Hverdagsliv

OM AT TURDE SIGE DE SVÆRE TING HØJT

1. november 2016

img_7740Jeg har allerede skrevet lidt om det. Det der med at turde sige de svære ting højt. Tale om de ting der ikke passer ind i den pæne og polerede virkelighed, som ofte bliver fremstillet på de sociale medier. Og ligesom de fleste andre synes jeg også det er vildt grænseoverskridende og svært at udstille de dårlige dage fremfor de gode. At sætte spot på de ting man har svært ved fremfor dem, man altid lykkes med. Men hey, for ingen af os byder livet altid på fremgang, og hvis der er én ting, de seneste måneder har lært mig, så er det, hvor meget stærkere man bliver af at turde sige de svære ting højt. Ja, jeg kunne ikke få mit forhold til en ellers perfekt kæreste til at fungere. Ja, jeg har dage hvor ensomheden er altopslugende. Ja, jeg savner tosomheden og kan få helt ondt i maven af afsavn. Ja, jeg mangler et sted at bo. Ja, jeg begraver mig i arbejde for at give mindre plads til bekymringerne.

De ting kræver tilløb at sige højt, men i en tid hvor man i den grad har brug for, at venner og familie griber én, tror jeg også det kræver, at man tør sige, hvordan man har det og at man har brug for hjælp til at komme videre. Det prøver jeg i hvert fald at minde mig selv om og jeg øver mig hver dag på at blive bedre til det. 

Det der med at dele med min omverden, at Mads og jeg er gået fra hinanden og at jeg mangler et sted at bo, det har fx virkelig været en ting, jeg skulle overvinde, men som med så mange andre af de forhindringer, man stiller op over for sig selv, viste dette sig også at være en ting, der slet ikke var så slem at sige højt, som jeg havde frygtet. Og det endte med at blive en fin reminder om, hvor mange gode mennesker, jeg har omkring mig, villige til at hjælpe.

Arbejdet med at finde mig selv fortsætter. Det samme gør boligjagten. Førstnævne er min egen kamp, men sidstnævnte har jeg i den grad brug for hjælp til. Ved at sige højt, at jeg står uden bolig, har jeg fået en masse tip om værelser, der lejes ud, men for at være ærlig så er jeg ikke et sted i mit liv, hvor det at skulle dele lejlighed med en fremmed rigtig tiltaler mig. Jeg håber derfor stadig på, at jeg kan finde en lejlighed til mig selv. Enten leje, fremleje eller andel og gerne centralt i Kbh (V, K, N, Ø eller Frb). Så, hvis I kender til noget må I endelig sige til. 

Og uanset hvad dette indlæg fører til, så har det for mig været en endnu en øvelse i at sige en svær ting højt. Og der er ikke gået noget af mig ved at gøre det. Det er godt lige at blive mindet om. Nuancerne i livet er i sidste ende det, der er med til at gøre det interessant og til noget, vi kan blive ved med at lære af. 

  • Reply
    carla
    1. november 2016 at 16:26

    dejligt indlæg 🙂

  • Reply
    Marie
    1. november 2016 at 20:43

    Selvom det på INGEN måde er dejligt, at du møder modgang, synes jeg, at det er dejligt, at du siger det højt.

    Når man læser i blogland kan man godt nogle gange få fornemmelsen af, at man er den eneste med “rigtige” problemer, som ikke handler om, ikke at kunne nå alle de events og modeshows, som man er inviteret til eller, at man ikke har mere plads i sit tøjskab 😉

    Jeg håber alt det bedste for dig, og vil bare takke dig for at dele, at alt ikke altid er lige nemt. Jeg glæder også mig til at læse, når alt igen bliver godt (for det gør det jo altid 🙂 ) For jeg NYDER skam også at læse om f.eks. din evige jagt på den perfekte basis-garderobe – den jagt er jeg også på! 🙂

Skriv et svar til Marie Annuller kommentar