MIN FØDSELSBERETNING – DEL 4: FØDSELSDAG

Jeg har svært ved at finde ro. Den murrende fornemmelse i mit underliv bliver efterhånden til knib og dét sammen med spændingen over forestående fødsel, giver mig lange udsigter til søvn. Jeg zoner lidt ud og ind af bevidsthed indtil jeg ved midnatstid ikke længere er i tvivl om, at jeg nu har rigtige veer. Langt fra regelmæssige, men de er der, og jeg jubler indvendigt over, at vi måske alligevel kan slippe for det ve-stimulerende drop. Timerne snegler sig afsted, mens mine veer tager til i styrke. Jeg timer dem ikke, da de stadig ikke føles regelmæssige, men de er hyppige nok til, at jeg ikke får lukket et øje, og jeg skiftevis bevæger mig fra en pilatesbold og knæleje til sideleje i sengen, alt imens jeg messer ”en ve ad gangen” for mig selv. Jeg er så opsat på, at jeg gerne vil give veerne de bedste forudsætninger for at gøre deres arbejde, så jeg fokuserer undervejs på min vejrtrækning og den afspænding, som jeg har lært til fødselsforberedelsen, ligesom jeg mentalt prøver at visualisere, at min livmoderhals åbner sig. Jeg kan godt selv høre, at det lyder lidt flippet, men det føltes rigtig for mig i situationen, og alene dét at have et eller andet visuelt fokuspunkt gør, at jeg kan holde veerne ud. Det er indtil ved en 04 tiden hvor mine veer efterhånden er så kraftige, at jeg har svært ved at være i mig selv. Jeg sætter Mads til at time veerne for at få en fornemmelse af, hvor langt jeg er fra, at de er regelmæssige. På det tidspunkt er de dog stadig ret uregelmæssige og der er mellem 3-8 minutter mellem veerne, som i sig selv varer mellem 30-90 sekunder. Jeg snupper et par hvileløse timer mere, hvor jeg bevæger mig mere og mere ind i mig selv og min vejrtrækning og afspænding. Klokken 6 om morgenen tager veerne endnu engang til i styrke, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at komme i kontakt med fødegangen, og ikke har lyst til at vente til vores kontroltid klokken 10 , selvom mine veer stadig ikke helt følger tommelfingerreglen om, at de skal vare 1 minut efterfulgt af 3 minutters pause.  Mads ringer til fødegangen mens jeg messer mig igennem endnu en ve. Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil have, at de tager os ind, samtidig med at jeg lidt frygter, at sommertravlheden på fødegangen gør, at vi bliver bedt om at vente – eller endnu værre – sendt til en anden fødegang. Sådan går det heldigvis ikke og med udgangspunkt i mit ve-forløb, vil de gerne se os på fødegangen på Hvidovre. Så langt så godt.

Jeg tvinger nogle havregryn i mig, fordi jeg godt ved denne dag kommer til at kræve ekstra energi, og vi sætter endnu engang kurs mod Hvidovre. Turen derud, som ellers kun er 6km, føles uendelig og jeg er så fokuseret på at håndtere mine veer, at jeg ikke ænser meget andet. Altså andet end hvert et bump og hul på vejen derud. Mads har efterfølgende spurgt, hvor bevidst jeg var på turen, og svaret er slet ikke. Jeg er i mit eget fokus, og mister fornemmelsen for verden omkring mig.

Klokken lidt over 8 når vi fødegangen, og bliver mødt af jordemoder Jeanette, som viser os ind i et undersøgelsesrum, og konstaterer, at jeg nu er 6cm åben. Yes. Fødslen er i gang, og selvom jeg har svært ved at koncentrere mig om andet end mine veer, er jeg også helt høj på det faktum, at det lykkedes min krop at få slappet nok af til at få gang i veerne af sig selv. Jeg er lidt spændt på samarbejdet med jordemoder. Jeanette er ung og helt nyuddannet, og da hun siger, at hun først lige er blevet færdig med hendes introstilling, når jeg lige at blive lidt nervøs. Jeg er typen, der har brug for klar vejledning og vished om, hvad der sker, og at det der sker, er ok, og jeg har været lidt forudindtaget om, at mere erfarne jordemødre måske bedre rammer det behov. Jeanette udstråler heldigvis en kæmpe ro, hvilket straks smitter af  på mig og min ængstelighed. Vi bliver vist ind på Fødestue 4, hvor der er badekar, som jeg har ønsket, at have mulighed for at komme i.

