STATUS PÅ VUGGESTUESTART

Vuggestuestart. Er det lige så grænseoverskridende og angstprovokerende, som man forestiller sig? Findes der overhovedet en god måde at sende sit lille bitte menneskebarn afsted ud blandt fremmede hænder på? Det er der sikkert delte meninger om, afhængig af hvem man spørger, men nu hvor Nola har været afsted i vuggestue i tre uger, tænker jeg at give en lille status på, hvordan vuggestuestarten er gået for os. Og det korte, hurtige svar er GODT. Det er gået rigtig godt, og jeg er så lettet over det, for åh hvor har det fyldt meget i mine tanker. TV2 dokumentaren om de københavnske institutioner bag facaden kom “belejligt” bare ganske få uger inden, vi skulle starte,  og jeg græd og var sur på Mads over, at vores hverdag kræver, at vi er nødt til at sende Nola afsted. Men, og der er et men (er der ikke næsten altid det?), som Mads ganske rigtig mindede mig om, findes der heldigvis også et flertal af dygtige, nærværende og hjertevarme pædagoger og medhjælpere, der har det som deres personlige mærkesag at sikre børn en bedst mulig start på tilværelsen i institution. De er måske nok blevet glemt lidt i hele mediedebatten om minimumsnormering og fortravlede institioner, men de er der. Og de gange, vi forinden start, har været forbi vuggestuen, er det sådan nogle mennesker, vi har mødt. Søde, smilende og kærlige.

Så afsted det kom vi. Godt nok med en del nervøse sommerfugle baskende rundt i maven for mit vedkommende, men også med stålsat intention om at få det aller bedste ud af det. Om at møde vores nye hverdag med en ro og åbent sind, der forhåbentlig også ville smitte af på Nolas følelse af tryghed. Det har altså været udgangspunktet for vores vuggestuestart. At det skulle ske i et tempo, hvor både jeg og Nola har været trygge i de nye hverdagsrammer, og hvor vi stille og roligt har bygget på. I alt kommer jeg til at have haft omkring en måned til at køre Nola ind, og vi har derfor også været priviligerede i forhold til at kunne sætte farten ned, og istedet følge en model, der hed først en halv time alene, så en time, så første lur dernede, første middagsmad, og så, hvor vi er nu, en halv dag afsted i vuggestue. Med morgensamling, formiddagslur, middagsmad og legetid. Jeg har været med på Nolas præmisser. Holdt mig nær hende i det omfang, hun har efterspurgt, og først trukket mig i baggrunden, når hun på eget initiativ har søgt kontakten fra de andre børn og voksne. Og især dét tror jeg, har været givet godt ud. Jeg har fået et nært indblik i, hvordan Nolas vuggestuehverdag kommer til at være, fordi jeg i et par uger har levet den hverdag, og jeg har givet hende en tryghed i alt det nye, fordi jeg har været der til at opleve dem sammen med hende.

Personalet på stuen udgøres af to pædagoger og en medhjælper, og tilsammen udgør de et hold, vi ikke kunne have ønsket os bedre. De er legesyge, kærlige, initiativrige, forstående og rolige. De møder børnene med smil og overskud, og man mærker tydeligt, hvor meget børnene elsker dem. Og det får mig – og garanteret også de andre forældre – til også at elske dem en lille smule. For tænk en gave det er at sende sit guld afsted til sådanne omgivelser.

