Hverdagsliv

MINE JUNI PLANER

4. juni 2021

Jeg forstår altså ikke helt, at det allerede er juni. Har ofte taget mig selv i at tænke at det da var lige godt utroligt så hurtigt træer og blomster er sprunget ud i år. Som om jeg ikke helt har kunne få hovedet til at følge med, at det rent faktisk er sommer. Corona, barsel og baby driller min tidsfornemmelse. Har I det også sådan?

Men nuvel, sommeren er over os. Bogstaveligt talt. Hold fast hvor var det tiltrængt, at varmen endelig kom, og jeg stornyder at lufte bare tæer (og byens blegeste ben), alt imens jeg planlægger, hvornår jeg igen kan snige mig til endnu en is, der afgjort er en af mine helt store sommerglæder. Blandt andet.

I juni glæder jeg mig til:

  • Dimse rundt med vores nye reol fra Tylko, som vi endelig har fået på plads i dag. Den går fra gulv til loft, så der er ret meget plads at lege rundt med, og jeg spår, at det vil være et herligt projekt i barselsboblen de kommende uger; at finde på plads med vores nips.
  • Første tur i træningscentret efter en – forhåbentlig – veloverstået 8 ugers undersøgelse på mandag. Jeg tog de første spæde kilometer i løbeskoene forleden, og det føltes helt fantastisk endelig at kunne gøre det igen, og jeg håber sådan at få grønt lys til lidt flere små ture i løbet af juni. Har savnet at have min krop for mig selv på den måde igen!
  • At gøre alvor af den garderobeoprydning, jeg aldrig nåede i maj.
  • Fejre min kære mormors 80 års fødselsdag, min yngste kusines studenterhue og min søde farmors 92 års fødselsdag. De næste weekender bugner af fejringer i familiens lag, og jeg glæder mig til gensyn med dele af familien jeg ikke har set i mange, mange måneder. Og til at de alle skal møde Evi.
  • At finde anledning til nogle lidt mere dybdegående blogindlæg med udgangspunkt i jeres mange gode input og ønsker til hvad I gerne vil læse om herinde. Til en start vil jeg gerne snakke om ambitioner og planer på job, som jeg vender tilbage efter barsel.

Jeg vil se, lytte og læse:

  • De sidste afsnit af The Serpent på Netflix. Vi har taget os god tid med den, men som vi nu nærmer os afslutningen på mini serien er vi i den grad blevet fanget. Så skræmmende, så god.
  • Alberte! Soundtracket til min barsel med Nola, og altså også hjertens gerne med Evi. Nydningen og Månebarn er så uendeligt fine, at jeg aldrig tror, jeg kan blive trætte af dem.
  • Jeg er endelig kommet godt i gang med Leonora Christina Skovs Hvis vi ikke taler om det, og jeg glæder mig til hver en stund, jeg har i selskab med den. Så den vil jeg læse færdig i juni.

Jeg vil spise og drikke:

  • Rejemadder på nybagt brød. Og et glas iskold Sancerre til.
  • Jordbær med fløde og myntesukker. Hver dag, om jeg får lov.
  • Is. I rigelige mængder. Fra favoritterne Anker Chokolade, Siciliansk Is og Østerberg. Og så vil jeg gerne nå forbi Alice, og prøve deres is.

Jeg vil købe:

Jeg vil gøre mig umage med:

  • At fokusere på det jeg når, fremfor ikke når. Evi har den seneste tid sovet enormt uroligt om formiddagen, som ellers er der jeg plejer at have min mig-tid, hvor jeg når at arbejde, svare på beskeder og praktiske gøremål herhjemme. Det har gjort at jeg har brugt mere tid på at trille rundt med hende i barnevognen end hun reelt har sovet, hvilket ikke har efterladt meget plads til at nå andre ting, og det gjort mig mere irriteret end hvad godt er. Ikke mindst fordi jeg kan gøre nul og niks ved det. Har derfor taget et aktivt valg om hver dag at fokusere på det jeg fik nået i hendes lur, fremfor hvad jeg ikke gjorde.
  • At tælle til 10 inden jeg farer op over for Mads, når jeg er presset på mit overskud. Det er dårlig stil og drænende for vores forhold. Og selvom jeg ikke er sen til at undskylde på den anden side, ville jeg aller helst, at det slet ikke var nødvendigt at undskylde. Det øver jeg mig lige på!

Hvad glæder du dig til i juni?

  • Reply
    Louise Herby
    4. juni 2021 at 22:21

    Rigtig gode planer, søde Line 😊 Jeg glæder mig SÅ meget til at se reol sådan rigtigt med dims i den 😍 Vi har ikke rigtigt nogen flader i vores stue, og jeg kan mærke, jeg mangler et sted at dimse rundt. Og vasen er så pæn, den har jeg også kig på! 😊 Jeg glæder mig især til pluk-selv-jordbær sæsonen, som faktisk starter nu her 🍓🍓🍓

Kommenter