Vi får installeret os på stuen. Får sat vores Spotify playliste (Morning Acoustic) til højtaleren og snakker vores fødselsønskeliste igennem med Jeanette. Hun er helt på linje med de ønsker, vi har for fødslen, og hun forsikrer os om, at der umiddelbart ikke skulle være noget på listen, som hun ikke skulle kunne hjælpe med at opfylde. Flere taknemmelighedspoint ryger ind på Jeanettes konto, som indtil videre virkelig gør det godt.

Liggende på sengen kommer der lidt ro på mine veer. De fortsætter som hidtil, men fordi min krop efterhånden har vænnet sig til dem, kan jeg nu bedre være tilstede i dem – og slappe helt af imellem dem. Der er en rar og afslappende stemning på stuen, og Jeanette går i gang med at fylde badekarret, og får installeret mig med antibiotika-drop, så vi stadig holder en mulig infektion efter den spontane vandafgang stangen. Sådan ligger jeg en times tid og arbejder mig stille og roligt igennem mine veer. Badekarret er ved at være klar, og jeg takker uden tøven ja tak til et lavement, som virker imponerende effektivt. Herefter kommer jeg i vandet, og det føles så rart og afslappende at synke ned i det varme vand … indtil jeg tager den første ve i vandet. Den føles kraftig på en helt ny måde og jeg vrider mig rundt i karret, og kan slet ikke finde ro i veen, som jeg ellers har kunne hidtil. Jeg tvinger mig selv til at snuppe en ve mere, men også den er uudholdelig, og jeg begynder at tænke, at det der badekar måske ikke fungerer for mig. En tredje ve kommer og jeg føler næsten, at jeg hyperventilerer mig igennem den, mens jeg krampagtigt forsøger at holde fast i Mads med den ene hånd og et badekarshåndtag med den anden. Jeg når at være i vandet en halv times tid, før jeg kapitulerer og siger at jeg gerne vil op. Jeanette mener ikke jeg er langt fra pressefasen, fordi de veer, jeg nu har, virker til at være dem, hvor man går fra 9 til 10 centimer åben, og som efter sigende skal være nogle af de mest intense inden pressefasen. Jeg kommer op og tager et par stående veer op ad Mads, hvor jeg har mine arme om hans hals. Det fungerer bedre end i vandet, og pludselig er pressetrangen der. Den kommer bag på mig, fordi vi kun har nået at være på stuen et par timer. Jeanette mærker efter, og bekræfter, at jeg nu er 10 cm åben og at jeg derfor gerne må give efter for pressetrangen. 

Jeg har dog svært ved at finde ind i pressefasen. Jeg har været så kontrolleret omkring min vejrtrækning og afspænding i udvidelsesfasen, at dét at jeg nu skal til at presse, slet ikke føles intuitivt for min krop. Jeg føler mine ribben og mavemuskler sidder i vejen for at presse nedad, og jeg ender med mere at holde vejret end at presse det nedad og hjælpe veen på vej. Det gør mig ked af det, og jeg tænker, at jeg slet ikke kan finde ud af føde alligevel. Jeanette mærker min frustration, og siger, at jeg er nødt til at give slip på min kontrol nu, og bare lade mig guide af hende og min krop, som godt ved, hvad den skal. Hun er helt tryg ved situationen, og forsikrer mig om, at jeg sagtens kan bruge en halv time til at finde ind i mine presseveer, hvis det er dét, der kræves. Jeanettes ro giver mig ro, og jeg begynder langsomt at finde ind i en rytme, hvor jeg får styr på mit pres og vejrtrækningen, som hjælper den på vej. Klokken er nu 11, og Jeanette siger, at hun tror, vi kan fejre fødselsdag inden klokken 12. Den slags nedtællinger har altid virker godt for mig, og det giver mig fornyet mod nu at have en form for deadline at arbejde mig hen imod. En time til vi får vores datter i armene. Det kan jeg godt klare det her!

