Hverdagsliv

KALENDERKIG #19

30. marts 2020

Endnu et blogskriv skrevet fra min havestol i eftermiddagssolen på sommerhusterrassen. Den her tur var virkelig det bedste vi kunne gøre for overskuddet, og jeg er helt ærgerlig ved tanken om, at vi i morgen eftermiddag igen vender næserne hjem mod København. Heldigvis mindede Mads mig lige om, at der bare er 4 arbejdsdage til vi går på påskeferie på fredag, hvilket jeg helt havde svedt ud. Eller nok nærmere mistet fornemmelsen af, fordi dagene jo bare glider afsted uden sans for tiden.

Nåh, men for ikke at blive helt kulrede hjemme i lejligheden, snakker vi om at rykke ned i mine forældres hus et par dage i næste uge, hvor de alligevel ikke er hjemme, fordi de er rykket afsted i deres campingvogn, og således er det måske ikke så længe jeg ender med at skulle undvære en have.

Indtil da glider hverdagen afsted uanfægtet af, at intet er som det plejer. Lige med undtagelse af ugens kalenderkig, det kommer nemlig her, ganske som det plejer.

UGE 14

MANDAG

Vi er tidligt ude af fjerrene i disse dage, hvor de lyse morgener i sommerhuset gør, at Nola står en time tidligere op end hun plejer (ikke nogen foræring fra overgangen til sommertid på den front desværre), men det betød til gengæld også at både Mads og jeg tidligt kunne starte på de første mails, og herefter gå en morgentur i solen sammen alle tre, inden vores kolleger tjekkede ind hjemmefra også. Den tur kommer jeg til at savne, når vi er tilbage i byen!

Resten af dagen er gået med at strukturere ugens arbejde og få sat gang i de projekter, det skal løbes i mål i denne uge.

I aften håber jeg at nå lidt hjemmetræning på gulvet, hvis min puttetjans med Nola ikke trækker ud. Det er et 50/50 scenarie. Og ellers skal der arbejdes videre en time eller to inden jeg vil kalde den for i dag.

TIRSDAG

Har både Mads og jeg møder i løbet af formiddagen, så der kommer vi til at lave en del skift imellem vagten med Nola og arbejdstid, til gengæld kan vi så begge arbejde igennem over hendes middagslur. På den anden side af lur, pakker vi bilen, og vender retur til København, og så skal aftenens ellers bare gå med at indhente mere arbejde.

Oplever I også at arbejde fylder endnu mere i denne tid, hvor grænsen mellem arbejde og fri ligesom er udvisket fysisk?

ONSDAG

Vil jeg starte morgenen med en tidlig løbetur. Der er sat gang i en løbeudfordring på mit arbejde, der går på at nå at løbe 100 km i løbet af de næste to ugers lockdown, og mens jeg med mine 5 kilometers løbetur, nok ikke når i mål, er det nu meget rart at have et mål at løbe efter. Pun intended.

Ellers skal dagen bare gå med arbejde hvor end det lader sig gøre. Jeg har en del at se til, inden påskeferien på fredag, og oveni hatten, har jeg deadline på første udgivelse af et samarbejde i morgen, så det skal jeg have lagt sidste hånd på i aften. Og så tror jeg, at vi som et lille midtuge treat vil få noget nem og lækker aftensmad leveret ude fra. En kærlig håndsrækning til et af de mange steder der lige nu kæmper en hård kamp for også at bestå på den anden side af krisen.

TORSDAG

Kommer stort set til at ligne min onsdag, måske lige med undtagelse af morgenløbetur og midtuge aftensmad treat. Som jeg skriver det, lyder det næsten som om alt det sjove ved dagen bliver skrællet væk, så jeg må lige gå i tænkeboks og kigge på om vi kan gøre ét eller andet for at bryde hverdagsrutinen lidt op. Jeg kan godt lide tanken om, at gøre ét eller andet for at hver dag skiller sig lidt ud fra hinanden. Ikke noget stort, men bare ét eller andet som jeg kan huske dagen for.

FREDAG

Dagen for påskeferiens start. En dag jeg for bare få uger siden, glædede mig helt ualmindeligt meget til, men som nu virker lidt mere overflødig, fordi vi ikke kan gøre ret mange af de ting, vi havde glædet os til ved påskeferien. Tid sammen med venner og familie. Udflugter Mads og jeg, masser af ture rundt i byen. Vi kommer til at tænke kreativt, men det skal nok gå.

Inden vi går på weekend, skal dagens arbejde selvfølgelig klares, og jeg forudser en travl dag, fordi der lige nu er rigtig mange bolde i luften især på mit arbejde, som jeg skal have samling på, inden jeg kan lukke ned. Og på den anden side af fredagens arbejde skal vi afgjort skåle weekenden ind med en drink. Det er det mindste!

LØRDAG + SØNDAG

Skal vi kun lave rar ting. Eller det er i hvert fald ambitionen, selvom jeg i skrivende stund ikke kan samle mig om, hvad de rare ting skal være. Nogle gode ideer? Altså udover at spise rare ting, som vi helt sikkert nok skal ende med. Ligesom vi gør alle dage for tiden. Pyha, den her coronalockdown er en seriøs udfordring for mit mådehold, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke falder i ved trangen til noget lækkert. Det er som om, at tingenes tilstand gør, at jeg synes vi fortjener at have det lidt ekstra godt, hvilket altså for mig er lig med kage/is/slik/andre smørbagte fristelser. Anyway, gode forslag til weekendplaner i denne tid, så del endelig ♥

    Kommenter