Det har jeg på

FORÅRSFREJDIG VOKSENKONFIRMAND

31. marts 2019

II H&M KASHMIR FRAKKE II ARKET T-SHIRT II ARKET JEANS II BECKSØNDERGAARD STRØMPER II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II

Sikke en måde at slutte marts af på hva’? Med en himmel så blå, som var det en sommerdag, og fuld sol over hele linjen. København er vakt til live igen, og jeg elsker hvordan byen har summet af forårsstemning hele weekenden. Vi har også brugt størstedelen af tiden udendøre. På at trille rundt, på legeplader, nydt frokost i solen og læst bog på en solskinsplettet bænk, mens Nola har sovet lur. Solcremen er fundet frem og de første små fregner har indfundet sig på mine kinder. Det er med andre ord forår, og hvor føles det dog tiltrængt!

Jeg har forceret weekenden klædt helt i hvidt. Hvilket jeg ikke tror er sket siden min konfirmation i 2002, haha. Dengang stod der Lily i nakken. Ligesom der gjorde hos næsten alle mine veninder. Ikke noget med at gøre skille sig alt for meget ud som purung teenager. Hvor mange af jer mon også er konfirmeret i en Lily model? Nåh men selvom jeg i en god rum tid har forsvoret at trække helt i hvidt igen, så har jeg altså – som med så meget andet – måtte tage mine ord tilbage, og har således været ude og investere i hvidt. Et godt bud på de perfekte jeans fra Arket og favorit t-shirten ligeledes derfra. Og jeg føler mig eddersmart i det. Sådan med på noderne-agtigt. Hvilket jeg godt ved ikke er tilfældet, når man vælger at bruge et udtryk som at være med på noderne, ha. Men hvid-i-hvid kombinationen, den er altså kommet for at blive, og jeg glæder mig helt vildt til temperaturen tillader at skifte sneakers ud med sandaler og skippe overtøjet. Lad det ikke vare alt for længe!

Kærlige søndagshilsner fra voksenkonfirmanden

 

    Kommenter