Nåh men jeg skrev jo igår, at vi ville prøve at putte Nola på eget værelse i aftes. Well, det skete ikke. Vi har tonsvis af dårlige undskyldninger for, hvorfor det ikke liiige er rette tidspunkt alligevel. Igår var det, at Mads ikke var hjemme om aftenen. Hvilket ingen forskel ville gøre, fordi det alligevel er mig, der putter om aftenen, som det er lige nu. Så ja, dårlige undskyldninger. Ledt på vej af, at vi jo i bund og grund ikke føler os klar til at bryde ud af den rutine, vi lige nu har, hvor Nola sover ved siden af mig i sin egen seng. Kan I også have det sådan? Svært ved at finde overskuddet til at lave om på en rutine med jeres børn, også selvom det måske kunne blive bedre på en anden måde?
Problemet med vores rutine er jo, at den ikke på noget tidspunkt har medført god nattesøvn for hverken Nola eller jeg. Og det kan sagtens være, at det at komme på eget værelse ikke kommer til at ændre noget på dét, men tænk nu hvis det gjorde. Den tanke fylder meget, og især den seneste tid hvor Nola på papiret burde sove bedre og flere timer i stræk, nu hvor amningen er gevaldigt reduceret til fordel for fast føde. Desværre er nætterne bare ikke blevet bedre af den grund. Langt de fleste nætter vågner hun nemlig stadig hver anden til tredje time og falder ikke i søvn igen, før hun bliver tilbudt brystet. Og den rytme har nu stået på i snart 9 måneder, og mens jeg indtil videre har kunne holde energien oppe trods så mange måneder med afbrudt søvn, kan jeg også mærke, at jeg efterhånden er ved at være godt og grundigt træt. Så vi skal have fundet overskuddet og viljen til at prøve at ændre den rutine. I første omgang ved at se om det, at Nola kommer på eget værelse, gør en forskel.
Men hvordan får man bedst baby til at sove på eget værelse? Det kunne vi virkelig godt bruge nogle gode råd til, eftersom vores erfaring på det område kan reduceres til, at vi ikke engang har kunne lykkes med at få Nola til at sove dagslure i sin seng indendøre. Så der er et stykke vej endnu, og vi er lidt uenige om fremgangsmåden herhjemme. Jeg har en ide om, at vi til en start skulle sove inde sammen med Nola på hendes værelse, så forandringen for hende ikke både bliver nye soveomgivelser OG at sove helt alene. Mads derimod synes det bliver at trække tingene lidt i langdrag og er istedet mest til, at vi bare putter hende derinde og selv sover i soveværelset ved siden af. Så ja, vi kunne virkelig godt bruge nogle gode indspark til, hvordan man griber overgangen til eget værelse af. Og I plejer heldigvis at være gode til at hjælpe en med-mor på bar bund, og jeg håber derfor, at I også denne gang vil byde ind med jeres erfaringer.
21 Comments
A
16. april 2019 at 9:39Jeg oplever præcis det samme med min datter på 8 måneder. Jeg prøvede at lægge hende på eget værelse i ca. 1 uge, men det hjalp desværre ikke. Det betød blot, at jeg hver eller hver anden time skulle ind for at amme på hendes værelse. Nu er hun tilbage på soveværelset. Jeg er ved at være desperat, da jeg skal tilbage på arbejde om ca. 2 måneder. Jeg er trææææt😴
merimeri
16. april 2019 at 21:49Pyha, det lyder virkelig også hårdt! Jeg synes der er kommet virkelig mange gode råd her i sporet, måske nogle af dem kan være en hjælp til jer, når/hvis I igen på et tidspunkt har mod på at forsøge jer med eget værelse.
Nanna
16. april 2019 at 10:22Herhjemme er vi til tider også uenige i hvordan vi skal gribe søvnproblemerne an, men for os har det hjulpet at købe bogen “Helens bog om børn og søvn”. Den er meget konkret og baseret på viden omkring det lilles barns søvnfaser, udvikling, etc. Nu følger vi den når tvivlen (og følelserne) rammer og det er så meget nemmere, når man er så samme side i søvnkampen.
