Små glimt fra ugen der gik på en søndag? Det er da din mandagstradition?
Og ja, det er det. Eller har været. I mere eller mindre 165 konstante uger i træk. Men jeg har et andet fast mandagsskriv i tankerne, som jeg gerne vil prøve af i morgen, og istedet for at udgive to indlæg på én dag, forsøger jeg mig således istedet med mine små glimt fra ugen der er gået på en søndag. Som afslutning på weekenden, og som anledning til at binde en fin lille krølle på ugen, der nu går på hæld. Forandring fryder som bekendt, så nu prøver jeg det af.
Der er også noget fint og hyggeligt over at bruge det sidste af sin søndag på at reflektere lidt over, det jeg nu lægger bag mig, inden blikket vendes mod den nye uge. Og hvilken uge det har været. Startede på bunden, med to dage hjemme under dynen på sofaen, mens jeg prøvede at ryste en strid hals- og øjenbetændelse af mig. Timingen kunne ikke have været meget dårligere, eftersom Mads drog til London tidligt mandag morgen, og efterlod Nola og jeg alene hjemme i et par dage. Nola var heldigvis ikke syg, så vuggestuen blev min redning de dage, og endnu engang glæder jeg mig over, hvor meget godt institutionslivet heldigvis også bringer med sig. Altså lige med undtagelse af øjenbetændelsen, som var en souvenir fra vuggestuen. Midt på ugen begyndte der at være lys for enden af tunnellen, og selvom jeg stadig hoster en del, føles sygdommen heldigvis helt på retur. Og godt det samme, for at bruge to weekender i træk på at være syg burde være bandlyst. Så galt gik det heldigvis heller ikke, og vi kunne i går nyde en fremragende fødselsdagsfest for min far, og i dag … ja der har vi nydt fremragende tømmermænd. Som er blevet skyllet ned med snasket mad fra Jagger, og en tur i ZOO for at nyde det gode vejr, og alle tre få lidt tiltrængt luft. Således slutter weekenden på en high note tømmermænd til trods. Og vi har kagemandsrester med hjem fra igår, og Bagedysten til gode, så i bund og grund kunne jeg ikke ønske mig meget mere af denne dag. Lad den kommende uge blive lige så!
II Jeg var alene hjemme fredag aften, og selvom jeg notorisk synes, det er lidt trist at være alene hjemme på en weekendaften (er jeg den eneste som har det mere stramt over at være alene hjemme på en weekendaften kontra hverdagsaften?), havde jeg besluttet mig for ikke at gå ned på fredagshyggen af den grund. Så i selskab af både træstamme, Vild med Dans og research på vielsesringe endte aftenen faktisk slet ikke så tosset endda II
II Stor koncentration over highlights fra landskamp. Som far så datter ♥
II Uforstyrret og tiltrængt venindetid på Babylon i torsdags. Sådan en aften, hvor den ene time tog den anden, og hvor der blev talt både store livssager og små hverdagsøjeblikke. Jeg er slet ikke god nok til at få prioriteret den tid med mine veninder, fordi jeg de fleste aftener ender foran computeren med arbejde, men når jeg så gør, ender jeg altid helt oplivet bagefter, og minder mig selv om, at det aldrig må komme dertil, at venskaber bliver taget for givet II
II Efter et par måneders ventetid er min fødselsdagsgave fra Mads og Nola endelig, endelig landet herhjemme. Og jeg elsker den. Den smukkeste guldhalskæde fra Palm Petit med vedhæng med tryk fra Nolas håndflade. Fra nu af har jeg således altid en lille del af hende tæt ved mit hjerte, også på de dage, hvor jeg savner II
II I fuld færd med at beundre kænguroerne i søndagszoo. Det er lidt tid siden vi har været afsted sidst, men i dag var Nola virkelig betaget af dyrene, og ville op og følge med overalt hvor hun kunne. Så sødt. Dyrene var også meget mere på og tilstede, end vi har oplevet det, de sidste par gange vi har været afsted, så alle mand var i den grad underholdte II
II Look du Nolas middagslur. Tømmermænd som forældre er jo i en klasse for sig selv, og det der med at forsøge at begrænse sin dårligdom til den tid, ens barn sover lur, og derfor ikke bemærker underskuddet, det kræver altså sin mand eller kvinde. Eller burgere fra Jagger. Sidstnævnte blev i hvert fald vores redning, og vi brugte således Nolas lur med dyner og burgere i sofaen, og den norske successerie EXIT på skærmen II
6 Comments
Anette
18. november 2019 at 6:21Vil du lave et blogindlæg med inspiration til vielsesringe? Altså jeg tænker forskellige looks du måske overvejer og sådan 😅
Tak for en skide god blog forøvrigt. Efter jeg er startet fuldtidsarbejde, har jeg skåret ned i det antal af blogs som jeg følger med i, da det simpelthen blev for meget, men jeg elsker din lille “hyggekrog”, og jeg er glad for, at jeg faldt over den dengang for lang tid siden 🙈
merimeri
18. november 2019 at 12:34Det er da en vildt god ide! Jeg er stadig tidligt i processen omkring ring, men vil rigtig gerne dele, når jeg har lidt mere at vise frem.
Og hvor er jeg glad for, at jeg har formået at få dig til at blive hængende – dejligt du læser med!
Klem til dig
Venterpaavinblog
18. november 2019 at 8:39Den træstamme ser så god og solid ud😍👏🏻
merimeri
18. november 2019 at 12:33Åh den er så god. Byens bedste, hvis du spørger mig!
Trine Keler
19. november 2019 at 13:10Hvor er din fine kaffekop fra?
merimeri
19. november 2019 at 13:47Det er fra Julie Damhus, købt hos Deco-Zoo.dk her: https://deco-zoo.dk/vare/julie-damhus-kop-med-hank-brun/