Livet som mor

HALVANDET ÅR MED EVI

12. oktober 2022

Da jeg var på barsel med Evi, udgav jeg jo min føljeton af månedlige barselsdagbøger, hvor jeg delte ud af hverdagen med en baby. Så sluttede min barsel, min baby var ikke længere en baby og derfra besluttede jeg, at føljetonens tid var forbi. Nu er der så gået et halvt år siden da, og Evi har således netop rundet halvandet år. Og måske det faktisk kunne være en meget fin anledning til lige at tjekke ind og give status på livet med en halvandenårig. Indsæt selv tornado emoji.

Det første år med Evi gik stærkt, men det føles som om tempoet det sidste halve år er blevet ganget med en faktor 10. Måske fordi hverdagen generelt har det med at gå stærkt, måske fordi udviklingensspringene føles så meget mere markante, når de pludselig dækker over, at mit barn kan gå, løbe, synge og snakke med ægte ord man faktisk forstår.

Med Evi skal man stå tidligt op for at følge med, både i ordets bogstaveligste forstand når hun foretrækker at starte dagen på den forkerte side af 5:30, og i overført betydning, fordi hun ikke er typen, der ser sig tilbage, når først hun har sat sig noget for. Hun er sig sin mening yderst bevidst og stålsat opsat på, at skulle kunne præcis det samme som sin storesøster. Hvilket er enormt sødt. Og også lidt stressende, når hun insisterer på at kravle på stiger, forcere den største rutschebane på legepladsen og generelt bare klare alting selv. Men det har også sine fordele at hun kan så meget selv og hun forbløffer os hver dag over, hvor hurtigt hun lærer.

Håber I vil finde det hyggeligt at læse med i dagbogen for en dag med Evi ♥

***

05:09: Evi er vågen og kalder på mig fra hendes bedside, som Mads har haft tjansen med at sove ved siden af i nat. Den tjans går på skift. Mads og jeg bytter side i håb om, at jeg måske kan få Evi til at sove videre.

05:30: Det lykkedes ikke. Det gør det sjældent. I stedet får jeg vækket Mads, der står op med hende, mens jeg bliver liggende tilbage med Nola. Nola har det nemlig med at vågne, hvis hun fornemmer, at jeg ikke længere ligger i sengen, så aftalen er, at Mads går i stuen med Evi, hvor de installerer sig på sofaen med dyner og Gurli Gris, mens jeg sover med Nola, til hun vågner af sig selv.

06:16: Nola er heller ikke typen, der sover længe, så vi er alle oppe nu. Vi prøver ikke at se os sure på de tidlige morgener, fordi vi til gengæld har børn der sover uden opvågninger fra omkring kl 20. Dét kan også noget!

06:40: Mads og Evi laver morgenmad. Evi har sagt “smoooothie” siden hun stod op, og nu føler vi godt vi kan forsvare at tænde for monstrummet af vores blender, uden at det går alt for meget ud over naboerne. Glæden ved at bo i lejlighed, I ved.

07:00: Vi spiser og læser bøger imens, for at bevare den gode stemning ved morgenbordet.

07:25: Vi er færdige ved morgenbordet og Evi og Nola leger rundt i lejligheden, imens Mads går i bad og jeg rydder af efter morgenmaden.

07:45: Evi og Nola bliver på skift gjort klar til dagen. Vores morgenrutiner herhjemme er en velsmurt maskine, hvor jeg giver tøj på, mens Mads børster deres tænder. Derefter pakker Mads deres tasker, mens jeg gør klar til at få pigerne i overtøjet. Striktrøjer, termotøj, støvler og hue. Tiden hvor man kommer hurtigt ud af døren er forbi, som efteråret og vinteren banker på.

Alt driller lidt hos begge børn i dag og humøret er lunefuldt, så der bliver talt til 10 mange gange. Ligesom der bliver mæglet og forhandlet omkring cirka alt, pigerne skal. En af de dage …

08:10: Vi er kommet i tøjet, Mads kommer ud ad døren med pigerne og afsted mod børnehave og vuggestue. For tiden er det oftest ham, der afleverer, da jeg er hjemmefra de fleste dage og derfor ikke har en bagkant på kontoret.

