MIN FØDSELSBERETNING – DEL 3: ET KAPLØB MED TIDEN

Efter mit vand er gået, får jeg kontakt til fødegangen på Hvidovre Hospital. Fordi vi få dage forinden har været igennem et vendingsforsøg, vil de gerne se os til et tjek med det samme for at sikre sig, at vores datter stadig står med hovedet på bækkenet, og er klar til den forestående fødsel. Vi tager en taxa hjem fra Fisketorvet – føles ligesom ikke rigtig for at cykle afsted med vandafgang, selvom det er en tur på bare 5 minutter. Hjemme i lejligheden får vi pakket vores hospitalstasker færdig, og sætter os i en taxa med kurs mod fødegangen.

På Hvidovre bliver vi taget imod af den rareste jordemoder, som hurtigt får mig gelejdet op på en briks og gør klar til at undersøge mig. Det viser sig, at de seneste dages plukkeveer efter vendingsforsøget har været arbejdsomme. Min livmoderhals er væk, og jeg er allerede 2 centimer åben.  Det er de færreste fødsler, der starter med spontan vandafgang, da de fleste i stedet oplever veer som det første. Dem har jeg dog ikke skyggen af, og uden dem, ingen fødsel, selvom vandet er gået.  Vi bliver derfor sendt hjem igen med instruktion om at få slappet af og fyldt noget energi på til en formentlig lang fødsel, som jordemoder så opløftende siger det. Vi skal herefter komme tilbage til endnu et tjek klokken 21 samme aften for at se, hvordan det går med veerne, og ellers snakke om muligheden for et ve-stimulerende drop, da man på grund af infektionsrisikoen efter spontan vandafgang skal være i aktiv fødsel senest 18 timer efter vandet er gået, når man føder på Hvidovre.

Både Mads og jeg er lidt lettede over at få lov at komme hjem i egne rare omgivelser, og vi får linet os op med madrasser og dyner i stuen, bland selv slik og Netflix til ventetiden. Det er sådan en skør følelse at ligge der helt søndagshyggeagtigt og bare vente på, at veerne forhåbentlig ville komme af sig selv. Jeg vil gerne undgå at blive sat i gang medicinsk, da chancen for, at det bliver nødvendigt med yderligere medicinsk indblanding også senere i fødslen er væsentligt forøget på den måde.

Det lykkedes Mads at tage en god eftermiddagslur, men jeg er selvfølgelig alt for spændt til at finde nogen form for ro. Med klokken 21-bagkanten tikkende over hovedet, vil jeg bare gerne have gang i de veer … Mads nusser mig det bedste han har lært for at få frigivet et hormon der hedder oxytocin – også kaldet ”love hormone” – der er kroppens naturlige stof til at stimulere den forestående fødsel. Selvom Mads virkelig er eminent til at nusse, så sker der dog ikke det store på ve-fronten, andet end en lidt murrende fornemmelse i underlivet. Klokken bliver 20:30, og vi hanker igen op i hospitalstaskerne og sætter kurs mod Hvidovre.

En ny jordemoder tager imod os, og vi gør klar til at blive undersøgt. Desværre har jeg ikke åbnet mig yderligere end de 2 centimeter, som det også var tilfældet om formiddagen. Øv! Næste skridt vil være igangsættelse, men på grund af travlhed på fødegangen, er der ikke en jordemoder til at starte det ve-stimulerende drop op og vi bliver i stedet sendt hjem med en antibiotika-kur, som jeg skal starte op på klokken 04:40, som er 18 timer efter min vandafgang. Herefter skal vi møde ind på Hvidovre næste formiddag, hvor man forventer at have hænder til at starte en igangsættelse op. Vi pakker vores sager sammen igen, og tager hjem med Vesterbro, sammen med et stort håb om at natten vil bringe veer med sig. Den murrende fornemmelse i maven er taget lidt til, men stadig ikke noget der føles som egentlige veer.

Vi går hjem og i seng, og håber på en god nats søvn, nu det tegner til at blive en lang fødsel ….