OM BABYBEKYMRING, TVIVLSOMME FERIEPLANER OG HJÆLP TIL SINDSRO

I dag er jeg gået ind i min 34. uge som gravid, og selvom vores nu 2 kilo tunge og 40cm lange baby ikke fylder så meget her på adressen, så gør hun det i den grad uden for bloggen. Både fysisk og psykisk. Jeg har indtil nu været virkelig priviligeret og har haft en nem og ukompliceret graviditet uden alt for mange af de graviditetsgener, man ellers gerne hører om. Jovist, der var lige de der 12 uger med kvalme og ekstrem træthed i starten af min graviditet, men eftersom det forsvandt som dug for solen fra nærmest den ene dag til den anden, er mindet om dem efterhånden også ret udviskede. Jeg har ikke været plaget af ondt i bækkenet, tissetrang om natten eller madlede, hvilket også har gjort, at jeg har kunne fortsætte min hverdag, ganske som jeg plejer. Med mit fuldtidsarbejde som PR manager, bloggen der tegner sig for et deltidsarbejde, min træning og et væld af aftaler derudover. Alt har været godt, og første og andet trimester gik uden at jeg blev hende den overbekymrede gravide, jeg ellers havde en bange anelse om, stod på lur til at melde sig ankomst hvert øjeblik det skulle være. 

Det var alt sammen indtil en ny virkelighed ramte mig for tre uger siden, og kroppen begyndte at sige fra over for det tempo, jeg har kørt den i. Over et par dage havde jeg mere eller mindre konstante plukveer. Ikke nogle der gjorde ondt, men med en livmoder der var konstant spændt op og på overarbejde. Bækkenet begyndte at være ømt, og jeg fik daglige jag ned i underlivet. Søvnen begyndte at drille, kvalmen vendte tilbage om morgenen og jeg havde en følelse af, at baby pludselig lå meget langt nede i bækkenet og ikke havde plads nok til at bevæge sig. Ingen af delene er unormale i en graviditet, når man er på det stadie, jeg er i nu, men fordi jeg indtil for ganske nylig ikke har mærket det store til min gravide krop, så gjorde det mig urolig og utryg. Vi er så tæt på målstregen nu, og ubærlige tanker om, at noget skulle gå galt begyndte pludselig at fylde en hel del. Jeg blev pinligt bevidst om, at jeg måske ikke har været god nok til at passe på mig selv og det liv, der vokser inden i mig. God nok til at give det plads og ro, og erkende at det er ok at sætte tempoet ned, selvom man ikke har lyst til at behandle graviditeten som en sygdom.

Nogle uger gik uden at plukveerne og overskuddet blev bedre, men med en forestående ferie til først Paris og dernæst Portugal, og derefter 12 dage tilbage på arbejde inden jeg går på barsel, blev det lidt et spørgsmål om at “hænge i og holde ud”. De scanninger og skøn vi har haft på baby har jo alle sammen været fine, så rationelt burde alt jo være ok, messede både Mads og jeg til os selv, og gjorde et ihærdigt forsøg på at parkere babybekymringerne og min voksende uro i krop og sind, samtidig med at jeg skruede ned for min træning og aftaler efter arbejde. Lige lidt hjalp det dog, og jeg havde virkelig svært ved at finde ud af de signaler, min krop og mit hoved sendte mig. Som bosat på Vesterbro, hører jeg til Hvidovre hospital og den travle fødegang her har desværre ikke meget overskud til (bekymrede) førstegangsforældre. Jeg har set en jordemoder derfra én gang og har først tid næste gang om tre uger, hvor jeg har fire uger til termin. Når uroen og bekymringerne har sat sig godt og grundigt fast, er det ret lang tid at vente, og jeg besluttede derfor at ringe til Hvidovres jordemodecenter for at få luft for mine bekymringer omkring de hypigge plukkeveer og jag i underlivet. Efter at have ventet i telefonkø i en lille halv time kom jeg igennem til en jordemoder, som omend sød og rar, desværre ikke rigtig formåede at hverken høre eller afhjælpe min uro. Med besked om at tage den lidt mere med ro, gå i sko med god stødabsorbering, og ellers bare lytte til min krop, ringede vi af, og hun bevægede sig videre i køen af telefonopkald fra gravide. Problemet er bare, at det der med at lytte til min krop og følge min mavefornemmelse, det er altså nemmere sagt end gjort, når intet i min krop, er som det plejer at være. Jeg kender ikke den og dens signaler længere og min følelse af at være i kontrol med min krop forsvandt sammen med min talje og indadvendte navle. 

