Den her mandag er fløjet afsted. På den gode måde. Der har ikke været tid til tungsind over weekenden, der alt for hurtigt var forbi, og i stedet har jeg glædet mig over uventet mandagssol, at Evis kontrol hos ørelægen meldte om ører uden betændelse eller væske, og at der har været fremdrift på praktiske hængepartier herhjemme. Som at få klatmalet vores garderobeskabe, der på onsdag skal stå model til en fotoopgave for Femina, og ny maling til et sengebord, jeg skal have lokket min far til at hænge op i morgen, når han kommer på visit. Faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig mere af dagen, og det er altså en rar fornemmelse at ende den på.
Så kan ugen der kommer ikke blive helt galt afmarcheret tænker jeg. Inden jeg helt fortaber mig i den nye uge gælder dog først tilbageblikket på ugen der gik.
Ingen kommentarer