Rejser & rejseguides

REJSEGUIDE TIL SARDINIEN

20. september 2017

img_3459Det er ved at være en måned siden, at vi kom hjem fra Sardinien, og jeg har siden da haft i tankerne, at jeg gerne ville lave en rejseguide til øen. Vi kommer nemlig rigtig gerne tilbage igen efter at have brugt en uge på at suge det krystalklare vand, de italienske delikatesser og den lokale livskvalitet til os. 

Nu skal det være med den guide, og jeg har i indlægget her samlet alle mine tips til fly, billeje, hotel, spisesteder og oplevelser.

img_3504

Hvornår skal man rejse? Vi var afsted i midten af august, og nød i den grad ikke at skulle dele øen med en masse vesteuropæiske turister. August er nemlig feriehøjsæson for italierne selv, hvilket gjorde, at ferien føltes meget mere lokal end den måske havde gjort, hvis vi havde ligget side om side med feriegæster fra vores nabolande. Vejret var fantastisk i august, mellem 30-35 grader, og ikke en sky på himlen, mens vi var afsted. Det var lige før, det faktisk var for varmt, og jeg kunne derfor godt overveje at tage en september eller maj-tur næste gang, da priser på både hotel, billeje og seværdigheder nok også er dalet lidt der, sammenlignet med i august.

Fly – Pakkerejse vs individuel booking: Når turen går til en ellers klassisk charterrejse destination, kan det godt være lidt svært at finde ud af, om det bedst kan svare sig at bestille en charterrejse eller selv stå for både fly og hotel. Der er noget convenience forbundet med charterrejsen, men personligt kan jeg rigtig godt lide den frihed, der er forbundet med at sammensætte fly og hotel selv. Selvom sidstnævnte kræver lidt ekstra research, er der ofte penge at spare, og rejsen bliver meget mere fleksibel, fremfor at du fx skal rejse fra lørdag til lørdag. Vi endte med at finde flybilletterne gennem momondo (selvfølgelig), bookede ca. tre måneder i forvejen og kunne med en enkelt mellemlanding i Berlin finde billetter til ca 1600kr tur/retur, hvilket var en ret god deal, da udvalget af direkte fly til Sardinien er begrænset. En sød læser har dog tippet om, at der fra juni-august er en ugentlig afgang med direkte fly fra Kbh-Olbia med Norwegian, så hvis man rejser i den periode, er det værd at tjekke ud. Til næste sommer ser det ud til, at den ugentlige afgang er om tirsdagen.

Billeje: Sardinien er en temmelig stor ø – på størrelse med Jylland – og eftersom størstedelen af øen er bjerglandskab, kommer ikke sådan bare lige rundt. Jeg vil derfor klart anbefale, at man lejer en bil. Det gjorde vi, og fandt den ligeledes via momondo. Vi var lidt splittede mellem at skulle gå med et af de helt billige udlejningsselskaber (fx Sicily by Car) eller en klasse højere. I sidste ende endte vi med en mellemklasse leje efter at have læst tilpas mange dårlige anmeldelser om, hvordan de billige steder prøver at snyde dig med gebyrer og skader, som ikke er sket. Fordi august er højsæson, var udvalget af biler ret begrænset, og billejen endte med at udgøre en af ferien største poster, da vi gav omkring 3700kr for en mellemstørrelse Lancia. Er man bare to personer afsted, og har ikke usædvanligt meget oppakning, kan en mindre bil sagtens gøre det, og man kan selvfølgelig også tage chancen med et billigere selskab for på den måde at spare lidt på denne post.

vincent-versluis-198645img_3422roman-kraft-128742

Hvor skal man bo: Som sagt er Sardinien på størrelse med Jylland, så man når ikke omkring hele øen på en uges ferie. Vi havde hørt godt om østkysten, og valgte derfor at bruge halvdelen af ferien i byen Cala Gonone, som er en klassisk ferieby med hoteller og restauranter langs stranden, små gader med lokale butikker og ret mange aktiviteter for feriegæster om aftenen. Sidste halvdel af ferien brugte vi lidt længere nordpå, lidt uden for Palau. hvor de smukkeste strande efter sigende er. Palau føltes mere lokal end en ferieby, og der var flere gode spisesteder at komme efter, end vi oplevede at der var i Cala Gonone. 

Jeg har også læst godt om Sardiniens hovedstad Cagliari, men vi kunne som sagt ikke nå det hele, så måske det bliver udgangspunktet for ferien næste gang. 

