EN ÆRLIG STATUS PÅ LIVET TILBAGE EFTER BARSEL

Min fjerde uge tilbage på kontoret efter endt barsel er ved at være ved vejs ende, og jeg tænkte jeg ville komme med en status på, hvordan livet tilbage efter barsel er. Tankerne omkring at vende tilbage til mit fultidsarbejdsliv fyldte nemlig en del i tiden op til, og jeg var lige dele spændt og nervøs for, hvordan min og vores nye hverdag, ville falde i hak. Jeg har stornydt at være på barsel; friheden og fleksibiliteten. De mange timer brugt udenfor istedet for indendøre på et kontor. Energien og inspirationen til at drive dette onlineunivers til noget større. Og vigtigst af alt, nærværet til at agere min datters verden hendes første år. Ting jeg troede, jeg ville blive rastløs i efter nogle måneder, men som skulle vise sig at agere en fremragende kulisse til det seneste år i mit liv. Og som bekendt er det altid svært at se gode ting få en ende, hvorfor det ikke var med udelt begejstring, at jeg lukkede barselskapitlet bag mig.

Nu er første måned tilbage i mit nye, gamle arbejdsliv til imidlertid allerede ved at være gået, og jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor hurtigt man finder tilbage i arbejdsrytmen, til trods for at hele ens verden har været vendt på hovedet i et helt år. Hvordan gamle arbejdsrutiner indfinder sig nærmest uden man er bevidst om dem, og hvordan noget, der har føltes så fjernt i så lang tid, med et snuptag er vedkommende igen. På den måde har det ikke været spor slemt at vende tilbage efter barsel, for det har lynhurtigt føltes kendt og kærkomment.

Hjulpet godt på vej af nye, spændende arbejdsudfordringer, der ventede mig, da jeg kom tilbage, er dagene således endt med at flyve afsted i en sådan hast, at jeg slet ikke kan forstå, at der allerede er gået en hel måned. Og nok er jeg glad for at være tilbage på arbejdet, men det er også netop tidselementet, der gør, at det alligevel er en smule bittersødt. Jeg kan nemlig ikke få tiden til at række. Jeg føler, at jeg halter bagefter på alle de leder og kanter, der ikke vedrører mit arbejde og min lille familie, der lige nu får al min tid og opmærksomhed. Jeg får ikke svaret på mails, beskeder og kommentarer, jeg får ikke opdateret hverken blog elle Instagram i det omgang, jeg ellers gerne vil, jeg får ikke set mine veninder nok, jeg får ikke trænet. Jeg vil det hele, selvom tiden ikke engang rækker til det halve. Sådan har vi det nok alle sammen, og jeg ved godt, at sat på spidsen handler det om “hver ting til sin tid”, og så må man bare prioritere sin tid derefter. Hvilket jeg er ualmindeligt dårlig til, fordi jeg hader at skulle vælge noget fra. Det minder mig om det her knap fem år gamle indlæg, hvor jeg skrev om konsekvenserne af at ville det hele, men kun kunne det halve. Dengang, som nu, blev jeg fanget i mine egne ambitioner om at ville en hel masse uden at skele til, hvad min tid tillader mig. Og nok føler jeg, at jeg har lært meget siden dengang, men mine tanker i dag vidner alligevel om, at jeg ikke har flyttet mig helt så meget som jeg gik og troede. Jeg hviler stadig ikke i fravalg. Måske det kommer, måske det ikke gør.

Indtil jeg finder ud af det, løber jeg videre i min hverdag, og håber, at døgnet snart får nogle flere timer. Eller at én knækker koden til, hvordan man bedst balancerer fuldtidsarbejde, familieliv og deltidsblogbeskæftigelse, og deler den med mig.