Livet som mor

24 TIMER PÅ BARSEL

7. november 2018

Jeg tænkte, det kunne være lidt sjovt at prøve at tage jer med til en dag i barselsland, så i mandags førte jeg en slags logbog for dagen for dermed at kunne berette om, hvordan en typisk dag foregår. Eller altså, så typisk som en dag nu kan blive med en af de mest utilregnelige roomies, man kan finde; en baby.

Da jeg selv ventede Nola kom jeg forbi et lignende indlæg hos Lullumut, og jeg synes det var så fint – og også lidt angstprovokerende – at få et ærligt indblik i livet med en baby, og om hvor krævende det til tider kan være, ikke at kunne tilrettelægge noget som helst efter dit eget hoved. 

Nåh men altså 24 timer i mit liv, sæt igang …

03:28 – Nola melder sig til en gang natmad, og hun spiser i 20 minutters tid, hvorefter hun falder i søvn ved brystet. Hun har indtil nu sovet i min armhule, men jeg prøver herefter at liste hende tilbage i hendes bedside, så jeg slipper for at sove videre i en skæv krampestilling for at give plads til både en livlig lille dame og hendes far i vores 1.40 seng. Hun vågner da jeg flytter hende. Selvfølgelig. Jeg bruger 20 minutters tid på at nusse hænder og pande for at få hende til at falde til ro.

04:11 – Som hun lidt har fået det for vane, så er det som om, Nolas tunge søvn kun rækker til klokken 4, og herefter begynder hun at mosle rundt i søvne, og min dybe søvn bliver derfor også afbrudt. Sutten tabes, gråd, tilbage ind igen, forfra. Man vænner sig til det. Men tror aldrig man bliver god til at agere den form for pauseunderholdning midt om natten.

05:55 – Mads’ vækkeur ringer, og han lister op og afsted på en løbetur. Nola vågner heldigvis ikke, og lader til at være faldet godt i søvn. Jeg bliver liggende og nyder den varme dyne, mørket og STILHEDEN. Scroller lidt rundt på de sociale medier, selvom jeg egentlig burde sove videre også.

06:37 – Nola er vågen og hun kommer over ved siden af mig i sengen, hvor vi bliver liggende og hygger lidt sammen med Mads, der er tilbage fra løbetur og lige er kommet ud af badet. Nola er en sand fest om morgenen, og jeg elsker lige præcis det her tidspunkt på dagen.

06:54 – Den lille dame er sulten og morgenmaden indtages liggende i dag. Tænk nu hvis hun faldt i søvn igen … Det gør hun ikke, og vi står op, da hun er færdig med at spise. Hun kommer ned i stuen til hendes far, og jeg snupper et hurtigt bad, sætter en vask over og kommer i tøjet.

07:40 – Mads sørger for morgenmad og underholdning af Nola i “TV-køkkenet”, mens jeg stryger hans skjorter #teameffort. Der er tid til at vi begge sidder ned og spiser morgenmad, mens Nola pludrer i skråstolen og kaster hendes kærlighed på seneste skriggrønne hit fra Lamaze.

08:00 – Vi går op og pusler, får rent tøj på og leger lidt på puslebordet, mens Mads gør sig klar til at smutte afsted på arbejde. Nola og jeg kører herefter dagens første træningspas med nakketræning – ikke til hendes store begejstring, eftersom hun stadig kun har tålmodighed til max fem minutter på maven før hun bliver stiktosset.

08:36 – Det er tid til dagens første lur. For os fungerer det rigtig godt, hvis Nola bliver puttet 1,5-2 timer efter hun har fået mad, da hun ellers bliver overtræt og helt umulig at få til at falde til ro. Hun kommer i tøjet og bliver puttet i barnevognen, som stadig er det eneste sted, jeg kan få hende til at sove i dagstimerne. Jeg triller en tur med hende i gården.

08:45 – Hun sover. Jeg snupper lige ekstra runde for at være sikker på, hun sover tung, og lister herefter tilbage op i lejligheden. Der bliver sat vand over til en kop varm te som det første, for du ved aldrig, hvornår baby igen melder sig. Jeg kører en lyn-oprydning efter morgenmaden, og sætter mig til rette foran computeren og begynder på dette indlæg.

08:59 – Nola græder. Hun har tabt sutten. Men hvor er den? Jeg leder febrilsk, mens Nolas gråd gør hende mere og mere vågen. Minder mig selv om, at det måske er på tide med en suttesnor. Fundet! Hun lå selvfølgelig på den. Tilbage i munden og jeg står og vugger vognen et par minutter. Hun overgiver sig heldigvis hurtigt.

