SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

Jeg er netop landet i sofaen efter at have nusset Nola i søvn, og det er mere held end forstand, at jeg ikke selv kapitulerede under aftenens putteseance. Men nu er jeg altså her. Vågen. Og alene hjemme den næste halve times tid, mens Mads er ude at løbe, og inden vi finder sæsonfinalen af Big Little Lies frem. Den stund vil jeg passende udnytte til blogtid, som nok bliver min nye virkelighed. Blogtid om aftenen, når alle andre forpligtelser er krydset af listen.

I dag var nemlig dagen, hvor jeg havde første dag tilbage på kontoret efter min 12,5 måneder lange barsel. Det lykkedes os at starte med en rolig mandagsmorgen. Med overskud og højt humør, og jeg kom sågar ud af døren uden våde øjne. Så langt så godt. Nuvel, det hænger måske en lille smule sammen med, at Nola har været hjemme med Mads i dag, og således skulle jeg ikke aflevere hende i vuggestuen, inden jeg cyklede på job. Den hverdag indfinder sig først i næste uge. I denne uge holder vi hende nemlig hjemme, da ingen af Nolas kendte pædagoger er i vuggestuen på grund af ferie, og det synes vi trods alt, at hun er lige ny nok i institutionstilværelsen til at skulle bydes. Og phew, jeg synes det er rart, at min første uge tilbage på job ikke skal kombineres med stres og jag over at nå af aflevere og hente i tide. Første dag tilbage har derfor ikke været så slem, som jeg kunne frygte, og jeg mødte ind til flag og den sødeste ‘velkommen tilbage hilsen’ på kontoret. Jeg har verdens bedste team, og det gør altså en verden til forskel når man er lidt beklemt ved skiftet fra barsel til arbejdsliv. Og så er juli i øvrigt et taknemmeligt tidspunkt at vende tilbage på. Midt i sommerferiestilheden, hvor kontoret nærmest ligger øde hen. Humøret er derfor ikke helt hen i vejret denne mandag aften, og det bliver kun bedre af at bladre de rare stunder fra den forgangne uge igennem i fotoalbummet. Jeg har samlet mine favoritter her.

II Tirsdag var jeg hjemme med en febersyg lille mus. Og selvom det gør ondt i mit hjerte at se det lille menneske være syg, så er der altså også lidt hyggeligt pludselig at have et barn, der gerne vil putte helt tæt. Jeg hørte fra flere af jer mødre på Instagram, der har det på samme måde, så jeg er lidt lettet over ikke at være ene om ikke udelukkende at synes det er forfærdeligt at have barn syg II

II Eftermiddagshygge på Boulevarden. Nola dybt optaget af at kigge på mennesker, samle småsten sammen og holde hof ved sin klapvogn, og Mads og jeg med en anledning til en (næsten) uforstyrret voksensamtale. Alle var glade II

II Nola var syg on and off det meste af sidste uge. På hendes fødselsdag i torsdags var der heldigvis ikke skyggen af sløjhed, og vi kunne derfor sætte ind med et hyggeligt fødselsdagsmorgenbord og overskud over hele linjen. At fejre fødselsdag for en 1-årig er jo mere for forældrenes end barnets skyld, men hold op hvor vi hyggede os med at nusse rundt om Nola, selvom hun ikke havde spor begreb om anledningen. Det skal tids nok komme … II

II Børnevenlige mini-lagkager. Gik rent hjem hos barnet. Og hos de voksne, hah! II

II Mit flotte lørdagsselskab. Af både den spiselige og mindre spiselige slags. Lørdag havde Mads bedt mig rydde kalenderen omkring frokost, hvor han overraskede med en frokostreservationen på den italienske Michélin restaurant Era Ora. Det var så skønt med nogle uforstyrrede timer sammen som kærester og ikke som forældre, og jeg tror vi begge stadig flyver lidt højt på den dag ♥ II

II Og med to liiidt trætte forældre med flere glas vin i blodet, er det jo perfekt at Nola åbenbart er lige så Tour-begejstret som sin far, og derfor godt kan lokkes til lidt cykel-tv i bløde omgivelser for en kort bemærkning. Det blev udnyttet lørdag eftermiddag! II