Helen skriver blandt andet, at det kan være udfordrende at introducere nye vaner om aftenen, da de fleste børn i dette tidsrum kan være lidt utrygge, i forvejen er mættet af indtryk eller bare har svært ved at slippe dagen.
Det synes jeg egentlig giver god mening. Så måske er vejen til succes nemmere, hvis der først læres at sove lur på eget værelse i løbet af dagen? 🙂
Nanna Dahm
16. april 2019 at 10:26Herhjemme er vi til tider også uenige i hvordan vi skal gribe søvnproblemerne an, men for os har det hjulpet at købe bogen “Helens bog om børn og søvn”. Den er meget konkret og baseret på viden omkring det lilles barns søvnfaser, udvikling, etc. Nu følger vi den når tvivlen (og følelserne) rammer og det er så meget nemmere, når man er så samme side i søvnkampen.
Hun skriver blandt andet, at det kan være udfordrende at introducere nye vaner om aftenen, da de fleste børn i dette tidsrum kan være lidt utrygge, i forvejen er mættet af indtryk eller bare har svært ved at slippe dagen. Det synes jeg egentlig giver god mening. Så måske er vejen til succes nemmere, hvis der først læres at sove lur på eget værelse i løbet af dagen? Men det er selvfølgelig meget nemmere sagt end gjort. Held og lykke med det 🙂
merimeri
16. april 2019 at 21:55Det er et godt tip med den bog, Nanna. Bruger ofte Helens råd fra hendes brevkasse og hendes bog om børn og mad. Jeg kan dog af og til godt føle, at hun har lidt travlt med at komme børn i kasser, hvilket stritter lidt på mig. Men altså, bogen kunne garanteret være rar om ikke andet så bare at læne sig lidt op ad, så jeg må have kigget på den.
Simone
16. april 2019 at 12:38Kære Line,
Jeg forstår virkelig godt følelsen af at være splittet omkring at ændre en rutine. Jeg har det på samme måde! Min yngste datter er 19 måneder og sover fortsat i vores seng, og bruger mig som sut det meste af natten. På den ene side har jeg taget (virkelig) langt tilløb til, at vi skal ændre den vane, så vi kan få noget voksentid tilbage om aftenen, far kan putte, og jeg kan sove noget bedre om natten osv. Men åh jeg synes det er svært! For på den anden side har jeg det også sådan “hvis det er hendes behov at ligge helt tæt på sin mor om natten, så kan jeg også godt udsætte mit behov”-agtigt. Vi havde egentlig lavet en aftale om, at når hun blev 18 måneder, skulle der nye boller på suppen, men så blev hun halvandet, og så skete det ikke alligevel…
Vi har tænkt os, at tage fat i en søvncoach, så vi kan få nogle gode råd, og forhåbentlig giver det en vis ro, når tid er.
Måske fylder det mere i ens moderhjerte her inden, end det i grunden kommer til at gøre, når man tager beslutningen om, at der skal ske noget.
Det bedste hilsner, Simone
merimeri
16. april 2019 at 21:47Åh Simone, det lyder som om vi er fanget i fuldstændig de samme følelser. Og hvor er det hårdt at være så splittet omkring dem. Nola er puttet på eget værelse for første gang i aften, og desværre føler jeg ikke den store ro omkring det. Mest af alt er jeg bare ned af det og har ondt i maven over at hun ligger der helt alene i et rum hun ikke er vant til at sove i. Men jeg håber på det bedste og holder vejret i spænding over, hvordan natten bliver.
En søvncoach har vi også overvejet og her faktisk fået anbefalet en af et par stykker. Hvis du bor i Kbh og vil have er navn, må du endelig sige til!
