ET HELT PERFEKT UPERFEKT FRIERI

Nåh men den der fredag, som bare skulle stå på snolder og X-Factor i sofaen? Well, den endte også med at byde på et frieri. Helt og aldeles uventet, og helt perfekt uperfekt. Så nu skal vi sgu giftes! 

Jeg har det seneste års tid prikket lidt til Mads om der ikke snart skulle en ring på den finger. Halvt i sjovt, men også altid med et lille gran af alvor, fordi jeg ikke var i tvivl om, at det er Mads jeg vil giftes med. Der har sågar været et par anledninger, hvor jeg var sikker på, at han da ville fri. Fx til vores tur til Hong Kong og Thailand. Oplagt eventyr til et frieri tænkte jeg. Jeg kom dog hjem med en lige så bar ringfinger på min venstre hånd, som da jeg tog afsted, ha. Så var der min 30 års fødselsdag, som ganske nybagte forældre til vores lille kærlighedsklump. Der kunne man da også godt være sluppet afsted med et frieri, skulle jeg mene. Men også den dag kom og gik uden, så jeg parkerede min forlovelseskriller, og accepterede at giftetiden ikke var moden endnu. Ikke før i fredags …

Uventet fandt jeg Mads derhjemme, da jeg om eftermiddagen kom hjem fra en aftale hos en veninde. Vi kyssede hej. Mads klædt i strømper, boxershorts, skjorte og blazer (#casualfriday) og jeg helt gennemblødt efter en tur i monsunregnvejret med Nola. Kønt har det ikke været. Mads virkede sådan lidt fra den, og jeg spurgte ham, om han var ok. Fik pludselig sådan en bange anelse om, at der måske var sket noget på jobbet. Mads er en følelsernes mand, så et godt poker ansigt har han ikke. Derfor gled han straks over i den fineste tale. Hvor han blandt andet sagde, at der havde været mange anledninger til at spørge mig, om det han nu ville spørge mig om, men at det rigtige tidspunkt for ham, var hjemme på Vesterbro. Vores Vesterbro. Hvor vi forelskede os som ubekymrede 22-årige. Hvor vi købte vores drømmelejlighed sammen. Hvor vi blev forældre. Hvorfra vi har vores hverdag, som vi begge skatter højt. Og så faldt han på knæ. Med den smukkeste, enkle ring, som er helt, helt rigtig. Og en tårevædet, men stort smilende kæreste i hånden, der aldrig har følt sig mere sikker på noget, end på det ja hun ganske prompte svarede med, da spørgsmålet kom. 

Der var ingen bountystrand, krystalklart vand, ballonner eller fanfarer. Der var hverdagsrod og regnpytter fra det våde tøj på gulvet. Og det var helt perfekt uperfekt. For det var en hyldest til der, hvor vores kærlighed fylder alle mest. Hjemme. 

Således har jeg hele weekenden svævet rundt i en lykkerus. Og gør det stadig. Med kig til en smuk kærlighedserklæring på venstre hånd, som jeg glæder mig til fejre stort, når bryllupsdetaljerne engang er på plads.