Livet som mor

EN DAG PÅ BARSEL: BABY 10 MÅNEDER

12. februar 2022

Evi er nu 10 måneder, og min barsel er officielt slut. Fra på mandag overtager Mads stafetten med 9 ugers barsel, og jeg lige dele glæder mig til at vende tilbage til mit arbejde på fuld tid, og er vemodig over, at tosomheden Evi og jeg imellem nu er forbi. Heldigvis indvier vi Mads’ barsel med fire uger sammen, hvor jeg holder orlov fra mit arbejde for at få barselsregnestykket til at gå op, så at skulle undvære en hel dag udskyder jeg lidt endnu.

Således er jeg klar på at fortsætte min barselsføljeton, selvom vores hverdag fra næste uge tager sig lidt anderledes ud.

* * *

05:40: Evi er vågen. Jeg svøber hende i hendes dyne og tager hende i min arme, hvor jeg forsøger at vugge hende videre i søvnen. Beslutter at give den til kl 6!

05:55: Nola vågner og skal tisse. Der røg vist chancen for fortsat sovende børn …

06:02: Mads står op med børnene og jeg sover videre. Og den time jeg får der, er den bedste time på hele natten.

06:58: Jeg vågner, og får hurtigt hele flokken op til mig i soveværelset.

07:17: Nola har allerede spist, så jeg sætter mig i stedet for at spise morgenmad med Evi. Hun får som sædvanlig havregrød lavet på et par skefulde modermælkserstatning og vand.

07:35: Mads har også lavet havregrød til ham og jeg.

07:50: Vi er alle færdige med at spise, og jeg går på badeværelset for at gøre mig klar til dagen, mens Mads også får Nola i tøjet.


08:15: Vi sender Mads og Nola afsted mod børnehave og arbejde, og Evi kommer herefter i tøjet.

08:30: Ammer i sofa.

08:53: Efter et par bleskift og en konstant kamp for at få Evi i tøjet, mens hun hele tiden kravler fra mig, lykkedes det mig endelig at få pakket hende i barnevognen og vi går i gården for at trille til lur.

09:00: Evi sover. 

09:05: Jeg åbner op på hjemmekontoret. IG bliver opdateret og jeg går igang med at færdiggøre kladder til et samarbejde, som jeg skal have sendt til godkendelse i dag.

10:35: Evi græder fra babyalarmen. Prøver i første omgang med en sut og en trilletur rundt i gården for at se om luren kan forlænges lidt.

10:45: Hun sover igen, og jeg lister tilbage op i lejligheden.

11:00: Evi hoster i barnevognen og brokker lidt i søvne. Men det bliver ved det og hun sover videre.

11:03: Imens er jeg tilbage i lejligheden, og nyder sådan en ægte barselsstund med te, lidt til at spise og de sidste sider af min bog. Jeg læser Oblivion, og den er så god!

12:05: Evi er vågen og kalder fra barnevognen. 


12:30: Vi spiser frokost. Evi får en fuldkornsbagatel med Philadelphia og avocado, noget rød peber og en halv kartoffel. Det går meget bedre med maden efter at vi har fundet ro i, at Evi er langsomt og ofte småtspisende.

13:00: Færdige med at spise og Evi bliver sluppet fri til leg i lejligheden, mens jeg rydder af, og pakker vores tasker til vi om lidt skal ud ad døren.

13:37: Vi går afsted mod svømmehallen.

14:50: Færdige i svømmehallen og vi skynder os afsted mod børnehaven, hvor bussen snart ankommer. Evi spiser en klemmepose med grød og grøntsager imens.


15:15: Bussen er lidt forsinket i dag, men nu er Nola endelig landet til weekend og vinterferie, og vi triller hjem. Evi er blevet puttet i vognen, uden mælk, og jeg er lidt spændt på, om det viser sig som en fejl, fordi rytmen længe har været at Evi bliver ammet til hendes to lure.

15:30: Vi er nået hjem, og Evi sover stadig ikke. Jeg får Nola op i lejligheden, og triller derefter videre med Evi i gården.
 
15:35: Endelig sover hun, og vi går alle tre afsted efter fredagsslik, hvor Nola som noget nyt har fået lov at vælge en håndfuld stykker til hendes egen slikpose. Og hun er ikke til at skyde igennem af begejstring!



16: Vi er hjemme igen, og parkerer Evi i gården, mens Nola og jeg går op i lejligheden. 

16:10: Når dog kun lige at komme ud af tøjet, før der er gråd fra barnevognen. Skynder mig ned og forsøger at forlænge luren, efter bare sølle en halv time.
 
16:23: Evi sover igen, men ikke tungt, og jeg er spændt på hvor længe det holder.

16:28: Ikke længe. Der er gråd fra vognen igen, og jeg opgiver luren og tager hende med op. 

16:35: Vi sætter os stedet for at amme, nu vi ikke nåede det inden lur. Jeg skal tilbage på arbejde om en måned, så uanset skal vi snart til at have udfaset amningen inden lur, og måske det er fint at starte nu. Derefter nusser vi rundt i stuen.