A
17. april 2019 at 16:22Jeg vil rigtig gerne have navnene på nogle gode søvncoaches🙂
merimeri
23. april 2019 at 15:01Hej A, jeg har fået anbefalet én god. Søvncoach Anette Theil, som hører til hos babycentercph.dk. Håber det kan hjælpe 🙂 Klem
A
24. april 2019 at 22:15Tak🙂
Mia
16. april 2019 at 14:29For mig lyder det som om det er amning om natten, du skal have trappet ned. For min datter havde det ingen betydning på mange nat-amning at blive flyttet til eget værelse. Du bliver nok nødt til at have en kold tyrker og tage gradvis tage en bat amning væk ad gangen. Nicola vil helt sikkert græde, men så længe du er der og trøster med tryghed, sut og evt. vand, så er det ok. Det er hårdt, mens det står på, men er slemt en nat og så bliver det hurtigt bedre. Små børn får meget hurtigt vaner, som de ikke selv bryder, hvis de ikke får hjælp til det. Gråden skyldes, at de ikke forstår hvorfor vanen brydes. Derfor er omsorgen og trygheden fra mor eller far virkelig vigtig i disse situationer. Det er måske ikke helt det svar du søgte. Men jeg har oplevet, at det er det eneste som virker…
Kristina
16. april 2019 at 15:34Hej Line
Det lyder meget normalt, det som du gennemgår, og min erfaring siger mig at du ikke kan forvente at en baby på kun 9 mdr, skal sove bedre end det du beskriver. Slet ikke når hun bliver ammet. Når hun vågner op, er det jo helt biologisk set for at se om du er der, og søge tryghed og støtte til at komme videre i søvnen, ved brystet.
Jeg vil virkelig anbefale dig at tjekke Familieudenfilter her på IG ud. Det er Mia der står bag, som også er ammevejleder, og hun har skrevet nogle guldkorn af et blogindlæg, som jeg virkelig kan anbefale af læse.
Kæmpe kram til dig. Og husk på at du ikke står alene i det og alt er en fase ❤️😉
Sine
16. april 2019 at 17:54Mit bedste råd er at gøre det langsomt og ikke ændre flere ting på én gang.
Vi gjorde det gradvist. Omkring 5 mdr begyndte vi at putte vores datter på egent værelse. Første gang hun vågnede, kom hun ind til os. Det var en kæmpe befrielse for mig at gå i seng uden at være bange for at vække babyen. Og det var en stor tryghed at vide, at hun kom ind til os efter et par timer. Det virkede ikke til at gøre nogen forskel på hende at blive puttet i et andet rum. Hun var alligevel vandt til at sove alene på vores soveværelse de første par timer. Til gengæld Har det altid været svært at få hende til at sove på værelset om dagen. Omkring 6 mdr blev jeg ramt af influenza og besluttede at lade hende sove på eget værelse hele natten. Det var ret besværligt at skulle stå ud af sengen for at amme, men hun begyndte hurtigt at vågne mindre om natten. Jeg bilder mig ind, at det var fordi vi holdt op med at vække hinanden om natten, men det kan lige så godt være fordi hun blev rigtig god til at spise fast føde på det tidspunkt.
Sofie
16. april 2019 at 18:03Håber at du får nogle gode råd, som jeg også kan bruge hehe. Vores søns søvn er gået heeeelt i stykker altså. Før vågnede han hveranden time om natten og hvor forfærdeligt det end var, så havde jeg vænnet mig til at vågne kl 11, 02, 04 og så 06. Men nu vågner han mindst en gang i timen og altså, tror at min hjerne er ved at gå i stykker, idag på arbejdet. Det er så vanvittigt, ikke at sove i 7 mdr. Vi tror at det er tænderne hos vores søn, der spiller et puds… Men der er også den vane med at amme, den skal vi i hvert fald have trappet ned på. Vi har fundet ud af, at han på få minutter kan vugges i søvn, når han vågner, men man skal op og gå for at det virker. Måske der også virker for Nola?
