II FRAKKE H&M (gammel) II TOP H&M (gammel) II NEDERDEL STELLA NOVA II STØVLER &OTHER STORIES (gamle, lignende her) II TASKE PROENZA SCHOULER II
Åh, tænk at weekenden allerede er forbi. Det føler jeg mig slet, slet ikke klar til. Selvom jeg ikke har haft det store på programmet i weekenden, er den fløjet afsted, og jeg gad altså godt vågne op til endnu en fridag i morgen. Så heldig er jeg desværre ikke, og apropos mit indlæg i morges, så vil jeg istedet klappe mig selv på skulderen over alt, jeg rent faktisk fik nået; træning, kaffeaftale med en veninde, maling af vores gamle toilet og på det nye badeværelse, at få slebet og behandlet vores køkkenbordplade og at få planlagt et par indlæg til bloggen. Det er altså gode ting at kunne strege fra den mentale to-do, og jeg vil nu sætte alt ind på et klemme den sidste hygge ud af weekenden.
Vi er nemlig i fuld gang med sæson 2 af Stranger Things og vi er nu nået dertil, hvor det ene afsnit sluger det andet. Ej hvor er den altså spændende. Følger I med i den? Jeg synes lige, den var lidt lang tid om at komme igang, men fra afsnit 4 sker der altså noget, og jeg kan slet ikke vente til at slæbe dynerne ind i sofaen om lidt og sætte os til rette til en omgang seriesøndag.
Inden da vil jeg bare lige nå at vise jer mit outfit fra i dag. Det er nemlig første gang, at jeg får foreviget min nye nederdel fra Stella Nova, til trods for at den allerede har været på en del gange. Det grønne print og flæserne gør altså det simple søndagsoutfit en anelse sjovere, og jeg er så glad for, at jeg endte med at beholde nederdelen, selvom jeg (eller rettere sagt min bankkonto, ahem) egentlig lidt havde håbet på, at den ikke var et hit og derfor skulle retur. Sådan blev det ikke, og nu sørger jeg istedet for at bruge den flittigt så jeg bedre kan forsvare købet over for mig selv.
Ingen kommentarer