En lille aftenhilsen fra sofaen, hvor jeg langt om længe kan snige mig til lidt computertid ovenpå en lang dag. Nola går i disse dage igennem hendes første tigerspring, hvilket for dem, der ikke er velbevandrede i spædbørns-lingo, betyder et udviklingsspring, hvor babys sanser bliver skærpet, ligesom deres bevidsthed bliver øget. Vores ellers søde, milde og nemme baby reagerer på springet ved at nægte at sove og desuden være fuldstændig utrøstelig det meste af eftermiddagen og aftenen, indtil hun er så udkørt af træthed, at hun går omkuld i min arme. Hvilket jeg så også gør. Går omkuld. Igår var jeg i seng allerede 21:30, og jeg kan mærke, at der heller ikke i aften går lang tid før min dyne og seng kalder. Først vil jeg dog gerne lige nå verdens rareste mandagstradition …
Og så nåede jeg ikke længere med mit skriv igår. Trætheden overmandede mig, og ordene kom ligesom ikke rigtig til mig, og jeg kom derfor frem til, at mit mandagstradition i denne omgang bliver en tirsdagsgæst. At dele sidste uges herligheder med jer, vil jeg nemlig ikke undvære, fordi det også er en god øvelse for mig til at mindes og værdsætte de små gode stunder i en helt almindelig uge i mit ret så almindelige liv. Og sidste uge bød på et herligt miks af almindeligheder og gode stunder med mennesker, jeg holder ekstra meget af, hvilket ophøjer en leverpostejshverdag til alligevel at kunne noget særligt.
II Jeg føler mig så ualmindelig heldig over at vågne op til de her to hver dag. Mads og Nola har den fineste kontakt, og der er ingen tvivl om, at det er en fars pige, vi har fået os ♥ II
II Det klæder i øvrigt også hverdagen, når man ser sit snit til at skifte rugbrødsmadderne derhjemme ude med en onsdagsdate på Rossopomodoro. Længe leve barselslivet. II
II Ringen her lægger sig i spidsen i kapløbet om sidste uges fineste øjeblik. Den er en gave fra Mads som fejring af vores lille kærlighedsbaby og som et minde om, altid at gøre os lidt ekstra umage; over for hende men i særlig grad også over for hinanden. Jeg synes, den er SÅ smuk, og jeg elsker tanken bag. Den er lavet af Vesterbro-smykkedesigneren Handcrafted, hvis håndværk jeg har et særligt godt øje til II
II Pæn fredagslevering fra Luxoliving, hvor det endelig lykkedes mig at få fat i de populære foldekasser fra Ay-kasa og desuden også faldt over den fineste brune og lyserøde velourpude fra OYOY II
II I sidste uge havde vi vores debut til babybio, hvilket jo er et genialt koncept. Vi var afsted i Falkoner Bio, og det fungerede simpelthen så godt med baby-vagterne, der holdt øje med sovende babyer i forhallen, og straks gav besked, når der var lyd fra vognen. Nola vågnede lige som forfilmene var færdige, men det var nu også hyggeligt at kunne sidde og nusse med hende – uden at have dårlig samvittighed over lydniveauet på hendes øffen – mens vi så film II
II OYOY puden har hurtigt fundet sig til rette i vores sofa, og jeg synes, det har opgraderet hele vores sofa-game. Elsker hvordan en enkel tilføjelse som en pude, kan få sine omgivelser til at fremstå helt anderledes og bedre II
II Nola igang med at charmere min bedste ven Charlotte og hendes mand. Charlotte og jeg har kendt hinanden siden vi blev født, og om ganske få uger, byder Charlotte velkommen til deres førstefødte, som således også kommer lige i hælene på Nola. Jeg føler mig så heldig, at vi kommer til at kunne følges ad i vores barsel og nye familieliv, og at vores børn, ligesom Charlotte og jeg har gjort det, kommer til at have kendt hinanden hele deres liv II
4 Comments
VenterPaaVinBlog
11. september 2018 at 12:03Jeg synes også leverpostejshverdagen ér skøn – jeg laver altid et ugeopsamlings-indlæg hver mandag, og selvom andre måske lever et cool jetset-liv, bliver jeg altid glad, når jeg ser ugens billeder igennem (:
– A
merimeri
15. september 2018 at 17:41Det er sådan en dejlig indstilling at have. Længe leve leverpostej-hverdagens små gyldne øjeblikke ❤️
Ida
11. september 2018 at 22:09Du håndterer tigerspring SÅ forbilledligt ved bare at tage tingene, som de kommer. Jeg gik helt ned pga de tigerspring med førstefødte.
merimeri
15. september 2018 at 17:38Det er en dejlig mor-ros at få, men jeg har også mine øjeblikke, hvor overskuddet er forsvundet som dug for solen og jeg også føler mig utilstrækkelig. Men så længe vi gør vores bedste, hvilket jeg er sikker på, du også gjorde med jeres første ❤️