Ida
16. april 2019 at 18:59Vi tog en kold tyrker. Besluttede os en fredag aften. Samlede energi, og aftalte at vi ville give det alt hvad vi havde i tre-fire dage. Vi var sammen om det – det var drønhårdt den første aften. Vi var også enormt udfordrede på søvn og havde været det alt for længe. Vi ændrede tre ting: 1. Sove på eget værelse. 2. Ikke mere amning i soveværelset før hun blev puttet – jeg begyndte at amme i stuen, og så gik vi ind og puttede, så hun ikke længere forbandte det at gå ind i soveværelset om aftenen med mad. 3. Vi accepterede gråd i nogen udstrækning (det var det sværeste). Vi putter sådan: bærer hende ind, taler beroligende til hende i nogle minutter, til hendes blik begynder at blive langt, så lægger vi hende og går ud. Begynder hun at græde/brokke sig, lader vi lige et minut gå, før vi går ind. Giver sut eller tager op, hvis nødvendigt. Fortsætter. Nogle gange varer showet længe – det er tuff. Men her tog det få dage – på dag tre sov hun ret uroligt fra 19-23, men fra 23-7 var vi ikke inde hos hende en eneste gang. Vi var mind blown! Hun lærte hurtigt at tage sutten selv – vågnede, græd lidt, fandt sutten, og faldt så i søvn igen uden vores indblanding. Vi døjer stadig med urolige nætter – er altid derinde et par gange hver nat – men det er blevet meget bedre! Hvis jeg kunne give ét godt råd så er det simpelthen at acceptere lidt brok/gråd – vi lader hende aldrig græde længe, så snart vi kan høre det går fra brok til hjerteskærende gråd, går vi ind til hende.
Iben
16. april 2019 at 19:06Hej, jeg har selv en datter på 8mdr og det er så hyggeligt at følge med hos jer. Jeg ved ikke om jeg har et egentligt råd, men her er hvordan det lykkedes for os.
Vores lille Ellen sover på eget værelse og det har hun gjort delvist siden hun var omkring 5mdr. For os kom overgangen af praktiske årsager. Vi skulle “bygge om” i stuen og da vi kun har en 3-værelses lejlighed og vi ikke gad være musestille i hverken byggerod eller inde i soveværelset når hun gik i seng kl. 19, så måtte hun jo blive puttet på eget værelse. Så havde vi soveværelset til at se lidt TV/streame og snakke. Når hun vågnede gik vi ind til hende og hun blev ammet/lagt igen på eget værelse indtil vi gik i seng. Første gang hun vågnede efter vi var gået i seng kom hun med ind til os. Det fungerede super fint og hun sov stille og roligt længere og længere tid af gangen. Nu sover hun hele natten på eget værelse og er for det meste kun vågen 1-2 gange på 11 timer.
I sidste uge besøgte vi mine forældre og skulle sove i samme værelse. Selvom Ellen sov i sin egen seng vækkede vi hinanden mellem 6-8 gange på en nat. – det var primært mig der vågnede hver gang hun udstødte et lille grynt i søvne.
Jeg håber i finder en måde, der virker for jer og som i har det godt med. Alt mulig held og lykke 🙂
S
16. april 2019 at 22:31Åha, det søvn. Hos os er det en kombination hvilken baby det er og hvilken forælder (eller bare person) man er. Personligt gider jeg ikke ligge i timer og synge sange og holde i hånd gennem tremmerne i sengen. Det har min mand ikke noget imod. Vores ældste som nu er seks sover stadig helst hos far og mor, så ingen råd at hente der. Barn nr to kan sagtens sove selv og kom på eget værelse, da hun var ti måneder. Hun kunne bare det der selv (meget af det, tror jeg, ikke altid handler om rutiner eller forældre talenter. Gaven ved at have mere end ét barn: Man finder ud af, at det der går godt/skidt ikke altid handler om forældre-skills, men om hvorvidt barnet er nemt/svært). Der var godnathistorie samme tid hver aften og så to sange for slukket lys og så lukket dør. Jeg gik ind ved lyd eller gråd, men hurtigt ud igen. Samme rutine, samme putteperson. Min mand er nok lidt mere soft. Han kunne snildt ligge i timer og synge sange – han klagede heller aldrig. Det startede nok ved, at min mand rejste en del i en periode og alene med to små børn blev jeg bare nødt til at indføre helt faste rutiner med samme puttetid, eget værelse osv. Det virkede for os. Men altså, det kommer. Min søn sov fx fra kl.19.30 til 9.30 i dag. Han er seks år … så om fem år …
Sebrina
16. april 2019 at 23:17Kære Line
Jeg nyder at kunne følge med herinde, nu hvor det er sjældent vi ses 😉 og havde vi siddet hjemme ved Nico, havde snakken nok faldet på søvn og manglen derpå, fordi det bare bliver hårdt på et tidspunkt sådan at få afbrudt sin søvn så ofte om natten, og desperationen tager til. Søvnen kommer en dag igen, men det kan du ikke bruge til noget nu.
