Indlægget er udgivet i et samarbejde med Encounter og psykolog Neela Maria Sris
Kan I huske min fortælling om, hvordan jeg var startet til psykolog for at blive bedre til at passe på mig selv? Nu er det efterhånden fire måneder siden, at jeg havde mit først møde med min psykolog Neela, og jeg er nu så langt på min mentale rejse, at tilbage blot er en opfølgningskonsultation nogle måneder ude i horisonten. Det føles godt at være nået hertil. Som et vidnesbyrd for, at jeg rent faktisk har flyttet mig. At jeg er blevet klogere på mig selv, og de små greb der skal til, for at jeg har mit mentale velbefindende for øje.
I mit første indlæg om, hvorfor jeg er startet til psykolog, skrev jeg om, at jeg gerne ville være bedre til ikke altid at se bægeret som halvtomt. Være bedre til ikke altid at slå ned på dét, der ikke blev gjort, fremfor alt det gode der er blevet gjort. Være bedre til at rose mig selv for det jeg opnår, og ikke kun slå mig selv i hovedet over det, jeg ikke formår. Men hvordan gør man det? Er der virkelig et simpelt svar på det?
Det har der været for mig. For mig har det nemlig vist sig at handle om, at jeg altid har et valg. Og være bevidst om det valg. Er man bevidst om sit valg, er det nemlig nemmere at tage stilling til det, fremfor at lade sig glide med af ubevidste impulser. Ubevidste impulser der for mit vedkommende drænede mig og mine omgivelser, fordi de altid havde et negativt afsæt. “Du gør det ikke godt nok”. “Hvorfor har du ikke gjort sådan her?”. “Det hun kan, er meget bedre, end hvad jeg kan”. Ved at minde mig selv om, at jeg altid har et valg om, hvorvidt jeg vil gå ned af den kritiske vej eller for en gangs skyld lade være, kan jeg pludselig aktivt nå at standse det negative tankemønster.
Et godt eksempel på, hvordan jeg griber det an, kan for eksempel være i forhold til mit arbejde med bloggen.
Jeg har et samarbejde i kalenderen, hvor deadline stadig ligger nogle uger ude i fremtiden. En af de mange dygtige og inspirerende kvinder, som jeg følger, har samme samarbejde, men har blot haft en deadline tidligere end mig, og hendes arbejde er udkommet nu. Alt for ofte har jeg set på det arbejde, og det eneste jeg har kunne tænke var, at jeg aldrig kunne måle mig med det. At mit bidrag ville være så lille og ubetydeligt holdt op imod hende, jeg sammenligner mig med, at kunden da umuligt vil blive tilfreds. Ikke en eneste gang har jeg tænkt tanken, at der er en grund til, at jeg også er blevet valgt ud til lige netop dét samarbejde, og at jeg slet ikke behøver at sammenligne mig, for det fine er jo netop at få flere forskellige perspektiver på samme sag. Og at jeg kan medvirke til præcis det! Jeg har følt mig helt lille og utilstrækkeligt allerede inden, jeg har skulle præstere, alt imens min indre tanketyran har haft en fest over at pille mit selvværd fra hinanden. Det er dumt. Og helt unødvendigt.
Heldigvis har min tid sammen med Neela hjulpet mig med at gøre noget ved det. Nu bruger jeg nemlig valget til at minde mig selv om, at jeg ikke behøver gå den vej, mine tanker har været vant til. Når jeg støder på et eksempel, som det jeg nævner ovenfor – og det gør jeg tit – når jeg nu langt de fleste gange at bremse op og spørge mig selv, om jeg har lyst at sammenligne mig selv med negativt fortegn eller om jeg skal blot skal anderkende kvindens bidrag og derudover ikke drage paralleller til min egen indsats. Og til det er svaret sjovt nok altid blevet et nej. Nej, jeg skal ikke bruge denne anledning til at føle mig mindre værd.
Værktøjet med at minde sig selv om, at man nu står over for et valg kan jo bruges i alle mulige situationer. Jeg bruger det også, når jeg kan mærke, at et eller andet i dynamikken mellem Mads og jeg irriterer mig. I ved, hverdagsklicheer som at han nu igen har glemt dit, eller ikke gjort dat. Rigtig mange af de situationer kan lede til kampe, som jeg egentlig ikke har behov for at kæmpe, og som blot gør mig til en mavesur gimpe fremfor den udgave af mig selv, jeg har lyst at være. Nu bruger jeg valget til at tage stilling til, hvilke kampe der er værd at kæmpe, og hvilke jeg bare siger pyt til. Rigtig mange falder heldigvis i den sidste kategori, når jeg pludselig når at tænke scenariet igennem, inden jeg bevæger mig ud på slagmarken. Det er så simpelt, men det virker.
Arbejdet med det her er selvfølgelig en proces. Men jeg er stolt over, at jeg er startet den, og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg ikke længere behøver at tage stilling til mit valg, men hvor jeg blot per automatik vælger overskudsvejen. Det kan tage flere måneder, men holdt op imod, at jeg så længe jeg kan huske, har valgt den selvkritiske sti, er det at tale i måneder allerede en kæmpe sejr.
Ingen kommentarer