Hverdagsliv

KALENDERKIG #39

21. september 2020

Jeg var fuld af gode intentioner om, at jeg ville have nået at forfatte ugens kalenderkig i min frokostpause, men mandagsskæbnen ville, at vi stod op til et gabende tomt køleskab, og min pause blev derfor brugt på indkøb i stedet for blogskriv. Nu er vi snart nået til vejs ende for dagen, og jeg har endelig tid at sætte mig ned og få taget hul på ordene, imens jeg gør mig umage med at lukke øjnene for aftensmadroden omkring mig. Den må vente.

Ugens kalenderkig kommer nemlig her.

UGE 38

MANDAG

Jeg startede dagen stadig højt flyvende på weekendens godhed. Sådan en kærlighedsindsprøjtning er altså givet godt ud, også når hverdagen rammer igen, og det var rart at kunne starte ugen vel vidende at i weekenden, der har vi både set og hørt hinanden til fulde.

Arbejdsdagen er fløjet afsted. Jeg har en del strategiske projekter igang for tiden, og det er ofte dem, der ikke lader sig hurtigt strege fra to-do listen, men som man (jeg) altid skal danse lidt rundt om, inden jeg får fundet formlen på, hvordan jeg skal gribe dem an. Normalt er jeg nemlig verdensmester i at høste de lavesthængende frugter først, fordi jeg elsker at eksekvere, og de strategiske projekter er sjældent hurtige at eksekvere. Til gengæld er de sjove at lade sig opsluge af, og tiden går ofte stærkt i deres selskab. Som det altså også var tilfældet i dag.

Ellers er eftermiddagen og den tidlige aften bare gået med at være max en armslængde fra Nola, der har været usædvanligt mor-hungrende, formentlig fordi hun er blevet passet i weekenden.

TIRSDAG

Bliver en god dag, fordi den både byder på frokostpause i søde Annesofies selskab, og en eftermiddagsaftale på legepladsen med en veninde og hendes datter.

Mads har en sen dag på job, og jeg er derfor alene hjemme med Nola, indtil hun skal puttes, og dér er jeg sikker på jeg vil glæde mig til at overtage stafetten, og derefter forhåbentlig kunne synke blødt ned i sofaen uden alverdens med arbejde at skulle kigge på. Sidstnævnte er måske en kende ambitiøst, men det er en god gulerod at have for øje, og så kan jeg forhåbentlig bruge det som rettesnor til at effektivere arbejdsindsatsen indtil jeg skal hente Nola.

ONSDAG

En arbejdsdag uden bagkant, fordi det i dag er Mads, der henter Nola. Det giver altså en anden ro til arbejdsdagen!

Til aften har jeg en middagsaftale med et par veninder, og jeg glæder mig til en aften ude.

TORSDAG

I det store og hele en dag ligesom min onsdag. Farmor og farfar henter Nola, så jeg kan arbejde igennem, og så har jeg endnu en aftenaftale med en veninde.

Og så går jeg faktisk på weekend herefter.

FREDAG

Fredag har jeg nemlig taget en fridag. En dag bare til mig selv. Jeg havde håbet jeg kunne passe det ind med en frisørtid, men der var desværre ingen ledige tider, og i stedet er det min plan at bruge dagen på at klare nogle af alle de praktiske hængepartier, der har hængt lidt for længe herhjemme. Få ryddet ud i samlingen af gamle plakater og få dem sat til salg, ditto skal jeg få gjort med alt det tøj og de sko, jeg har liggende i en stor bunke i vindueskarmen, ventende på at jeg får taget mig sammen til at oprette salgsannoncer. Glæder mig til at få ryddet ud, og pakket væk.

Hvis energien er til det, vil jeg hente Nola tidligt fra vuggestuen, og tage hende med på Experimentarium, eller finde på noget andet hyggeligt vi kan lave sammen.

LØRDAG + SØNDAG

Og så går vi ellers en weekend i møde uden planer. Hvilket vi glæder os til. Der er dømt familiehygge med gode intentioner om at komme ud at opleve. En tur ud af byen for at tage på skovtur, finde en ny legeplads i byen, en tur i svømmehallen eller noget i den dur. Kompensere lidt for sidste weekend hvor Nola skulle undvære både mor og far. Det har hun sikkert for længst glemt til den tid alligevel, men jeg synes nu alligevel hun trænger til lidt ekstra nærvær fra os.

    Kommenter