Mine presseveer arbejder dog lidt imod mig, eftersom der er 7-8 minutter imellem veerne, og hver gang jeg får skubbet baby nedad, når hun at smutte tilbage igen, fordi der går får lang tid før en ny presseve kan skubbe hende nedad.

Jeanette foreslår at jeg kommer op at stå, så tyngdekraften kan hjælpe veerne på vej, og jeg kan bruge sengen som støtte til at presse yderligere. Den stilling fungerer, og vi får igen hul igennem til mere regelmæssige presseveer. Hovedet er nu så langt nede, at toppen kan anes, og både Mads og jeg kan kigge lidt med fra et spejl, der ligger på gulvet under mig. Jeg har dog ikke brug for at kigge med, da det forstyrrer mig i mit pressearbejde at se toppen af babys hoved ryge frem og tilbage. Klokken er kvart i 12, og jeg har brug for, at der skal ske noget, og det samme har Jeanette, da baby efterhånden har stået længe med hovedet helt nede fremme og klar til at komme ud. Jeanette når at sige, at hvis ikke der er sket mere 12:15, at så vil hun tilkalde assistance til at tage vores datter med en sugekop.

Som kaldet, kommer et par kraftfulde veer, og jeg når det stadie som kaldes ”ring of fire”. Og det ubarmhjertige navn giver i den grad mening. Hold nu kæft det gør ondt. En smerte jeg har svært ved at beskrive anderledes end at hele min skede brænder intenst, og navnet ”ring of fire” synes derfor velvalgt. Det føles som om, jeg vil sprænge hele vejen rundt, men smerten er heldigvis kortvarig og intens og kan holdes i skak ved at gispe efter presseveen er færdig. Jeanette opmuntrer mig med, at nu hvor jeg er nået til dette stadie, så er der ikke lang vej igen. Hun vil gerne have mig tilbage op på sengen, da hun ikke vil kunne tage ordentlig imod baby, hvis jeg føder stående. Jeg kommer derfor op i sengen i et knæleje, hvor jeg kan støtte mine hænder op af det hævede sengegærde. En stilling, der også viser sig, at fungere godt for mig, da jeg stadig aktivt kan bruge tyngdefornemmelse til at presse nedad. Herefter går det stærkt, og jeg når ikke rigtig at registrere, om jeg har 3 eller 5 veer i knælejet før babys hoved er ude. Mads har sagt at han gerne vil tage imod baby, hvis alt ellers går efter planen, og han holder derfor til i fodenden af sengen. Hverken han eller jordemoder når dog at være klar til at tage imod, da jeg kort tid efter hovedet er ude får en ny presseve, og med den føder jeg vores datter, som heldigvis lander blødt på sengen. Klokken 11.55 den 18.07.18 og i en supermands-pose med den ene arm først. Hun sætter i et skrig straks hun lander på madrassen, og det er så det; vi er blevet forældre. 25 timer og 15 minutter efter mit vand gik på Fisketorvet og bare 3 timer og 15 minutter efter vi landede på fødestuen. Forældre til en helt perfekt datter på 49cm og 2932 gram. Forældre til vores lille Nola ♥

At føde hende er det største og vigtigste jeg nogensinde har gjort. Jeg følte mig – og gør det stadig – som den vildeste powerkvinde, og jeg er stadig helt høj på min fødselsoplevelse, som jeg ikke kunne have ønsket mig bedre. Jeg følte mig i kontrol med min krop og vores ønsker for fødslen hele vejen igennem, og dét at føle sig så hørt og set af jordemoder, som vi gjorde, gjorde en verden til forskel.

Hvis I har lyst til at se den, vil jeg rigtig gerne dele vores fødselsønskeliste? Og ellers må I endelig bare spørge løs, hvis der er noget, I gerne vil have uddybet.

Har du husket at læse første, andet og tredje kapitel i min fødselsberetning?