Ting jeg kan li'

FREDAGSPOST

11. januar 2019

Godmorgen venner, rigtig glædelig fredag ♥

Den mindste skrubbe herhjemme besluttede sig for at starte dagen allerede kl 6, så vi har været tidligt oppe, og er således allerede igang med formiddagsluren selvom uret i skrivende stund ikke engang viser 8:30. Men det er nu ok, for måske jeg så kan få lidt af fredagens gøremål fra hånden allerede her fra morgenstunden. Morgenmaden er indtaget mens jeg sad og scrollede lidt blogs igennem, og det er nu tid til min faste fredagspost, inden jeg virkelig burde tage mig sammen til at få ordnet badeværelse. Det er gået lidt skævt med planlægningen med vores rengøringsdame, så badeværelset har ikke fået en ordentlig tur siden juleaften, ahem. Nu er det på stadiet hvor jeg nærmest bliver i dårligt humør af at være derude. Alle de nullermænd og kalk ødelægger mit zen. Kender I det? Nåh, men jeg kan jo nok ikke skrive mig ud af en rengøring, så lad os komme til sagen.

Fredag. Weekend lige rundt om hjørnet. For vores vedkommende er den altovervejende to-do at vi i morgen skal holde Nolas dåb. Jeg har været tidligt ude med planlægningen, og har derfor ikke rigtig stresset over festen. Men jeg kan godt mærke nu, at de sidste detaljer fylder en del, og nok også kommer til at gøre det i dag. Bordkortene jeg ellers havde kreeret, er desværre endnu ikke dukket op, så jeg skal have fundet på et alternativ i dag. Dåbskjolen skal stryges, de 75 honeycombs jeg har købt ind til bordpynt, skal foldes færdig, og taskerne pakkes, så vi ikke skal stresse over det i morgen tidlig, hvor der bliver nok at se til, eftersom vi skal nå ned og pynte op på H15 inden kirken. Phew. Selvom jeg glæder mig til dagen og til at fejre Nola med en hel masse mennesker, vi holder af, da kan jeg også mærke, at jeg også glæder mig lidt til på søndag og være på den anden side af det. Forventningens glæde kan være en hård nyser.

Således har vi holdt søndagen helt og aldeles fri for planer. Og jeg glæder mig. Håber vejret viser sig fra sin milde side, så vi kan komme ud og trille en lang tur, måske en frokost ude i byen? Eller wienersnask to-go fra et af favoritbagerierne? Jeg kunne fx godt snart snuppe en snurre fra Juno. Eller en fastelavnsbolle. Mere. Det er sidste weekend hjemme inden vi tager afsted på ferie, så det er jo med at frontloade lidt på fastelavnsbollerne.

Og ellers kan jeg jo passende skele lidt ned til denne uges omgang weekendtips. Here goes …

  • For at fortsætte hvor jeg slap, så vil jeg nærmest beordre dig til, at der skal mindst én fastelavnsbolle på weekendmenuen. Jeg elsker det stads, og fik min første igår. Yes, jeg er hende der stadig er forfalden til de helt old school man fik da man var lille med syltetøj i midten. 
  • Du kan også fryde dine øjne med et smut forbi den kommende Sluseholmen metrostation, hvor udstillingen Sydhavnen i Farver i denne weekend åbnes. 900 farverige fotografier der alle skal give et anderledes indblik i hverdagen i Sydhavnen præger metrohegnet. Flot ser det ud.
  • Anspore din januaroprydning i selskab med den meget omtalte Netflix-serie Tidying Up with Marie Kondo. Tænk at det kan lade sig gøre at blive en verdenskendt oprydningsekspert. Jeg kan ikke finde ud af, om det er galt eller genialt, men der er afgjort nogle gode tips at hente, selvom formatet er lige vel amerikansk. 
  • For lidt ekstra velvære på januar-kontoen, så holder yndlings yogacentret Senses i morgen lørdag åbent hus med gratis træning i deres studier på Frederiksberg , Amager og Brønshøj. Du kan finde nærmere info HER
  • Du kan også slå vejen forbi Østerbro, hvor Norman Copenhagen inviterer til lagersalg i deres butik på Østerbrogade. Starter i dag klokken 11 og fortsætter indtil 26. januar.  

    Kommenter