Endnu en weekend er fløjet afsted, og det var med delt begejstring, at vækkeuret ringede i morges ovenpå en weekend med lidt for meget vin og lidt for lidt søvn. Når man sådan nærmer sig de sidste år i 20’erne, så kan man altså godt mærke det mandag morgen, når man har været ude to dage i træk. Lige på dét punkt var tømmermændene altså meget mere overskuelige, da man var yngre, haha.
Til gengæld stod jeg op til den glædelige nyhed, at sælger af vores nabolejlighed er klar til at skrive under på købsaftalen. Med den melding er denne mandag slet ikke så tosset endda, og vi tør nu endelig tro på, at lejligheden er vores. Det er den ultimative test for specialerygraden at koordinere køb og salg af bolig, og jeg skal virkelig holde mig selv i kort snor, for ikke at bruge al min tid på pinterest i jagten på boliginspiration 😉
Når jeg om et par timer har fri fra arbejde, så venter en kaffeaftale med denne søde og savnede dame, som jeg topper med endnu en kaffeaftale med en anden veninde i aften. Og inden jeg ser mig om, så ender denne mandag med at have været en af de ganske rare af slagsen.
Jeg håber, det samme gælder for jer, og om ikke andet, så kan vi glædes over, at der lige om lidt kun er fire dage til weekenden 😉
2 Comments
Line
15. juni 2015 at 23:31Ja, det er bestemt hårdere, at være byrotte end tidligere! hvor er din fint bluse fra?
infashionwebelieve
16. juni 2015 at 6:58Dejligt jeg ikke er den eneste, som synes, det er lidt hårdt at blive ældre 😉
Blusen er fra H&M. Jeg kan desværre ikke finde den online og min er købt i Amsterdam. Den er fra H&M med det hvide mærke i nakken, så den burde dog være at finde i de fleste H&M butikker.