09:04 – Tilbage op i lejligheden, den endnu varme te og dette blogskriv. Hvis jeg er heldig, så snupper Nola et par timers lur, og jeg håber derfor, jeg også kan nå et blogskriv til i dag og måske ovenikøbet lidt tid på sofaen.

09:36 – Vågen igen. Denne  gang kigger hun bare åndssvagt på mig da jeg prøver at slippe afsted med at stikke hende sutten igen og ellers vugge hende i vognen. Vi triller igen så. Det er selvfølgelig også en måde at nå mine 10.000 skridt, som jeg stadig er lidt optaget af.

09:54 – Tilbage oppe i lejligheden. Forsøger mig med endnu en kop te, og arbejder videre med blogskriv.

11:00 – Der er lyd fra barnevågnen, og jeg tager Nola op. Hun er eddikesur, fordi hun havde glemt, at hun åbenbart for længst var blevet sulten, så nu skal det gå stærkt med at få åbnet op for mælkebaren. Det gode humør vender heldigvis tilbage, så snart hun har fået mad. Bagefter hygger vi med at lægge vasketøj sammen, mens Nola underholder på hendes dyne på gulvet. Man kan godt blive lidt rundtosset af at skulle underholde en baby hele tiden, så jeg nyder, at bare det at kunne snakke med hende, mens jeg ordner vasketøj, er med til at aktivere hende. Det er dog begrænse hvor længe jeg kan slippe afsted med at snakke om vasketøj, så vi går igang med mavetræning, og slutter af med hygge på Nolas præmisser. Med sang og legetøj.

12:11 – For mit vedkommende er det blevet frokosttid og det bliver til to hurtige rugbrødsmadder. Nola gaber, så vi skal vist til at gøre hende klar til lur igen.

12:20 – Hun bliver puslet, og derefter pakket i tøjet, så hun er klar til barnevognslur.

12:39 – Jeg triller afsted mod Fisketorvet for at klare indkøb, finde savlesmæk og hue til Nola, en genopfyldning på cleansing foam til mig … og well, håbe på Nola sover.

13:59 – Hjemme igen. Nola endte selvfølgelig kun med at sove en halv time, og lå ellers og sugede indtryk til sig fra butikkerne. Fem minutter før vi var hjemme overgav hun sig. Hvilket ikke var meningen, for hun skal gerne nå at have mad, inden vi skal ud af døren igen om tre kvarter. Nåh, hun får lov at blive liggende til en start, mens jeg pakker indkøb ud, og bruger 10 minutter foran computeren til at skrive videre på indlægget her.

14:16 – Jeg lirker hende op ad barnevognen, ud af tøjet og lægger hende til brystet. Hun vågner undervejs, og falder derefter i søvn igen. Super. Hun er træt, og jeg har lidt dårlig samvittighed over, at hun ikke fik lov at sove videre i barnevognen, men deadlinen for valg af vuggestue nærmer sig, så jeg kan ikke strække besøget længere.

14:45 – Nola er kommet i bæreselen, og vi bevæger os mod vuggestuen. Hun plejer at gå ud som et lys, når hun kommer i selen, men ikke i dag. Tyder på hun er nået til overtrætheds-stadiet, men i det mindste er hun endnu ikke stukket i et skrig.

16:13 – Vuggestue besøg overstået og vi er nået hjem igen. Nola endte med at sove en halv time i selen undervejs, men vågnede igen, da vi var til at være færdige med rundvisningen. Jeg pusler hende og hun bliver lagt på aktivitetstæppet, som jeg plejer at kunne vinde et kvarters tid til at lave andre ting. Gå på toilettet fx.

17:04 – Det er blevet spisetid for den unge dame, og eftersom hun siden sin formiddagslur kun har sovet 2×30 minutter, tager vi amningen liggende inde i soveværelset, og hun falder i søvn ved brystet. Det kan vise sig både at være en genial eller gal plan. Jeg skal nemlig ud og spise med to veninder, og mit håb er lidt, at Nola bare sover en time til halvanden og derefter er klar på lidt hygge med sin far, inden jeg er tilbage fra middagen og kan amme og putte hende rigtig i seng. Hvis hun derimod tror, at hendes nat starter nu, så frygter jeg lidt at vi skal have en nattefest. Nåh, vi må se.

17:39 – Jeg når lige akkurat at skifte tøj, friske makeuppen up og skifte barselsknolden ud med en glimmerklemme i håret, og så græder Nola fra soveværelset. Sutten er åbenbart ikke nok, så hun bliver tilbudt det andet bryst, og spiser videre. Længe. Min middagsaftale starter klokken 18, så jeg skriver til pigerne, at jeg bliver lidt forsinket.

