Hverdagsliv

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

7. februar 2022
II Sidste uges bedste investering; tulipaner til 25kr. 9 dage efter jeg sidst havde købt blomster, måtte jeg kapitulere og give efter på et bundt. Og hvilken lykke! Må bare erkende at blomster er en kæmpe kilde til velvære herhjemme, og jeg vil så nødigt undvære den glæde. Så hellere spare et andet sted II

Den her mandag er fløjet afsted. På den gode måde. Der har ikke været tid til tungsind over weekenden, der alt for hurtigt var forbi, og i stedet har jeg glædet mig over uventet mandagssol, at Evis kontrol hos ørelægen meldte om ører uden betændelse eller væske, og at der har været fremdrift på praktiske hængepartier herhjemme. Som at få klatmalet vores garderobeskabe, der på onsdag skal stå model til en fotoopgave for Femina, og ny maling til et sengebord, jeg skal have lokket min far til at hænge op i morgen, når han kommer på visit. Faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig mere af dagen, og det er altså en rar fornemmelse at ende den på.

Så kan ugen der kommer ikke blive helt galt afmarcheret tænker jeg. Inden jeg helt fortaber mig i den nye uge gælder dog først tilbageblikket på ugen der gik.

II Verdens bedste kakaomakker en råkold mandag efter børnehave II
II Som en del af vores planlagte mådehold for februar er vi gået all in på madplaner og storindkøb, og selvom vi ikke lykkedes med at holde os på et ugentligt indkøb på 1000kr, som jeg ellers havde håbet på, har det virkelig været en fornøjelse at gå mere målrettet og bevidst til værks med indkøbene II
II Se lige et hold jeg kunne stille med, da vi var på torsdagstur til DAC for at se udstillingen Bo Bedre Bæredygtigt, der i øvrigt får en kæmpe anbefaling med på vejen II
II Sjældent har jeg nydt en weekenddrink så meget som efter 9 måneders graviditet og +9 måneders amning. Evi ammer nu kun to gange i dagtimerne, og det åbner heldigvis op for at jeg igen med god samvittighed kan nyde godt af vin og drinks II
II Spontan lørdagsmorgenmad på Perroncph ved Banegaarden. Deres wienerbrød var helt eminent II
II De her to altså. Deres bånd blomstrer virkelig, og jeg glæder, glæder, glæder mig til at opleve dem vokse op sammen og forhåbentlig opleve, at de får en bedste ven i den anden II

    Kommenter