Mit “Det vil jeg lave i måned X” indlæg er ét af dem, jeg holder aller mest af at lave, fordi jeg elsker at gøre mig tanker om de gode ting og sager, jeg kan gøre mig umage med i den måned, der står for døren. Derfor holder jeg også fast i at lave en liste over ting, jeg vil lave i april, selvom omfanget bliver noget anderledes, end det plejer. For mens jeg normalt i april glæder mig til påskefrokoster med venner og familie, påskeferie med dertilhørende udflugter og eventyr og en tid hvor vi for alvor begynder at rykke udendørs, så giver ingen af de ting mening i den april, vi står overfor nu. Til gengæld vil jeg mene, at vi mere end nogensinde trænger til nogle opløftende ting at tage os til, og derfor vil det være mit udgangspunkt i denne måneds liste. En karantæneudgave med rare ting der ikke går på kompromis med vigtigheden af, at vi stadig skal holde afstand og være #sammenhverforsig.
Kom endelig med jeres tilføjelser til listen ♥
- Som de lover temperaturer helt op til 16 grader i næste uge, tør jeg godt tro på, at nattefrosten er et overstået kapitel. Og derfor vil jeg kaste mig over en lille urtehave i et hjørne af vores gård. Jeg vil gå på jagt online hos Plantorama, der nu også tilbyder hjemmelevering, og jeg kan slet ikke vente til at Nola og jeg skal gå og nusse om urtepotterne. Perfekt påskeferie-syssel.
- Jeg vil holde en påskefrokost sammen med Mads og Nola. Med alt hvad påskehjertet begærer. Eller måske lige med undtagelse af snaps. Den kan jeg godt være foruden.
- Jeg vil rydde op i vores kælder- og loftrum med en lydbog i ørerne. Og så vil jeg på forhånd sætte mig for at nyde turen op og ned af trapperne og den motion det vil give. Den vil være tiltrængt her i coronakarantænen.
- Indlogere os nogle dage i mine forældres hus, mens de ikke selv er hjemme, og nyde godt af det slaraffenland, det er for Nola, fordi min mor er dagplejemor og derfor har hus og have fuld af børnevenlig underholdning.
- Lokke Mads til at kaste sig over en surdej. Det lader til at være det eneste rigtige i denne tid, og jeg tror det kunne være god underholdning til min efterhånden rastløse kæreste, ahem.
- Have en ugentlig kæresteaften med Mads, hvor vi får lækker mad udefra og hvor aftenen skal holdes telefonfri. Det hele går i den grad op i hverdagspraktik for tiden, og for også at huske at være kærester, drømmer jeg om at tage på ugentlige hjemmedates.
- Og så tænker jeg i øvrigt at fifle et blogindlæg sammen med tips til Københavns bedste takeaway. Det synes oplagt i en tid som nu, hvor restauranterne holder lukket for andet end takeaway.
- Finde tid til endnu flere kald til mine veninder. Det er den hyggeligste måde at tjekke ind hos hinanden på, nu hvor vi endnu ikke ved, hvornår det igen er muligt at ses fysisk.
- Apropos, så gad jeg godt sende små hyggelige påskehilsner med posten til dem jeg holder af. En kærlig tanke i en tid, hvor vi alle savner ♥
- Så småt begynde på designet af vores bryllupsinvitationer, som jeg glæder mig til at sysle med. Planen er, ligesom med mine save the dates, at tage udgangspunkt i skabeloner hos Etsy.
3 Comments
Amalie
1. april 2020 at 16:00Det lyder som nogle rigtig gode planer, Line. Min kærestes og min store udfordring er især, at vi begge har meget travlt med krævende arbejde og afsluttende specialer/hovedopgaver. Det betyder at vores aftener ender med et kollaps i sofaen med hver vores telefon. I stedet har vi nu aftalt at vi skiftes til hver dag at finde på aftenens program, så vi også sætter tid af til hinanden og andre sjove ting.
I mandags planlagde min kæreste at vi skulle lave lækker mad og spille et fællesspil på PlayStation, i går planlagde jeg mad og romantisk film i sengen. I dag skal vi gå en lang tur.
Jeg er klar over at hverdagen ser noget anderledes ud for jer med Nola, men måske det var en idé at finde på lidt romantik hver især på planlagte aftener, så I også sørger for at lægge arbejdet fra jer når Nola er puttet. Det giver jo så meget god energi, at man nærmest er mere effektiv på arbejdet dagen efter <3
merimeri
2. april 2020 at 14:35Hvor er det bare en vildt god ide sådan at skifte til at lægge planer for at gøre lidt ekstra ud af aftenerne, Amalie! Det vil vi straks tage til os, og Mads har allerede meldt, at han planlægger en kæresteaften til på lørdag, og så vil jeg følge trop en dag i næste uge.
Amalie
2. april 2020 at 18:14Ej hvor dejligt Line. Jeg håber at I får en fantastisk kæresteaften på lørdag, så spændende også at gå og vente på overraskelsen.