DET VENTER DER MIG EFTER BARSEL

Jeg er gået ind i min definitivt sidste uge på barsel, inden jeg på mandag vender retur til momondo (eller KAYAK, som momondo er blevet en del af nu). 379 dage ender jeg med at have været væk, og jeg kan næsten ikke forstå, at det er så længe. Det føles som bare dage siden, at jeg klappede computeren sammen og cyklede turen hjem fra kontoret i Købmagergade for sidste gang. Og alligevel er så meget forandret. Jeg er blevet MOR, og det sidste år har det været hele mit omdrejningspunkt. Min verden på godt og på ondt. Og jeg har elsket hvert et øjeblik af det. Har stornydt at være på barsel, sågar mere end jeg troede, jeg og mit rastløse sind ville komme til. Selvfølgelig har der været dage, hvor jeg har været dødmisundelig på Mads over, at han var den, der tog ud af døren for at gå på arbejde, og efterlod hverdagspraktikken og ansvaret for Nolas ve og vel derhjemme. Men når jeg kigger tilbage, fylder de dage forsvindende lidt, og mest af alt føler jeg, at barslen har været en lang fornøjelse. Ikke en eneste dag, har jeg kedet mig, og det skyldes især nok bloggen her og mit tilsvarende onlineliv på Instagram. De og I har holdt mig til ilden. Gjort at jeg hver dag har haft et kreativt frirum og en følelse af at skulle levere på en anden front end blot den som mor. Og det har gjort mig godt. Mit onlineunivers er vokset markant, mens jeg har været på barsel, og jeg er vokset med. Det har været en gave at kunne vokse både den og det lille menneske, jeg har sat i verden. Nuvel, timerne jeg har brugt i sofaen på at sumpe Netflix eller indhente fortabt søvn kan tælles på få hænder, og i nogle perioder havde det nok været fornuftigt for mig at prioritere anderledes, men det kan ikke gøres om. Og som jeg kigger tilbage, har jeg egentlig heller ikke lyst til det. Jeg tror nemlig netop, det er det, at jeg hver dag har haft et mål med dagen, der har gjort, at jeg ikke er kollapset af træthed for længst. Jeg har haft en arbejdsrutine, hvor Nolas lure er blevet brugt på at passe butikken her, og således føles det ikke helt fjernt nu for alvor at skulle vende tilbage til arbejdslivet.

Og dog. Forskellen nu bliver nemlig, at jeg skal balancere både fuldtidsjob, familieliv og de mange ambitioner, jeg fortsat har for mit arbejde med merimeri. Og den del er jeg virkelig spændt på. Spændt på – og også lidt nervøs for – hvordan enderne skal mødes, og ingen af delene skal lide under den anden. Måske det slet ikke kan lade sig gøre. Det vil tiden vise. Men hvor jeg dog håber det.

Jeg vender tilbage i min 37 timers stilling som PR Manager for de nordiske og tysktalende markeder. Nogle arbejdsopgaver, vil være som jeg kender dem, og andre nye er kommet til. Blandt andet et mere overordnet strategisk fokus på, hvordan vi samarbejder med lokale PR partnere i de enkelte markeder. Min arbejdstid er fleksibel i den forstand, at jeg som udgangspunkt selv kan tilrettelægge, hvordan mine 37 timer fordeler sig, selvfølgelig under hensyntagen til mit team, møder, og deadlines. Det gør også, at Mads’ og min ambition om, at Nola ikke skal have de helt lange dage i vuggestue, ikke bliver umulig for os at efterleve. En stor lettelse for mit mor-hjerte. Jeg kan møde tidligere, de dage Mads afleverer, og så kan jeg gå, så jeg kan hente Nola tidlig eftermiddag, og så tjekke ind med arbejdet igen om aftenen, når der er faldet ro på derhjemme. En model, jeg håber, vil fungere godt for mig og os, både arbejdsmæssigt og privat, så hverdagen glider lidt lettere.

Fem dage igen. Jeg lige dele glæder mig og er vemodig ved tanken om, at min tid hjemme med Nola nu definitivt er forbi. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Og nu venter en ny hverdag, som så mange før os, er lykkedes med at få til at falde i hak. Det skal vi også nok gøre. Så kan vi sove, når vi bliver gamle ….