Det har jeg på

POLKAPRIKKER OG UDSALGSTANKER

27. december 2018

II H&M SLÅ-OM-BLUSE II H&M JEANS II &OTHER STORIES T-SHIRT II A PAIR STØVLER II PROENZA SCHOULER PS1 TASKE II PICO HÅRKLEMME II

Godmorgen fine I, glædelig torsdag … det tog mig lige lidt tid at få sjusset mig frem til, hvad dag det egentlig er i dag, for jeg er så tilpas meget på juleferie, at jeg er stoppet med at holde regnskab. Og det er nu meget rart. Men altså torsdag, ellers udsalgsdag om man vil, for det er vel i virkeligheden dét denne første dag efter julehelligdagene, er mest kendt som; dagen hvor nærmest alle butikker, online som fysiske, forsøger at friste os med deres store udsalgsskilte. Jeg bliver det også. Fristet. Men jeg forsøger virkelig at holde mig i skindet, fordi det nok mere er muligheden for rabat, jeg lader mig friste af, end det egentlige udsalgsudvalg. Andre end mig der kender til det? Erfaringen har lært mig, at hvis det er tilfældet, er det bedre at lade være, selvom det kan være svært, når man føler, at man vender ryggen til den fest, alle andre tager del i. Med forestående barnedåb, og en baby der netop er vokset ud af endnu en tøjstørrelse, er der dog rigeligt andre udgifter at tage hånd om, og det eneste udsalg, jeg derfor har kigget – indtil videre – er tøj til Nola. Det giver nemlig rigtig god mening at udnytte muligheden for rabat her, når nu vi alligevel skal ud og købe nyt, fordi hun er vokset ud af det gamle.

Og i mellemtiden genfinder jeg så gamle sager i garderoben, og kombinerer på ny, for på den måde at holde shoppetrangen stangen. Som fx den prikkede slå-om-bluse fra H&M, købt i sommer, som forleden blev brugt sammen med yndlings-jeans, også fra H&M, og støvler med hæl. Ganske glimrende synes jeg faktisk det fungerede.

Derudover har jeg faktisk fået en slags fribillet til en lille smule shopping til mig selv. Denne smukke Ganni kjole gemte sig nemlig under juletræet fra mine svigerforældre. Allerede den 25. var den dog sat ned med 50%, og jeg er altså så tilpas prisbevidst, at jeg vil ærgre mig gul og grøn, hvis ikke sådan en klækkelig rabat udnyttes. Derfor triller jeg senere i dag ned forbi Ganni for at returnere kjolen og istedet købe med rabat for på den måde at få råd til lidt ekstra forkælelse for samme pris. Måske en strategi, der deler vandene, men jeg synes lidt, det er at holde forbrugerne for nar, når gaver, der er købt få dage før jul, dagen efter er mærket ned med 50%. Og således er jeg ikke bleg for at bytte til oprindelig pris for efterfølgende at købe med rabat. Andre end mig der er på den vogn, eller synes I ikke, det er besværet værd?

  • Reply
    Kristina
    27. december 2018 at 18:12

    Er ret enig i begge dine betragtninger omkring udsalg.
    Jeg har IKKE behov for at shoppe. Har købt rigeligt med tøj til de kommende twins, og jeg kommer ærlig talt ikke til at bruge noget pænt tøj de næste par måneder alligevel. Haha. Men jeg føler jo jeg går glip af den fedeste udsalgsfest 🙁

    Og ja. Synes også det er i den frække ende (på den trælse måde) at ens dyrt købte julegaver nedsættes dagens efter!!! Ud og udnyt det!

    • Reply
      merimeri
      3. januar 2019 at 21:30

      Pyha jeg synes det var dyrt at købe ind bare til Nola, så kan udemærket forestille mig, at shoppetrangen bliver så rigeligt stillet, når det er tvillinger, der skal opbygges garderobe til!

      • Reply
        Kristina
        4. januar 2019 at 13:51

        Ja! Og det er endda en af hver 🙂 Så selv om ser findes SÅ meget pænt og kønsneutralt tøj, såeh…. ja altså, man er vel lidt vildt med lyserødt og kjoler også 😛 Og det sys jeg alligevel ikke heeelt går an til drengen! Og selvom det lyder skørt får jeg dårlig samvittighed når jeg kun køber noget ‘til den ene’ – så er jeg nødt til at købe noget til den anden også. Haha. De er allerede møg forkælet!!!

  • Reply
    Astrid
    27. december 2018 at 22:08

    Er fuldstændig enig i alle dine overvejelser. Det er udelukkende den psykiske påvirkning af gule skilte og store rabatter der er svær at modstå i disse dage.. er begyndt at spørge mig selv hver gang jeg er ved at købe noget spontant; “kan jeg leve uden?” og den kan jeg jo i 99% af tilfældene.. så det har i hvert fald hjulpet mig en del gange. Jeg returnerer også altid og køber på ny hvis der er penge at hente – så der kan jeg 110% følge dig i at det er det værd.

    • Reply
      merimeri
      3. januar 2019 at 21:29

      Det er en god øvelse, det der med at spørge sig selv, om man “kan leve uden”. Størstedelen af mine nykøb ville vist også blive skåret fra på den måde 😉

  • Reply
    Helle
    28. december 2018 at 12:20

    Jeg er enig med dig i, at det er virkelig ærgerligt at se noget til 50 %, som man lige har fået i julegave til fuld pris. Og jeg ville da også være fristet til at gå ned og gøre som du – men er ikke sikker på, at jeg ville kunne få mig selv til det 🙂 Altså siger du det bare direkte til ekspedienten, får pengene tilbage og så køber den igen til 50 % i samme butik? Er bare nysgerrig 🙂

    • Reply
      merimeri
      3. januar 2019 at 21:28

      Kjolen var desværre allerede udsolgt både i webshop og butikken, og så har jeg ikke modet til at påkalde mig rabatten. Havde den stadig været at finde i butikken på udsalg, så ville jeg have sagt, at jeg ønsker at returnere og så købe igen. De fleste plejer godt at kunne forstå den logik, så det synes jeg sagtens man som forbruger kan tillade sig.

Kommenter