17:15: Jeg får pigerne i tøjet, Evi kommer i bæreselen og Nola på hendes løbecykel, og vi går afsted mod fredagsburgere på Jagger, hvor vi har aftalt at mødes med Mads.


18:40: Hjemme igen til leg i lejligheden.

19:10: Jeg går igang med aftengrød til Evi, altid havregrød rørt med lidt frugtmos. I dag er det banan og pære jeg har blandet sammen.

19:20: Det er spisetid, mens der er fælleslæsning ved bordet. Sådan en hyggelig måde lige at runde dagen af på.

19:32: Mads går op for at gøre Evi natklar

19:50: Og så er det puttetid. Vores søvnritual lige nu er, at jeg ammer Evi siddende i sengen, og derefter svøber jeg hende i hendes dyne og bouncer hende til hun har overgivet sig til søvnen eller er så tilpas søvnig, at hun ikke straks begynder at vende sig rundt i sengen.

20:15 Hun sover.

20:25: Herefter er det forfra med putning af Nola, som Mads i mellemtiden har gjort natklar.

21:00: Mads kommer op i soveværelset, hvor både Nola og jeg er faldet i søvn. Nu gælder det fredagsslik og serietid.

21:10: Jeg når dog kun lige at gøre Mads selskab på sofaen, da Evi græder i soveværelset. Hun har tabt sutten og er på vej over i vores seng. Så meget uro i den lille krop altid. Hun bliver ammet og falder i søvn igen.

21:15: Tilbage i stuen, hvor vi starter ugens afsnit af Pam & Tommy.


22:13: Evi er vågen igen. Jeg prøver først med en sut og en tryghedshånd på maven, men det går ikke. Tager hende op og hun søger brystet med det samme.

22:21: Jeg er tilbage i stuen igen.

23:17: Det er mere reglen end undtagelsen, at jeg kommer for sent i seng, og i dag ingen undtagelse. Men nu er det godnat. 

23:28: Når dog ikke rigtig at falde i søvn, før Evi igen er vågen og hurtigt bliver ammet tilbage i søvnen.

23:50: Det tegner ikke godt for natten, for Evi er allerede urolig i sengen igen, og græder fordi hun har fået vendt sig om på maven. Jeg tager hende op og får hende vugget til ro. Nu skal vi forhåbentlig sove.

00:50: Men åbenbart kun en time. Vågen igen, og jeg tager hende i armene og bouncer hende tilbage i søvnen.

01:25: Og igen.  

02:03: Vågen igen, og denne gang er jeg nødt til amme hende tilbage i søvnen.  

02:55: Forfra.

03:55: Og igen.

04:17: Vågen igen. Tager hende i armene og vugger i søvn. Den her nat altså. Føler slet ikke jeg når den dybe søvn.

04:27: Det gør Evi åbenbart heller ikke, for nu er hun gudhjælpemig vågen igen. Jeg får hende svøbt tæt i hendes dyne og starter forfra med at vugge hende. Endelig lader hun til at sove tungt.

05:24: I en time, og så er det tid at amme igen.

06:30: Nola er vågnet og skal tisse, og Evi rører også på sig. Mads står op med dem begge, mens jeg kryber tilbage under dynen.

07:33: Så er jeg også vågen, og føler mig (næsten) klar til at stå op til dagen, der venter. Heldigvis er det weekend, og vi har gode planer foran os, og det hjælper gevaldigt på overskuddet. I nat har været dårligere end sædvanlig, ovenpå et par uger hvor vi faktisk har fået en mere stabil soverytme med søvnstræk der pludselig kan være 2-3 timer. Håber virkelig at i nat bare var en enlig svale og ikke et tegn på, at vi er på vej tilbage i nætterne med de konstante opvågninger.

  • Reply
    Maria
    12. februar 2022 at 15:26

    Åh så hårdt med alle de opvågninger. Gode råd fra andre mødre kan virke så anmassende, men i bedste mening; det lyder som om, det er blevet en dårlig vane for hende at vågne op for at få bryst. Så far kan måske tage et par nætter med hende, og du ind på sofaen for at få stoppet nat-amningen. Prøv med vand i starten.
    Du ammer også en del om dagen, og al den mælk tager nok meget af hendes appetit til rigtig mad. Ift. det du skriver med, at hun er småtspisende.Og sidste pip; hos os skal der ikke soves efter 1530-16.00, så er det sikkert som amen i kirken, at natten bliver ødelagt.
    Uanset hvad er du mega sej, at du er mor til to skønne unger, som ser ud til at stortrives 🙂

  • Reply
    Nana
    13. februar 2022 at 11:52

    Synes du er vanvittig sej at du klarer dagene med så lidt søvn til dig – og generelt virker så positiv. Jeg bliver en sur sur mor efter bare 3-4 opvågninger og stræk på 3 timer🥴🙈 Sover du aldrig når Evi tager sin lange lur?

Kommenter