Således er alt godt i vuggestuen. Næsten. For selvom de voksne på stuen emmer af al den empati og overskud, vi havde håbet på, så mærker vi også, at det er et stort børnehus (7 vuggestue-stuer med hver 12 børn) med en presset bemanding, der kun har to hænder til at tage sig af fire sæt små, krævende og ivrige børnehænder. På de gode tidspunkter. På andre tidspunkter i ydertimerne kan det være helt op mod otte sæt børnehænder, som den voksne skal tage sig af. Og det er lige præcis dér at tvivlen om, hvorvidt det er det rigtige at sende Nola afsted i vuggestue opstår. For selvom intentionen fra de voksnes side er en anden, er der nok ingen vej udenom, at de i spidsbelastningsperioder kommer til at overse og overhøre et lille barns behov. Hvad end det behov er for trøst, tryghed eller noget tredje. Mandag morgen mødte Nola og jeg fx ind til en stue i kaos. Med kun en kendt voksen fra stuen, besøg fra en anden stue med en nyansat pædagog, som ingen af børnene rigtig var trygge ved, grædende og grænsesøgende børn. Hele 12 af slagsen til bare to voksne. Og det gjorde ondt i mit mor-hjerte at se. De mange små ildebrande de to voksne efter bedste evne forsøgte at slukke men uden den store effekt, fordi den ene brand blev afløst af den anden. Lige dér havde jeg lyst til at tage Nola med hjem igen. Heldigvis faldt der ro på stuen, som flere pædagoger mødte ind, og til sidst kunne jeg liste ud af døren. Desværre vel vidende, at det hverken bliver første og sidste gang, at sådan en situation kommer til at være virkeligheden dernede, og jeg beder i mit stille sind til, at den nye regering holder valgløftet om at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Og at de gør det hurtigt! Børn fortjener nærværende voksne, og det kan være svært at være, hvis du skal være det over for 5-6 børn på en og samme tid, og tilmed også forventes at være til rådighed for forventningsfulde forældre, opdatere børneintra osv.

Og så savner jeg lidt, at man som forælder føler sig set og hørt. Et savn jeg er lidt splittet omkring, fordi mere forældretid jo som situationen er nu, blot vil tage tid væk fra børnene, hvilket heller ikke kan retfærdiggøres. Men jeg kan ikke komme fra, at jeg sidder med følelsen af, at hvis man som forælder her i indkøringsfasen fik bare 10-15 minutter til ordentligt at overlevere sit barn og de små ting og tricks, der indtil nu har fået hverdagen til at glide, så ville mange flere nylige vuggestueforældre nok også gå derfra med endnu mere ro i maven. En ro der i sidste ende forhåbentlig vil kanalisere sig til tryghed for barnet og tillid til pædagogerne. Tillid til, at de hører og ser dit barn, og agerer på netop dets behov og ikke blot ser det som én ud af en flok, hvori alle skal håndteres fuldstændig ens. Den følelse kan godt halte lidt efter, når man oplever, at beskeder, jeg har vedrørende Nola, drukner lidt i den travle hverdag. Er jeg den eneste, der oplever det sådan?

De næste to uger, frem til min barsel slutter, kommer til at fortsætte lidt på samme måde som nu. Med halvkorte dage og mig der er tilstede i det omfang, Nola har behov for det. Vi går nemlig ind i de så famøse lukkeuger nu. Tre uger hvor hverdagen lige rystes en gang. Med feriebemanding og ny stue. Timingen kunne ikke være dårligere, netop som jeg føler, vi har fundet os til rette i den nye hverdag, men jeg håber og tror på, at Nola allerede har så meget tryghed i vuggestuelivet, at hun også tager sommerugerne i stiv arm og med sit vante gode humør. De roser hende for, hvor godt hun indtil nu tager det at være startet i vuggestue, og der er vitterligt intet, der glæder mig mere at høre! #livetsommor

Hun er i godt humør, når jeg lister afsted fra vuggestuen, og i godt humør, når jeg henter hende igen, og det er de trivselstegn, jeg har brug for, for at føle vi er på rette vej. At vi så til gengæld har en vanvittigt pjevset, enormt tryghedssøgende og virkelig dårligt sovende pige for tiden, er en anden sag, og nok en helt forventlige reaktion på vuggestuestarten. I hvert fald har jeg hørt fra rigtig mange af jer, der har oplevet præcis det samme, da jeres små startede i vuggestue, efter at jeg spurgte til jeres erfaringer på i et post på Instagram igår. Så den tager vi med – og håber det er en kort fase, bevares – og glæder os istedet over, at vuggestuestarten har været præcis som vi kunne ønske os. 

Jeg ved, at I er flere, der også står over for vuggestuestart, så i næste uge kommer der er indlæg med gode, praktiske råd til vuggestuestarten.