DET HAR JEG LÆRT AF MIT FØRSTE ÅR SOM MOR

I morgen bliver Nola 1 år. Tænk sig engang …. vores lille bitte menneske har allerede været hos os et helt år. I mine tanker er jeg sendt tilbage til, hvad der føles, som den længste nat nogensinde. Den nat for præcis et år siden, hvor jeg for alt i verden ønskede, at jeg skulle få veer, så jeg undgik morgendagens igangsættelse. Hvordan det gik med det, kan I læse i min fødselsberetning, som jeg stadig er så glad for, at jeg fik skrevet ned, mens følelserne stadig var i frisk erindring. Udover at gennemleve den nat, bruger jeg også min sidste aften som mor til en 0-årig, på at filosofere lidt over, hvad mit første år som mor har lært mig. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige. Jeg har sagt det før, men at blive mor er den vildeste læringskurve, jeg endnu har skulle begive mig ud på. Ikke det mest krævende job, kan stå mål med det job, det er, at føde og forme et lille menneske. At sætte sig selv helt og aldeles til side for at gøre plads til noget andet, der er større end dig selv. Ikke i omfang, bevares, men i betydning. At blive og være mor er det sejeste, jeg har gjort, og jeg håber, at alle I mødre derude husker at hylde jer selv, selvom det kan være nemt at glemme midt i al hverdagstumulten. For det vi gør, det er altså stort. Og vigtigt! Og hårdt … Så, her er hvad mit første år som mor har lært mig.

• At kvindekroppen er for vild. Ét er at den kan gro og føde et menneske, nærmest helt af sig selv. Men at den bagefter formår at samle og løfte sig og hele efter sådan en omgang, er et sandt mirakel.
• At jeg i forlængelse heraf har lært at sætte pris på min krop på en helt ny måde. Uden videre gener hverken før eller efter, bar den mig igennem fødslen af Nola, den har næret hende med mælk i 12 måneder og hver dag har den givet mig styrke til at give mit barn al den tryghed og nærvær, hun har efterspurgt.
• Hvor hurtigt man vænner sig til en semi-søvnløs tilværelse. Med undtagelse af to-tre gode uger, hvor Nola sov helt op til 5 timer i stræk, så har jeg nu i 12 måneder ikke sovet mere end 3 timer ad gangen, og jeg er imponeret over, at jeg alligevel hver dag er stået op, har mødt min datter med smil og overskud, og med en vilje til at balancere både barn, boligorden og blog, selvom jeg af og til nok bare burde have smidt mig på sofaen, når Nola sov lur, og indhente lidt forsømt søvn til mig selv.
• At man er den mindst gode version af sig selv på de førnævnte semi-søvnlæse nætter, og jeg er ret lettet over, at Mads og jeg på forhånd havde lavet en aftale om, at alt hvad der bliver sagt (eller hvæset, ahem) om natten, det er tilgivet morgenen efter.
• At det er rigtigt, at alting er i faser, men uanset hvor meget du googler eller forhører dig hos andre med børn, så er alle børn forskellige, og du vil aldrig finde sandheden om, hvornår netop den her fase (fra helvede) slutter. Desværre.
• At jeg har grædt oftere af afmagt end af lykke.
• At det har overrasket mig, hvor nemt jeg har haft ved at tilsidesætte mig selv og mine behov for Nola. Måske også lidt for nemt, for jeg har sgu nok glemt mig selv lidt i det hele. Det har mere været noget med at være mor fremfor alt. I løbet af Nolas næste år vil jeg øve mig på at give en lille smule slip engang imellem, og hvile i at det nok skal gå, hvis jeg fx ikke er hjemme efter at Nola er blevet puttet #hejaftenaftalermedvin
• At jeg har brugt for meget energi på at skele til, hvad andre gør i stedet for at hvile i, at jeg er en god mor, der kender mit barn bedst, og derfor handler derefter. Alle de mange velmente råd og erfaringer fra andre er i tidens løb endt med at gøre mig mere forvirret end klogere. Især det her punkt håber jeg, at jeg bliver bedre til med barn nummer to, når den tid engang kommer.
• At man ikke kan få for mange billeder af sit barn, der sover. Fordi .. så sødt jo!
• At man i det hele taget ikke kan få for mange billeder af sit barn. Når det spiser, smiler, griner, leger, bader … eller noget andet helt hverdagsagtigt. Jeg tog mange billeder før, men efter Nola er det da stukket helt af.
• At tanken om, at det skulle være blevet ét af de andre af millioner æg, jeg bærer på, der blev befrugtet og blev til en anden end Nola, er så skør. Helt forkert og nærmest ubærlig. Tak krop for at det var lige præcis Nola, der kom ud af det.
• At alle klicheerne omkring kærligheden til sit barn er sande. Det er så vild en følelse og så svær at sætte ord på. Altid skarpe Julie-Elsebeth er kommet ret godt i mål med det i dette indlæg, og jeg tilslutter mig hendes følelse af en stormende forelskelse, der bare bliver større og større. Det er en gave, at have en lille skabning omkring dig, der hver dag får dig lyst til at stå på hovedet for at gøre hende glad og grinende. Og uden en eneste bekymring i livet.