MOR-BEKENDELSER #2

Jeg har snart været Nolas mor i fire måneder. Det er altså en tredjedel af et år. Og udover den sædvanlige svada om, at jeg ikke begriber, hvor tiden er blevet af, så begriber jeg heller ikke altid helt, hvor fuldstændig vanvittig en rejse det er at blive mor. Den stejleste læringskurve, jeg endnu er blevet mødt af. Den vildeste rutschebanetur på godt og på ondt. Men hvordan går det så lige med det der mor-game? Jo, det giver jeg en status på her.

• Jeg er ikke så forfalden til at google alting længere. Det er som om, jeg stille og roligt (og der blev sagt stille) begynder at finde mig til rette i, at det er ok, at være i tvivl om det meste med sådan en lille baby, for heldigvis har tvivlen det med at forsvinde af sig selv i løbet af et par dage, når man finder ud af, at de der knopper, eller hvad det nu kan være, gik i sig selv igen.
• Jeg er nået til det punkt, hvor jeg får fuldstændig åndenød ved tanken om, at der skulle ske Nola noget. Det gør fysisk ondt i min krop, når dumme tanker et splitsekund trænger sig på. I starten var jeg så optaget af at lære hende at kende, give hende mad, rene bleer, sørge for tryghed og søvn, og det var nok mere et overlevelsesinstinkt, jeg følte der trådte ind, ind egentlig kærlighed. Noget jeg lige skulle acceptere, for er det ok, at man ikke elsker sin baby lige med det samme? (Hint: Det er det!)
• Til gengæld er kærligheden til min lille baby der nu, og jeg fortæller hende ofte, at jeg elsker hende. Jeg er selv ud af en familie, hvor det ikke er noget, man siger højt, og jeg husker ikke, nogensinde at have hørt mine forældre sige det til mig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at de gør det. Man flager bare ikke sådan med sine følelser. Men det gør vi altså herhjemme!
• Jeg elsker at være mor. For det meste. Der er også øjeblikke, især overmandet af træthed, hvor jeg et kort øjeblik ville ønske, at jeg kun havde mig selv – og min dyne – at forholde mig til. Men når Nola stikker mig et af hendes charmesmil eller smittende grin, er der vitterligt ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være.
• Min nye mor-krop lader til at have fundet sin plads. Med bredere hoftere, halv-slappe balder, og en mave, der sidst på dagen, stadig kan minde om en lille babybule. Det irriterer mig desværre mere, end hvad jeg havde håbet på, men tiden og energien er der ikke til at gøre noget ved det lige nu. Så istedet fortsætter jeg med mine daglige sukker-snacks …
• Jeg græder næsten aldrig. Og har faktisk ikke gjort det ret meget, siden Nola kom til. Andet end et par gange af afmagt. Det var Mads der græd, da Nola blev født, mens jeg var overvældet af beskyttertrang. Jeg har følt mig lidt forkert over, at jeg ikke er hende der græder af lykke ned i min baby, for skal det ikke være sådan at blive mor? (Hint: Det skal det ikke!)
• Jeg tager mig selv i nogle gange at glæde mig til et eller andet ude i fremtiden med Nola. Glæder mig til hun kan gå, til vi kan tage hende med i zoo, og hun sætter pris på det, til hendes 1-års fødselsdag. Og så stopper jeg mig selv, for tiden lige nu er så dyrebar og så kort, og jeg vil ikke overse den ved at have travlt med hele tiden at skue mod dét, der kommer, istedet for dét, der er.
• Nolas søvn – eller mangel på samme – fylder virkelig meget for mig. Nogle dage kan jeg helt miste pusten ved tanken om den forestående nat, og udsigten til endnu en urolig søvn, hvor man om morgenen dårligt føler man har sovet. Øver mig på at lade være med at lade det fylde for meget, for det kan også hurtigt blive en negativ spiral og en selvopfyldende profeti sådan hele tiden at gå og vente det værste.
• Nogle dage synes jeg det er vildt svært at finde på måder at aktivere Nola. Rutinen med nakketræning, ligge på pilatesbold, synge sange og flyve flyvemaskine igennem lejligheden er efterhånden ved at være godt brugt. Og på det her tidspunkt plejer jeg gerne at glæde mig til hendes næste lur. Er man så en uoplagt mor? (Hint: Nej, det er man ikke). 
• Jeg fuldammer stadig. En 8-9 gange i døgnet. I starten havde jeg det virkelig stramt over, hvor lang tid jeg hver dag brugte siddende i sofaen på at kigge ned på min datter, der kigger ind i mit bryst. Nu er hendes amninger heldigvis reduceret til at være 10-12 minutter fremfor 40+, og jeg nyder nu rent faktisk ammestunderne. Og håber jeg vil blive ved med at gøre det længe endnu. 
• Nola er blevet passet 1 gang, hvor Mads og jeg var til koncert. Og jeg var ikke helt klar til det. Det er jeg faktisk stadig ikke. Behovet for at være væk fra Nola er stadig forsvindende lille, og nok til, at jeg ikke har travlt med at skulle have hende passet. Det kommer nok lige pludselig.