og jeg glæder mig sådan til at få dem i hænderne. Og til at vise jer det endelige resultat! II
II Sødeste venner. Små og store af slagsen. Gør mig så varm om hjertet at se børnene til vores venner begynde at finde hinanden i legen. Så sødt! II
II Overskudsmorgenmad á la juleferie. Dén kommer jeg også til at savne, når det i morgen er tilbage til yoghurten II
Ingen kommentarer