MOR-BEKENDELSER #3

Igår rundede vi Nolas fem-måneders dag. Og det har været fem formidable måneder i hendes selskab. Overvældende, overraskende, overtrætte, men også lykkelige fem måneder. Heldigvis da. Det er stadig en rutschebanetur at være med på mor-holdet, omend hældningen på rutschebanen ikke længere er helt så stejl. De fleste dage. Og så er der dage, hvor jeg føler, at jeg sidder i en rutschebane, der begiver sig ud i frit valg … I plejer at tage godt imod mine mor-bekendelser, så i anledning af de fem måneder, har jeg samlet endnu en ærlig stak sammen til jer.

• Som nyudklækket baby-ejer må jeg nok indrømme, at jeg de første måneder synes hele det der baby-noget da var rimelig lige til … jeg mener, baby sov jo det meste af tiden, og de få vågne stunder der var, blev brugt på at amme, skifte eller bare ligge og nusse. Nemt, nåede jeg at tænke. Måske ovenikøbet højt? Og det ved jeg nu, at det skal man aldrig gøre! Klip til nu, hvor jeg er så overmandet af træthed og mangel på overskud, at jeg de fleste dage slet ikke kan forstå, at man nogensinde overvejer at få et barn mere.
• Det der med, at jeg aldrig rigtig græder? Glem det. Den seneste måned har jeg grædt flere gange, end der nu kan tælles med to hænder. Af afmagt. Gerne med hovedet begravet i puden midt om natten, fordi Nola igen, igen vågner ulykkelig og nægter at sove. Eller blive trøstet af Mads. Gud-bedre-det. På alle andre tidspunkter end når Nola er ked eller skal sove, er Mads den største stjerne i hendes bog, men aften og nat laver hun flitsbuen og græder hjerteskærende, hvis han forsøger at trøste. Og det er så hårdt for både ham, jeg og Nola, at det skal være sådan. 
• Har jeg for tiden så mange internet-vinduer åbne med tips til at give baby en bedre natte-søvn, at jeg nærmest selv falder i søvn af at bladre dem igennem. Nola derimod? Not so much.
• Kan jeg sgu (ja, den her kræver et ‘sgu’) langt om længe passe mine absolutte yndlings-jeans fra før jeg blev gravid og babybulen tog form. Jeg skal ikke afvise, at jeg fejrede med en lille jubeldans, da det lykkedes mig at lukke dem … og ondt i maven om aftenen til følge, fordi de stadig sidder liiidt stramt, ahem. Men de kan lukkes, og det er hvad der tæller. Så ser vi om det samme er tilfældet på den anden side af december og julens overflod af spiselige fristelser.
• Er vi begyndt at prøve os frem med grød, selvom jeg havde en idyllisk forestilling om fuldamning til Nola var 6 måneder. Mindst. Hun er bare så drøn-nysgerrig på hvad vi spiser, og kan desuden amme i et væk, så tænkte, at det måske alligevel var på tide at forsøge os med noget mere fast føde. Indtil videre uden den store succes, og tiden der er brugt på at blende hirseflager og koge grød er absolut ikke givet godt ud i forhold til hvor få te-skeer det lykkes os at få indenbords i den lille bestemte dame. 
• Er der præcis en måned til vi rejser til Dubai med Mads’ familie. Og jeg glæder mig desværre stadig ikke. Det er så tarvelige følelser at sidde med, ikke mindst fordi vi er så vanvittigt priviligerede i det hele taget at blive inviteret med, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Jeg er et kontrolmenneske og en trygheds-freak, og en førstegangsrejse med baby rimer på ingen af de to, og rejsen er derfor lidt en ting, jeg skal overvinde. 
• Af samme årsag har jeg også sluttet fred med, at vi ikke skal på en lang barselsferie til en eller anden eksotisk og afsides ø. Det var lidt en ting, jeg tænkte vi skulle, ‘fordi det skal man vel?’ men efter at have læst Rockpaperdresses indlæg om præcis samme, og især de mange kommentarer fra hendes læsere, har jeg det nu mere end ok med, at sådan en eksotisk ferie for det første ikke er noget Nola har en synderlig interesse for eller glæde af, og for det andet nok bare heller ikke er den rette ferieform for os.
• Istedet drømmer jeg om en lang sommerferie sammen, måske hvor vi lejer et hus et sted sydpå. Både det format og de europæiske temperaturer passer vist bedre til os. 
• Ville jeg af og til ønske, at babyer var bare lidt mere ens, og at de øvrigt kom med en bruger-manual, så man om ikke andet ved lejlighed lige kunne skimme den igennem for en indikation af, om man er nogenlunde på rette vej. Følg din mor-intuition og mavefornemmelse siger de kloge. Og det kan meget vel være, men min intuition er altså en værre vendekåbe, og det ene øjeblik kan jeg føle, at jeg har godt styr på mor-gamet, kun for det næste øjeblik at være i tvivl om selv de mest basale ting igen. Ændrer det sig nogensinde? Måske med barn nummer to? Eller har man da vænnet sig så meget til at have et barn i en anden alder, at man lidt har glemt hvordan gamet var med en baby?