MIN FØDSELSBERETNING – DEL 2: VANDET GÅR

I dagene efter vendingsforsøget tager mine plukkeveer til. Jeg tænker ikke så meget over det, da jeg har vænnet mig til en del daglige plukkeveer over de seneste måneder, og jeg bliver enig med mig selv om, at jeg nok også bare skal vende mig til, at baby nu ligger på en anden måde, end jeg har været vant til. Nye områder af maven for hende at udforske med ben og arme.

Der falder langt om længe lidt ro på barselsboblen, og Mads og jeg gør os umage for at nyde vores tosomhed. Jeg får godt gang i min barsels to-do og vi begynder så småt at føle os sådan for alvor klar til vores nye liv som forældre, selvom der stadig er mere end to uger til termin. 

Tirsdag morgen er jeg godt i gang med to-do’en. Der skal bages pølsehorn til fryseren, købes nogle praktiske ting ind til børneværelset, som min far skal komme ind og hjælpe med fredag, og senere på dagen har jeg et par aftaler med nogle veninder. Da de åbner på Fisketorvet sætter jeg kursen herover for lige at nå i Søstrene Grene, Silvan og Føtex efter smør til pølsehornene.

Da jeg er på vej i Silvan begynder der pludselig at sive varmt vand ned af mit ben. Jeg når ikke rigtig at registrere, hvad der sker, før jeg tager et skridt mere, og plask … vandet går. Jeg står vitterligt i en sø af fostervand med svuppende sko og en drivvåd kjole. Shit. Jeg er slet, slet ikke forberedt, og når et kort sekund at gå en lille smule i panik, inden jeg begynder – med en ret beklemt mine – at bevæge mig ned mod kundetoilettet. Jeg ved ikke, om de mennesker, der kommer imod mig godt kan se, hvad der er sket, men jeg føler mig i hvert fald ret meget til skue, som jeg svupper mig afsted igennem Fisketorvet. Jeg finder et toilet, og forsøger at få fat på Mads for at fortælle ham om situationen. Han er ude at cykle med hans far, men burde være hjemme nu. Jeg kan dog ikke få fat på ham, og ringer lidt febrilsk til min svigerfar for at høre, om han stadig er sammen med Mads. Det er han ikke, og jeg kan stadig ikke få fat på ham.

Endelig kommer jeg igennem til ham, og jeg får hurtigt sat ham ind i situationen. Mit vand er gået, og jeg vil meget gerne have ham hen på Fisketorvet med en tør kjole. Med vandet fortsat sivende ud af mig, får jeg bevæget mig ned mod en bænk, hvor jeg ringer til fødegangen, mens jeg venter på, Mads skal komme.

Herefter forsvinder den panik, jeg oplevede lige da det går op for mig, at vandet er gået, og det bliver erstattet af en uventet indre ro. Det er nu. Vi skal fejre fødselsdag for vores lille pige lige om lidt ….

Læs første kapitel i min fødselsberetning her