Nåh, men i fredags blev det så langt om længe ferietid, og jeg gik ind til det med et håb om, at knap to uger væk fra arbejde og hverdagens gøremål forhåbentlig kunne få både min overanstrengte krop og hoved til at slappe lidt af. Vi tog afsted til Paris, men allerede fredag aften knækkede filmen for mig. En lang dag på farten, bagage på slæb og op ned af metrotrapper havde gjort min mave endnu mere spændt, og da vi sent fredag aften endelig kunne gå omkuld på vores hotelseng, havde jeg mest af alt lyst til at aflyse alle ferieplaner for istedet at komme hjem i trygge omgivelser – og i nærheden af Hvidovre hospital, hvis nu plukveerne skulle udvikle sig. Jeg var overtræt og overbekymret, men Mads gjorde sit aller bedste for at give mig ro. Vi blev enige om lige at give den nogle dage, og så måtte vi tage stilling til Portugal, som de kommende dage skred frem. Næste morgen synes jeg det hele så lidt lysere ud (jeg har altid et lettere sind om morgenen end om aftenen) og vi begav os ud i de parisiske gader med en aftale om at tage det hele i et stille og roligt tempo. Hvilket i bagklogskabens lys er lettere sagt end gjort på en storbyferie. De følgende dage gik ok uden at være rigtig gode. Vi lavede ikke rigtig andet end at spise god mad og tulle rundt i byen, og selvom der blev indlagt eftermiddagspauser hjemme på hotellet, var min krop stadig på overarbejde, hvilket gjorde at bekymringerne heller aldrig rigtig fik lov at stilne af. Jeg begyndte at glæde mig lidt til at lande hjemme i København mandag aften .. og gruede for allerede onsdag morgen at skulle afsted igen blot for denne gang at være endnu længere væk. Jeg var så ked af at have det sådan med ferier, vi ellers havde glædet os rigtig meget til. Vores sidste ferier, bare Mads og jeg, inden vi bliver forældre, og inden ferieagendaen kommer til at se ganske anderledes ud end vi har været vant til. Og jeg kunne mærke, at især Mads efterhånden var ked af, at jeg ikke kunne tage en beslutning om, hvad der skulle ske med turen til Portugal. Jeg havde bare så svært ved at sige højt, at jeg ville være tryggest i at aflyse, selvom det i weekenden var det jeg havde mest lyst til. Det føltes på en eller anden måde også bare som en fallit at lade måske irrationelle bekymringer gå ud over en ferie. 

Som et sidste forsøg på at give mig noget ro kom vi til at tale om en privat jordemoderkonsultation, og dét kunne jeg mærke var en god ide. Jeg skyndte mig derfor at tjekke Moderlivs ledige tider tirsdag, som var den eneste dag, vi havde hjemme, mellem Paris og Portugal, og heldigvis kunne jeg komme til allerede om morgenen. Som I måske husker, var det også Moderliv vi var forbi i starten af maj for at få lavet en 3D scanning og vi havde simpelthen sådan en god oplevelse dernede, som jeg også skrev om her, så jeg var ikke i tvivl om, at den private jordemoderkonsultation skulle finde sted her. 

I tirsdags havde jeg så tid til en konsultation hos jordemoder Gitte, og allerede fra første håndtryk havde jeg en god fornemmelse. Ligesom Nanna, som vi var heldige at blive scannet hos, er Gitte simpelthen det sødeste væsen, og hun har sådan en god ro og empati over sig, som det er umuligt ikke at lade sig smitte af. Gitte tog sig god tid til, at jeg fik luft for mine tanker og bekymringer, og hun fornemmede lynhurtigt, at jeg mest af alt havde brug for tryghed. Tryghed i alt så ud til at være, som det skal, og tryghed i at vi næste morgen kunne tage afsted til Portugal, som ellers de sidste par dage havde hængt i en tynd tråd. Gitte lyttede og vejledte ud fra de bekymringer, jeg havde. Med konkrete svar, der var til at forholde sig til, og ikke blot vage retningslinjer eller opfordringer til at følge min mavefornemmelse. Hun mærkede grundigt på maven, og selvom hun bekræftede mig i, at baby allerede ligger meget langt nede i bækkenet, så gjorde hun det på en måde, hvor jeg ikke blev bekymret, og istedet gav mig en tro på, at det er helt fint og at baby trives. At mine plukveer ikke skal give anledning til bekymring med mindre de forværres og bliver smertefulde. Gitte gjorde, at jeg igår morges satte mig til rette i flyveren mod Portugal med en hel anden sindsro end jeg har haft de sidste tre uger. En privat jordemoderkonsultation hos Moderliv koster kun 275kr, og det er ingenting i forhold til hvor meget du får igen i løbet af de 4o minutter, konsultationen varer. Du får nemlig en ro og tryghed i din graviditet, som jeg desværre oplever, at de offentlige jordemødre ikke har tid til at give, hvor end jeg tror, at de gerne ville det. 

Vi har kun haft 30 timer i Portugal og alligevel kan jeg allerede nu mærke, hvordan den her ferie var lige præcis dét, min krop og jeg havde brug for, og jeg er så glad for, at jeg fik hjælp til at få den ro, det krævede, for at jeg kom afsted. Og det tror jeg også Mads er, som han lige nu ligger på sofaen med en ferieøl i den ene hånd, chips i favnen og ser VM åbningskampen med en barnlig – og virkelig sød – glæde.