Det har jeg på

MENS VI VENTER PÅ SOMMER

17. april 2019

GANNI FRAKKE (gammel) II MUNTHE KJOLE II ARKET T-SHIRT II ARKET JEANS II BECKSØNDERGAARD STRØMPER II GLITTER HÅRBØJLE II NEW BALANCE 990 SNEAKERS II MARNI TRUNK TASKE II 

Først og fremmest TAK for alle jeres søde kommentarer, kampgejst og opmuntring til mit skriv om at flytte Nola på eget værelse igår. Det betød så meget for mig at kunne læse jeres erfaringer igennem og gav en lille smule ro i sindet i forhold til at kaste sig ud i det. Første nat på eget værelse er overstået, og henne på min story på Instagram kan I lige nu læse lidt mere om, hvordan det er gået, men ellers så tænker jeg at følge op på det herinde om nogle dage, når vi er lidt længere i processen. 

Selvom jeg lige er slået lidt ud af kurs med flyt til eget værelse, så stornyder jeg altså stadig den lange påskeferie. Og at have Mads hjemme hos os. Det giver i den grad en anden frihed og overskud at være to om hverdagspraktikken og underholdningen af Nola. På den konto kan jeg godt ærgre mig over, at vi ikke har mere barsel sammen … selvom jeg også er glad for, at have haft mulighed for at holde et helt års barsel selv. Det er så vildt at tænke på, at det år snart er omme. Om præcis to måneder starter Nola i vuggestue. Vi takkede nemlig igår ja til en plads pr. 1/6. Godt nok i vores 2. prioritet, men vi tør ikke satse og vente. Istedet kommer jeg til at have en hel måned til at køre hende stille og roligt ind, når vores sommerferie slutter midt juni, og inden jeg skal tilbage på arbejde slut juli. Når nu det ikke kan være anderledes, giver det mig i hvert fald ro i maven, at vi har så god tid til indkørsel og tilvænning til Nolas nye hverdag. Og så må de næste to måneder bare godt snegle sig afsted med forhåbentlig masser af stunder i sommervejr.

Apropos sommervejr, så endte vindueskiggeret i mandags også med, at der kom lidt nyt til garderoben med hjem. Et stop forbi Munthe endte nemlig med at blive en berigende affære, hvor hele tre fine sommersager blev kørt igennem på kortet. En af dem er stropkjolen, der blev indviet allerede igår. Sådan en sag kan nemlig sagtens du allerede nu med jeans og t-shirt under, mens vi venter på sommeren. Kjolen er så fin med sit enkle print og flæse forneden, og jeg glæder mig til at skambruge den den kommende tid. Og inden længe med bare ben og badesandaler.

Nu vil jeg smække computeren sammen og gøre Mads selskab, der sidder og læser ude i solen i gården. Forhåbentlig Nola snupper en halv time mere i barnevognen, så jeg lige kan nå et par sider i min bog og få varmen i kinderne.

Glædelig onsdag, venner, og tak for jer. Virkelig!

    Kommenter