Hoteller: Fordi det var feriehøjsæson, havde vi ret svært ved at finde hoteller eller airbnb som var i en ok stand og samtidig til at betale, så hvis man rejser i august skal man nok være tidligere ude, end vi var det, for at have størst muligt udvalg. I Cala Gonone endte vi dog med at bo på det hyggeligste hotel – Hotel La Favorita – som kun kan anbefales. Personalet var sødt og hjælpsomt, og det var faktisk på hotellets restaurant, at vi fik noget af den bedste mad på ferien. Sprøde og veltillavede pizze, perfekte pastaretter og lokal vin til nærmest ingen penge. En del af restauranten var placeret nærmest direkte på stranden, og hvis man er heldig at få et bord her, er den smukkeste aftenudsigt sikret. 

img_3436 davide-ragusa-102337 img_3697

Hvor skal du spise: Man kan nærmest ikke gå galt i byen, når man har at gøre med det italienske køkken. De fleste steder formår at lave en fremragende pizza, anstændige pastaretter og en god tomatsalat. Alligevel er der et par spisesteder, der er værd at fremhæve, hvis man er på udkig efter en særligt god spiseoplevelse.

Cala Gonone: Som jeg skrev længere oppe, var det faktisk på Hotel La Favoritas restaurant, at vi endte med at spise noget af det bedste mad. Deres pizza margherita var verdensklasse, og det samme med deres spaghetti alla carbonara, som jeg også fik trumfet igennem at bestille en gang eller tre. Stedet er dog populært, så hvis man vil være sikret et bord, er det en god ide at smutte forbi restauranten tidligere på dagen og blive skrevet op. Og spørg endelig efter et bord ud mod vandet, hvis du kan. Via Lungomare Palmasera, 30, 08022 Cala Gonone

Udover på La Favorita, havde vi også en ret fin og meget autentisk oplevelse på Agriturismo Nuraghe Mannu, som er en vingård ca 10 minutters kørsel fra Cala Gonone. Det føltes næsten som en stor fællesspisning, idet alle selskaber får maden serveret på samme tid. Menuen er forudbestemt og afhænger af sæson og råvarer tilgængelige på gården, men for 26 euro per mand får man omkring 5 serveringer og kommer godt omkring det traditionelle italienske køkken. Località Pranos, 08022 Cala Gonone

Gelato i Cala Gonone: Gelato er jo en helt kategori for sig selv, og selvom al italiensk is er klasser bedre end en frisko literis, så kan det alligevel godt betale sig at gå efter nogle særlige steder. Og i Cala Gonone er det særlige sted Gelateria Fancello. Deres pistachio er så åndssvagt god. Via Lungomare Palmasera, 26, 08022 Cala Gonone

Oliena: Egnsretten på Sardinien er svin. Ja, hvad giver I mig. Ikke pizza, ikke pasta, men svin. Langtidsstegt svin, så mørt og saftigt, at man næsten ikke tror, det er muligt. Hvis man er frisk på sådan en omgang, så skal man tage til resortet Su Gologone, hvis restaurant serverer noget fremragende svin. Og i øvrigt også lækre pastaretter og salater. Resortet ligger ca en times kørsel fra Cala Gonone, og det er afgjort turen værd til en lang frokostpause, mens det alligevel er for varmt til at være i solen. Località su Gologone, 08025 Oliena

Palau: I Palau er udvalget af gode spisesteder noget større, end det er det i Cala Gonone, og omkring havnen finder man de fleste. Stedet vi husker bedst, var det hyggeligste lokale trattoria, Pasta e Vino, hvor vi brugte vores sidste aften. Vi fik de lækreste ravioli og feriens absolut bedste tiramisu. Og det hele gled ned til lyden af en lokal spillemand og ivrig italiensk leben. Her vil det også være nødvendigt at bestille bord en dag i forvejen, og spørg gerne efter et bord på deres udendørs terrasse, hvis vejret tillader det. Via C. de Martis, 24, 07020 Palau

Er man til fine dining, så er Ristorante La Gritta efter sigende stedet. Det er nævnt i dette års Michélin Guide, og anmeldelserne på tripadvisor lover godt. Vi nåede desværre ikke forbi, og feriebudgettet var i øvrigt ikke til michélin udskejelser de sidste dage af ferien, men kommer vi igen, vil vi helt klart prioritere det. Via del Faro, 07020 Loc Porto Faro, Palau

CuCumiao er en anden lokal favorit lidt uden for Palau. Vi var desværre for sent ude til at få bord, så kan ikke med egne ord fortælle om stedet, men det var en af de restauranter, vi flere gange kom omkring, når vi søgte på gode spisesteder i Palau, og alene dét, at det ikke var til at få bord på dagen, er et godt tegn, så her ville jeg også gere nå forbi en anden gang. Strada Statale 125, km 353, 07020, Palau

Gelato i Palau: Når det kommer til gelato i Palau, så er der to steder, du kal sætte på din daglige is-rute. Gelateria Fiore di Maggio, Via Nazionale, 33, 07020 Palau, og La Gelateria Dell’angolo, Via Capo D’Orso, 1, 07020 Palau. Dem vil du ikke fortryde.

img_3621 roman-kraft-279919

Hvad skal du opleve: Omgivet af det mest krystalklare vand, jeg nogensinde har oplevet i Europa, er Sardinien oplagt til aktiviteter, der tager afsæt i havet. Kajak, snorkling, dykning, sejlture.

