Det føles som EVIGHEDER siden, det var mandag. Den her uge har været sådan en rutschebanetur, og jeg sidder med en følelse af, at alt har været sket, samtidig med at intet som helst har forandret sig udadtil.
Vi startede jo ugen med at byde på et sommerhus, så brugte vi tre dage på at vente håbefulde, inden vi desværre fik meldingen om, at huset var solgt til anden side. Den med ét intense sommerhusjagt har givet anledning til nogle af de store og afgørende snakke for Mads og jeg. Om bryllup, bolig, baby. Og mens intet er faldet helt på plads endnu, har vi truffet nogle beslutninger, som vi har haft brug for at få klarhed omkring. Vores retning herfra, som alt hvad vi ellers har planlagt vores år efter, pludselig er blevet vendt på hovedet. Det føles godt. Og rigtigt, i hvert fald det meste af tiden. Jeg skal nok åbne lidt mere op om det hele, inden så længe, men for nu vil jeg blot binde en krølle på ugen, der snart er forbi.
Næste uge må for min skyld godt være lidt mindre tivolitur og lidt mere leverpostej, men lad os se. Livet har sine egne veje, og lige nu føler jeg, at vi er mere tilstede i livet end vi længe har været. Og den følelse kan også noget.
Jeg håber weekenden har behandlet jer godt, og at den kommende uge kommer til at gøre jer det ligeså!
II Jeg holder så uendeligt meget af, at vores hverdag tillader, at vi kan starte dagen med kollektiv dynehygge i sofaen. Blandt andet derfor at fremtiden for os er med børn i byen II
II Vi prøver for tiden at finde tilbage ind i en rytme med at nyde nogle få men gode syndige stunder, fremfor at hungre efter dem hver dag. Det går godt. Eller bedre i hvert fald, ahem. Rom blev jo ikke bygget på én dag og alt det der. Men efter et par sukkerfri dage var udsigten til en træstamme forleden aften det rene himmerige. Jeg sværger i øvrigt altid til træstammen fra Bodenhoff, der i min optik er byens bedste II
II Nola har fundet tilbage til rutinen med at sove til omkring 06:30, og således sker det ikke så sjældent, at jeg er vågen før hende og Mads. Og at ligge der i midten med Nola til min ene side og Mads til den ene, mens jeg lytter til deres tunge, trygge vejrtrækning, det er sådan cirka det bedste i hele verden. Kun overgået af følelsen af, når Nola vågner med et grin, og smækker sin arm rundt om halsen på mig for at sige, at nu skal vi to altså igang. Jeg kniber mig selv i armen over at få lov til at opleve den kærlighed det er at få et barn. Den under jeg alle, der måtte ønske den! II
II Den bedste fredagsmiddag længe. Også selvom den gled ned til skuffelsen af, at sommerhuset ikke blev vores. Vi indgik en aftale om, at parkere skuffelsen, da den alligevel var ude af vores hænder, og derfra bare være tilstede og nyde vores aften. Med yndlingsvin (Riesling) og sushi fra Sticks. Åh jeg kunne godt igen snart II
II Vi bruger meget tid på at lege med dukken herhjemme, og helst skal hun være med til alt, Nola skal. Igår fandt jeg derfor på at binde en primitiv bæresele ud af et par strækleggings, som Nola kunne få dukken i. Og ud fra billedet kan I jo selv vurdere, hvor stor lykke det var. Min lille elskling ♥ II
II Vi har endelig fået taget os sammen til at få vasket gulvene herhjemme. Hvorfor er det i øvrigt, at det altid kræver så meget tilløb? Vi plejer at være fælles om det, så mens den ene støvsuger og rydder ting fra gulvene, går den anden igang med gulvvasken, så det er ikke fordi, tager mere end 30 minutter. Hvorom alting er, elsker jeg duften af de nyvaskede trægulve bagefter. Det dufter så rent og rart. Varmt og hyggeligt på en sin egen måde. Det må toppe listen over at finde glæden i de små ting, hva’? II
Ingen kommentarer