Og jeg tror ikke, der som sådan er den rette opskrift på en mere sammenhængende søvn for dig og Nola, men det handler om mavefornemmelse og gå-på-mod også, tror jeg.
Ved Aya stoppede de mange opvågninger om natten, da hun selv valgte brystet fra da hun var et halvt år gammel. Inden da fik hun tilbudt en natflaske, så den fortsatte hun naturligvis med men fik så vidt jeg husker (og nu er det over otte år siden, så har sikkert glemt det også) en natflaske til hun var omkring 1 år og intet om natten.
Fordi vi boede i en
Toværelses kom hun først på eget værelse, da vi flyttede til noget større da hun var ti måneder gammel, og der sov hun fra dag 1 på sit eget værelse. Så kunne hun komme med ind i vores seng, hvis hun vågnede og en sut ikke fik hende tilbage til søvnen. Inden da havde hun “lært” (selvom det nok er et fyord) at falde i søvn i sin seng. Uden skrigeri og alt det der. Men en fast aftenrutine, natflaske i armene, ned i seng og blive nusset, aet og beroliget. Og lige så snart hun blev urolig, så op i armene igen, og når hun faldt til ro, så ned igen med aen, sang, nussen og det hele på repeat en masse gange, og aftenerne gik og tiden med aen og hun blev til sidst tryg og vant til den rutine og vant til egen seng på den måde. Men de første dage tog det lang tid og det kræver sin tålmodighed og gå-på-mod, men det gav mening. At hun blev lagt vågen ned i sin seng, og så kunne se, høre og føle mig og i starten gik der kun 10 sekunder til hun var i mine arme igen, men det fungerede. Hun blev kun lagt ned når hun var helt rolig igen…
Alvin kom allerede på eget værelse da han var tre måneder. Jeg vågnede alt for ofte, også selvom han stadig sov og ikke engang havde brug for brystet, og selvom han lå på sit eget værelse hørte jeg ham vågne, og gik så ned og ammede ham de gange natten han reelt søgte brystet. Et par måneder senere begyndte vi aftenrutinen. Ren numse, dæmpet lys, nattøj, sang, amning og så vågen ned i egen seng. Han var i forvejen tryg ved sin seng, så det var egentlig samme “metode” som ved storesøster, dog mindes jeg at han var hurtigere til at falde i søvn sådan. Da han var 8-9 måneder introducerede vi en natflaske og det hjalp til at han sov igennem (dog frisk og sulten kl 5 hvor han fik grød og bryst).
Nå, det blev langt.
Hov, og vil huske at nævne, at der kunne være dage hvor det kunne føles som om at starte forfra, to skridt frem, ét tilbage, men vedholdenhed og rutiner tror jeg var vejen frem for os. Og måske timingen. Det er jo aldrig til at vide.
Kh Sebrina
Louise
17. april 2019 at 7:06Hej Line, lyt til Mads! Ind med nola, put som du plejer og læg dig ind på sofaen og nyd roen 😊 det blir mest mærkeligt for dig at gå i seng første aften, uden hende. Hun vil formentlig nyde sit eget selskab. Jeg kan til gengæld anbefale en god stol du kan amme i, inde ved siden af hendes seng (hvis du stadig ammer om natten). Hvis du først begynder at tage hende med ind i jeres seng og amme, kommer hun ikke tilbage den nat 🙃 Held og lykke med det, kh LB
Julie
1. april 2020 at 4:45Så hvordan endte det? 😅 jeg står i samme situation. Har helt ondt i maven over at hun skal ind på eget værelse og sove. Jeg føler virkelig at jeg svigter hende, selvom jeg inderst inde godt ved at jeg ikke gør.
merimeri
2. april 2020 at 14:29Det endte med at Nola stadig sover trygt og godt inde i vores seng, og vi snakker ikke længere om at få hende på eget værelse. Det kommer den dag det føles rigtigt for både hende og os, og indtil da nyder vi at putte tæt. Så min anbefaling er at du går med din mavefornemmelse – den tager sjældent fejl ♥