18:15 – Jeg kommer ud af døren, og sætter kurs mod Pizzeria 54, og den første middag ude uden baby. Hun sover derhjemme, men ikke tungt, så er spændt på, hvor længe den holder. Om ikke andet er hun mæt, og det er første skridt på vejen mod en tilfreds baby. Så må Mads finde en måde at håndtere trætheden på.

19:30 – Det er vildt hyggeligt at være ude med pigerne igen, og det er rart at forlade babyboblen derhjemme for en stund. Jeg tillader mig selv en aperol spritz til maden, og den giver altså varmen i kinderne, når man ikke har drukket stærkere alkohol en øl og et lille glas vin i et helt år. Men jeg nyder den, og maden, som afgjort er en anbefaling værd.

20:38 – Mads sms’er a Nola er sulten, og når dét behov sætter ind, plejer det at skulle gå stærkt, hvis man vil afværge de værste gråd-kriser. Jeg samler mig sammen, krammer pigerne farvel og suser hjemad. Det har været skønt at være ude, men nu glæder jeg mig også til at knuge min lille baby ind til mig igen.

20:49 – Nola har underholdt sin far det meste af aftenen, så hun er både træt og sulten. Vi ligger os i soveværelset til en godnat-omgang i mælkebaren, og hun går ud som et lys, men spiser videre i søvne i et stykke tid.

21:20 – Hun sover tungt, og det samme trænger jeg til. Jeg er træt, og lidt døsig ovenpå spritzen, så jeg begynder så småt at gøre mig natklar. Aftenerne bliver lidt korte, når man går i seng allerede på det her tidspunkt, men jeg har lært, at det er godt givet ud, for man ved aldrig, hvad natten bringer. Forhåbentlig den i nat bringer ro. Vi må se.

21:45 – Jeg ligger i sengen, klar til at følge Nola trop og overgive mig til søvnen. Som noget relativt nyt prøver vi at lade hende blive liggende i sengen, ved siden af mig, fordi hun ellers har det med at vågne, når vi forsøger at flytte hende. Mads ligger så omvendt i sengen, med hovedet i fodenden, for at vi på den måde ikke kan være der. Det er ikke særlig romantisk, men hvis det sikrer bedre søvn, så ved jeg godt, hvad vi lige for tiden vælger, Zzzzz ….

01:07 – Nola har sovet lydløst indtil nu, så jeg har fået tre gode timers søvn. Yes. Nu er det til gengæld tid til nattens første måltid, og således slutter – eller begynder om man vil – min dag i barselsboblen.

  • Reply
    Maria
    7. november 2018 at 10:04

    Hyggeligt skriv, Line 🙂
    Hvor er Nola bare overdrevet sød på billedet med vasketøjet!
    Jeg er lidt nysgerrig efter at vide, om jeres fine lejlighed er i to etager, siden du skriver “ned i stuen” og “op og pusler”?
    Hvilken model er din Ergobaby bæresele?
    Bedste hilsner
    Maria

    • Reply
      merimeri
      7. november 2018 at 20:18

      Dejlig kommentar Maria, tak! ♥
      Vi bor i en sammenlagt lejlighed, hvor der er to trin mellem de to lejligheder, og derfor har vi et “oppe og et nede”.
      Bæreselen vi har er en Ergo 360, og indtil videre er vi så glade for den!
      Klem til dig

  • Reply
    Ida
    7. november 2018 at 13:10

    Hyggeligt! Kan så godt huske den periode med ustabil søvn i barnevognen og trille rundt for at få dem til at sove videre. Så hårdt! Det går heldigvis over!
    Hvordan fungerede det med at sove i hver sin ende? 🙈 Galt eller genialt?

    • Reply
      merimeri
      7. november 2018 at 20:20

      Hehe ja, man føler sig lidt skør når man igen, igen triller rundt dernede i gården. Men altså, jeg priser mig bare lykkelig for, at vi trods alt kan få den lille dame til at sove 2 timers lure, selvom hun skal hjælpes lidt på vej.
      Jamen indtil videre ret godt synes jeg, så er et virkelig godt råd, du gav! Jeg føler ikke jeg vågner helt så meget op i løbet af natten, når jeg ligger lige ved siden af hende.

      • Reply
        Ida
        9. november 2018 at 10:07

        Ej hvor godt. Jeg synes i hvert fald, at det giver bedre plads, så man ikke skal ligge på siden hele natten…

  • Reply
    Kirstine
    7. november 2018 at 19:12

    Så dejligt et skriv! Jeg har selv en datter, der er knap seks uger yngre end Nola, og jeg nyder virkelig at følge med i jeres hverdag. 🙂

    • Reply
      merimeri
      7. november 2018 at 20:21

      Dejligt du kan lide indlægget Kirstine ♥ Og så hyggeligt du kan relatere til livet i barselsboblen! Klem til dig

Skriv et svar til merimeri Annuller kommentar