Vi prioriterede en hel dag på vandet, med et øhop ved øgrupperne omkring La Maddelena, og sådan en tur skal man altså unde sig selv. Fra havnen i Palau er der et væld af tur-både, som tager turen omkring La Maddelena, og jeg er sikker på, at man har en fantastisk oplevelse med dem alle. Af en kollega havde vi fået anbefalet Dea del Mare, som både arrangerer en tur på en båd, hvor man er 25 personer afsted, og så en lidt mere intim tur, hvor man max er 14 personer. Vi endte med sidstnævnte, båden der hedder Wave, og selvom det var en lidt dyrere løsning (vi betalte i højsæsonen omkring 1200kr per person for en dagstur), var det alle pengene værd. Virkelig. Parret, som stod for båden, var noget af det sødeste, og de sørgede så godt for os hele dagen. Bl.a. en tre-retters frokost, eftermiddagssnacks og rigeligt vand og vin gennem hele dagen. Båden var super lækker, med hele tre soldæk, og fordi man max er 14 personer på den forholdsvis store båd, er der rigeligt plads til at dase rundt rundt omkring på båden, uden man skal dele håndklæde med naboen. Den tur var afgjort feriens højdepunkt, og at kunne svømme i land på ubeboede øer for at dase i det silkebløde sand, var næsten som en drøm. Så afsindigt smukt.

Næste gang vi kommer tilbage, så vil jeg gerne leje en kajak og tage ud på tur. På den måde kan man også komme ud til nogle af de mere øde strande. Fra stranden på Cala Gonone var det nemt at leje kajakker, så det kunne fx være en mulighed.

img_3675

sophie-sollmann-141739

  • Reply
    J
    20. september 2017 at 16:50

    Rigtig fin guide til lækre Sardinien. Men må jeg lige indskyde at Norwegian faktisk har direkte flyvninger til Olbia i sommermånederne 🙂 Der er oppe på den nordøstlige side af øen tæt ved Costa Smeralda, 🙂

    • Reply
      J
      22. september 2017 at 10:02

      Ej altså.. Jo mere jeg kigger på dine fine billeder, jo mere vil jeg bare afsted nu nu NU 🙈

      • Reply
        merimeri
        22. september 2017 at 10:44

        Dét er en god indskydelse, så den kan du tro, at du må dele. Får lige opdateret indlægget med det her som bonusinfo!

        Og jeg tilslutter mig din udlængsel. Det var også nærmest tortur at sidde og kigge alle feriebillederne igennem for at lave indlægget, haha.

  • Reply
    Emilie
    20. september 2017 at 23:20

    Hvis du kommer forbi Sardinien igen kan byen Algero helt klart anbefales. De smukkeste strande og den hyggeligste gamle bydel. Man kan derudover tage en bådtur ud til drypstensgrotter som virkelig er et besøg værd. Man kan både komme til via båd eller bil, dog er der en meget lang trappe ned til grotten, hvis man ankommer med bil. I samme område er der rig mulighed for vinsmagning og besøg på lokale agritorismo. Skriv endelig for flere dejlige steder på øen. Har tilbragt mine 11. Sidste somre der 🙂

    • Reply
      merimeri
      22. september 2017 at 10:47

      Søde Emilie, vil så gerne til Sardinien igen, så tusind tak for at dele tippet om Algero. Der ser virkelig fint ud!
      Og hvor lyder det fantastisk, at du hvert år vender tilbage til øen. Har du/I et sommerhus dernede?

    • Reply
      Birthe Tandrup
      6. marts 2019 at 20:19

      Til Emilie:
      Vil besøge Alghero til sommer. Kan du anbefale steder at bo?
      Mvh Birthe

    • Reply
      Peter K
      18. juli 2019 at 18:10

      Hej.

      Vi skal til Sardinien 22. sept. i en uge.
      Kan du anbefale et hotel ? Vi vil gerne have lidt by tæt på og strand tæt på. Hvis det er muligt. Vi gider nok ikke at bo på et øde resort. Dbh

      • Reply
        merimeri
        19. juli 2019 at 16:05

        Ej hvor det lyder skønt Peter, jeg er misundelig! Min klare anbefaling vil være La Favorita, som jeg også nævner i indlægget. Det lyder til at have præcis det I søger: https://www.booking.com/hotel/it/la-favorita-b-b.da.html
        God ferie!