08:35 – 15:15: Evi er i vuggestue.

15:15: Jeg henter Evi først i dag, inden vi går mod børnehavebussen for at hente storesøster. Evi har haft en dejlig dag i vuggestuen, sovet cirka to timer til middagslur, som er ret gennemsnitligt for hende, og løber mig grinende i møde på stuen. Bedste velkomst!

15:30: Vi lander ved børnehavebussen, hvor vi mødes med Nolas gamle børnehaveven Eskild, hans lillebror Bertram og hans søde mor, som er med til at hente Nola, da vi har en eftermiddagsaftale på legepladsen alle sammen.

15:45: Bussen var lidt forsinket, men nu er der samling på flokken og vi går mod Skydebanen.

17:20: Eftermiddagen er fløjet afsted, og nu kommer Eskild og Bertrams far med burgere fra Jagger, som vi spiser på legepladsen. Evi gider kun pommes fritter, men dem gider hun til gengæld virkelig også godt. Jeg har forberedt lidt gnavegrønt og frugt hjemmefra for at lette min samvittighed bare en lille smule, nu hun ellers kun vil spise kartoffelstave fra frituren til aftensmad.

18:25: Børnene har ikke været til at drive hjem, men det er ved at være koldt, og tusmørket trænger sig på, så vi får krammet farvel og bevæger os hjemad mod lejligheden. Normalt får Evi havregrød med noget frugtmos, inden hun bliver gjort natklar for at ligge en god bund inden natten, men fordi det er blevet lidt senere end vi plejer i dag, får hun i stedet en klemmepose med yoghurt, frugt og grøntsager i klapvognen på vejen hjem. Generelt er Evis spisevaner lidt omskiftelige, og derhjemme kæmper vi virkelig med at få frokost og aftensmad i hende, med mindre vi skal have pasta, suppe eller boller i karry. Vi trøster at med at hun generelt er godt i stand, og at de siger hun spiser godt i vuggestuen, så vi har fundet ro i, at hun oftest ikke spiser alverdens til måltiderne herhjemme.

18:45: Hjemme og ude af tøjet. Mads er i Parken for at se Champions League, så vi er alene hjemme. Vi ryger i sofaen for at få varmen og sætter tegnefilm på fjernsynet. Evi eeeeelsker Gurli Gris (giiiis, som hun kalder det). Men i dag er det Nolas tur til at bestemme, så vi ser Frost. Nola er sulten (det er hun altid, når hun ser TV), så jeg laver et fad med frugt og grønt, som begge piger går ombord i.

19:20: Jeg går op for at gøre Evi natklar. Hvilket nok er 5-10 minutter for sent, for pludselig vælter hendes verden og hun er meget træt.

19:30: Vi lykkedes med nattøj og en nogenlunde tandbørstning, hvilket altid er en anspændt ‘fornøjelse’ fordi Evi hader det som pesten, når hun skal have børstet tænder. Hun bliver tilbudt lidt mælk i sofaen, og så går vi i soveværelset for at putte. Med sin kanin trygt i armen, en sut i munden og en i hånden. Præcis som sin søster, der også altid sov med sutter i hænderne, da hun stadig brugte sut.

19:45: Putningen er hurtigt overstået i dag. Jeg skulle blot synge Jeg ved en lærkerede en enkelt gang, nusse Evi lidt på panden, og så lagde hun sig om på siden i dobbeltsengen og faldt i søvn. Jeg havde ellers været lidt spændt på, om det ville blive en langstrakt affære, da det normalt er Mads, der står for at putte Evi, da hun om aftenen finder en anden ro hos ham, og puttetjansen derfor går hurtigere, når det er ham. Men heldigvis også for mig i dag.

20:00: Jeg når lige at sidde lidt i sofaen med Nola, inden det er hendes tur til at blive gjort natklar og herefter ind for at sove. Således nåede jeg i mål med endnu en dag i livet som forælder. Og det endte som en rar dag at se tilbage på!

    Kommenter