Hverdagsliv

KALENDERKIG #37

8. september 2020

Efter at være lagt ud med en rigtig mandagsmandag-morgen (I ved sådan en, hvor cyklen er punkteret når man kommer ned på gaden og i forvejen er fem minutter forsinket), er jeg heldigvis landet et bedre sted her halvvejs i dagen. Formiddagen har budt gode og produktive møder med sig, jeg er på forkant med dagens arbejde, og i øvrigt også dagens skridt efter at have været på gåben til vuggestueaflevering og indkøb, og nu fordriver jeg derfor frokostpausen med god samvittighed og ugens kalenderkig.

Det er nemlig en virkelig rar uge, jeg går i møde. Min fødselsdagsuge. Og jeg er allerede i fuld gang med at bygge fødselsdagsbegejstringen op, for jeg glæder, glæder, glæder mig til at alle de rare ting, en fødselsdag kan kaste af sig. Tid med gode mennesker man har kær, selvforkælelse, yndlingsmad i rigelige mængder, og gaver, bevares.

Udover fødselsdagssjov og vanligt arbejde byder min uge også på en del deadlines til bloggen, som har klumpet sig lidt sammen i denne uge, og derfor gør, at jeg må holde lidt igen på den sociale front, indtil vi når weekenden. En enkelt morgenmadsaftale og legeplads-hygge er det dog lykkedes mig at klemme ind.

Ugens kalenderkig kommer her.

EDIT: Ugens kalenderkig var, som I kan læse, tiltænkt udgivelse i går, men det lykkedes mig at falde i søvn, da jeg puttede Nola, og først vågne 3,5 time senere, da Mads kom hjem #mandagstrættype. Derfor nåede jeg ikke at få færdiggjort indlægget med billede, og derfor kommer det altså først i dag tirsdag. On a postive note, sparede jeg til gengæld kalorierne på den is, jeg lå og drømte om fra fryseren fem minutter inden først Nola, og derefter jeg faldt i søvn. 

UGE 37

MANDAG

Mandagen der heldigvis udviklede sig bedre end det startede. På vej hjem fra vuggestuen strøg jeg forbi cykelmanden med min fallerede cykel, og besluttede – efter at have brugt mange flere penge på reparationer end cyklen har kostet – at gøre kort proces og spare 800kr på reparation og i stedet købe en ny. Cykelmanden må have fanget mig på en god dag, for så handlekraftig plejer jeg ellers aldrig at være, men det føltes godt, og nu glæder jeg mig bare til at kunne hente min nye cykel i eftermiddag. Det bliver en vild luksus igen at have gear der virker, især når man tramper afsted i pedalerne med 14 kilo på slæb.

Mads har en aftale i aften, så jeg er alene hjemme med Nola efter spisning, og har bevidst ikke nogle intentioner for aftenen, eftersom tiden det tager at putte hende er lidt i øst og vest for tiden. Og har jeg ikke sat næsen op efter at det skal være klaret på under en halv time, er det nemmere ikke at blive skuffet.

TIRSDAG

I dag arbejder jeg fra kontoret, og glæder mig allerede til at skulle tilbage efter tre gode dage derinde i sidste uge. Farmor og farfar henter Nola, så jeg gad godt finde motivationen til at ramme fitnesscentret på vej hjem, for første gang i et par måneder. Det ville klæde mit velvære tror jeg. Fik jeg nævnt, at jeg spiste suppehorn med ketchup i går til frokost på hjemmekontoret? Hvis ikke dét er argumentation for at komme igang med nogle gode vaner igen, ved jeg ikke hvad er.

Aftenen har ingen af os planer for, så der skal vi bare slappe af og forhåbentlig se et par afsnit af Papirhuset på Netflix, som vi er blevet helt og aldeles opslugt af.

ONSDAG

Starter jeg dagen med en morgenmadsaftale med en veninde, inden jeg rammer kontoret og kaster mig over dagens arbejde. Det er Mads der henter, så jeg skal have arbejdet igennem, så jeg har aftenen fri til blog deadlines.

TORSDAG

Skal jeg først lige et smut forbi lægen, inden jeg er på fra hjemmekontoret. En kort og effektiv arbejdsdag, så jeg kan nå og hente Nola til klokken 15, hvorefter vi har en legeplads aftale med min veninde og hendes datter.

Afhængig af hvor langt jeg er nået med mine deadlines til bloggen, skal jeg enten arbejde videre på dem til aften, eller lokke Mads med på Papirhuset. Håber på det sidste.

FREDAG

I dag arbejder jeg fra kontoret indtil over middag, og derefter på hjemmefra, indtil mine forældre og lillebror kommer først på eftermiddagen, og første fødselsdagsetape kan gå i gang. I aften holder jeg nemlig en lille fødselsdagsmiddag med mine forældre, lillebror, og selvfølgelig Mads og Nola. Mine forældre og lillebror bliver og sover til lørdag, så vi skal bare bruge aftenen på at hygge uden bagkant.

LØRDAG + SØNDAG

Lørdag er det min fødselsdag. 32 år. Og jeg glæder mig til at vågne op omgivet af hele min familie, og kender jeg Mads ret, et overdådigt morgenbord. Når vi er igennem den, sætter vi kurs mod Zoo, hvor vi alle vil bruge formiddagen, inden vi vender hjem til en frokost og middagslur for Nolas vedkommende.

Mine forældre og lillebror tager hjem om eftermiddagen, og skal jeg ellers bare bruge resten af dagen på at fødselsdagshygge med Mads og Nola. Hvis der er mere appetit at tage af, tror jeg lidt vi overvejer at hente sushi. Det ville i hvert fald udgøre en glimrende finale på min fødselsdag.

Søndag har vi inviteret Mads’ familie til boller og lagkage om eftermiddagen, og så har jeg vist også fået klemt al den fødselsdag ud af weekenden, som det var muligt. Normalt ville jeg også have samlet en større del af min familie til fødselsdag, og ligeledes inviteret mine veninder til et eller andet hyggeligt, men i år er temperamentet til at holde det småt, så sådan bliver det i denne omgang.

    Kommenter