        • Reply
          Peter K
          19. juli 2019 at 17:25

          Hej igen.
          Tak for det.
          Ved du om der er spændende i Baja sardinien ? Altså by og butikker og restauranter?

          • merimeri
            2. august 2019 at 10:50

            Der må jeg desværre være dig svar skyldig. Det var ikke et området, vi kom omkring.

      • Reply
        Peter K
        19. juli 2019 at 17:25

        Hej igen.
        Tak for det.
        Ved du om der er spændende i Baja sardinien ? Altså by og butikker og restauranter?

    • Reply
      Maria
      16. februar 2023 at 22:27

      Hej Emilie 🙂
      Hvis du ser denne besked, må du meget gerne skrive. Har planer om at besøge Sardinien i år, og vi er lidt i tvivl om så mange ting.

  • Reply
    Annemette
    11. marts 2018 at 10:52

    Hejsa.
    Tak for et godt blogindlæg til Sardinien. Vi overvejer kraftigt at tage dertil til sommer og så leje en bil og køre rundet på øen.
    Vi har dog hørt, at det skulle være meget dyrt at spise der.
    Hvad er jeres indtryk af det? Hvad er prisniveauet på mad og drikkevarer på restauranterne?
    Tak for hjælpen 🙂

    • Reply
      merimeri
      12. marts 2018 at 14:40

      Hej Annemette, hvor lyder det skønt med en sommerferie på Sardinien. Kan kun anbefale det. Vi har ikke tænkt over at prisniveauet er særligt dyrt på Sardinien – ofte spiser man jo en salat, pasta eller pizza, og det bliver sjældent rigtig dyrt. Prisniveauet er i hvert fald billigere end herhjemme. Til gengæld er billeje dyrt – det kom bag på os. Pga den geografiske afgrænsning er udvalget af lejebiler begrænset, og det presser prisen op.

  • Reply
    Karen
    14. februar 2019 at 9:07

    Hej og tak for dine fine tips. Kan du anbefale et hotel i Palau?

    • Reply
      merimeri
      17. februar 2019 at 13:31

      Hej Karen, vi boede på et hotel lidt uden for Palau, men desværre ikke et sted, jeg kan anbefale dig. De havde lavet kludder i vores reservation, og hotellet var langt under den standard, billederne gav udtryk for.

      • Reply
        Karen
        18. februar 2019 at 20:11

        øv, det er altid træls. Jeg synes desværre ikke, at der mange at vælge imellem, og det eneste jeg har kig på, har samme navn som byen, så nu er jeg lidt nysgerrig, om det tilfældigvis var det? Der er mange forskellige meninger om det..og vi skal være der i 10 dage, så det skulle gerne være godt.

  • Reply
    Karen
    19. februar 2019 at 20:47

    mange tak for hjaelpen og de gode tips, som vi vil tage med i april. Jeres förste hotel aabner desvärre först, naar vi tager hjem igen..det ser ellers meget fint ud.

  • Reply
    Sus
    4. maj 2019 at 14:17

    Hejsa. Tak for god beskrivelse. Er det en god badestrand ved det første hotel? Eller hvor langt skal man gå for at komme til god badestrand fra. Hotel favorita.

    • Reply
      merimeri
      8. maj 2019 at 17:08

      Hej Sus, stranden ved Favorita er desværre med en del småsten/gruslignende sand. Vi var ikke som sådan generet af det, og vi holdt os derfor stadig til den strand. Og ellers ligger der en populær strand 10 minutters gang fra hotellet – om den er bedre i forhold til sandet husker jeg dog ikke. God ferie, hvis du står for snart at skulle afsted 🙂

  • Reply
    Cirkeline
    7. januar 2021 at 13:30

    Åh, hvor lyder det bare helt fantastisk! Vi har selv besøgt XXX, og vi drømmer om at komme tilbage – forhåbentligt i 2021! Lad os krydse fingre for et meget bedre rejseår i 2021, så vi kan komme ud i verden igen! 🙂

    Kh. Cirkeline // RejsRejsRejs

    Du er velkommen til at læse vores tips til Læs mere om de fantastiske steder vi oplevede i Sardinien her

  • Reply
    Yasmin
    21. marts 2023 at 20:53

    Mange tak for rejseguiden, den har hjulpet os med beslutninger! Jeg vil dog gerne høre, hvilken udlejningsfirma endte I med at leje bilen hos? Vi overvejer det stærkt, men tør slet ikke med de tusinder af dårlige anmeldelser 🙁

    • Reply
      Line Schjelde
      1. maj 2023 at 20:58

      Det husker jeg desværre ikke længere, da det efterhånden er så mange år siden, vi var afsted.

Kommenter