Da jeg for en måneds tid siden skrev ud og bad om gode råd og erfaringer til valg af barnevogn, der var i overvældende mange, som tog jer tid til at komme med input, så først og fremmest tusind tak for det. Mads og jeg synes det er lidt af en jungle, det der med valg af barne-/kombivogn, så det har været vildt fedt også at have jeres mange anbefalinger med i baghovedet, når vi har været ude og kigge. Status lige nu er, at vi endnu ikke har købt vognen, men vi er efterhånden ret sikre på, at vi går med en Cybex Priam kombivogn i mørkeblå, som opfylder alle de krav, vi indtil videre har kunne komme i tanke om.
Valg af barnevogn vs kombivogn
Når valget skal træffes mellem barnevogn vs kombivogn, vil jeg mene, at det især er ens hverdagsrutiner og behov, som skal være styrende for det. Bor man fx uden for byen, hvor vognen primært vil skulle bruges til middagslure i haven, til at komme med i dagpleje og måske ikke så meget til at køre lange ture med i sig selv, da ville jeg nok vælge en klassisk barnevogn med et langt liggemål, som ikke vil skulle skiftes ud efter 9-10 måneder, som det er tilfældet med en kombivogn. Er vognen til gengæld en byvogn, der kommer til at skulle bruges på smalle fortove, brosten, i offentlig transport osv, så ville jeg hælde til en kombivogn, som er lettere og fylder mindre end en klassisk barnevogn. Her i København ser man fx virkelig få der er ude at gå med de store Emmaljunga eller Odder vogne, som ellers i mange år har været et populært valg. Når vi har stået og kigget på de almindelige barnevogne, må jeg også indrømme, at de virker lidt store og kluntede – i hvert fald til det behov vi har – og vi blev derfor ret hurtigt enige om, at vi skal have en kombivogn. Og hvis vores datter er glad for at sove middagslure udenfor (hvilket jeg håber), køber vi nok på sigt en gammel, brugt barnevogn, som vi kan have stående til middagslure i gården, og så bruge kombivognen til de daglige ture istedet.
Èt råd, der gik igen fra mange, og som jeg virkelig har hæftet mig ved, det er, at man skal huske både at undersøge lift- og klapvognsdelen, hvis man ender med en kombivogn, så ikke man står med en skuffelse når man et lille år senere, skal til at igang med klapvognen.
Jeg fornemmer, at der er et sandt babyboom igang, så vi er garanteret ikke de eneste, der lige for tiden bruger ret meget tid på at overveje valg af barne-/kombivogn, og for at endnu flere kan drage nytte af de mange råd, jeg endte med at få, kommer her en opsamling af jeres plusser og minusser ved de mest populære mærker. Husk at det er subjektive input, jeg har fået, og eftersom jeg ikke selv har prøvet dem alle, kan jeg med sikkerhed sige, om fx de mangler, nogle har skrevet til mig omkring, det også er nogle andre oplever.
Emmaljunga kombivogn
Plus
- Længere liggemål
- Bedre isoleret/polstret
- Kan tilvælge off road hjul som gør den endnu mere robust
Minus
- Kluntet klapvognsdel (forbavsende mange nævnte dette kritikpunkt)
- Tung at manøvrere
Stokke
Plus
- God, robust kvalitet
- Relativt langt liggemål
- Ros for klapvognsdel, masser af polstring som kan fjernes som baby vokser
- Høj vogn sammenlignet med Bugaboo
- Lift nemt at tage af og på
Minus
- Kan være svær at køre med
- Tungere end fx Bugaboo og Cybex
- Begrænset affjedring, så brosten kan være et problem
- Kan ikke lægges fladt ned som klapvogn
- Klassisk Crusi model ikke velegnet til “off road”
Cybex Priam
Plus
- Nem at skille ad
- Klapvogn der kan lægges fladt ned
- Let at manøvrere rundt
- Ekstra sol/vind-afskærmning på kaleche til klapvogn
Minus
- Vejer en smule mere end Bugaboo, som er tætteste sammenligning
City Elite Baby Jogger
Plus
- Fylder ikke meget
- Budgetvenlig (Kan købes via Just Kids Things for yderligere besparelse)
- Nem at klappe samme
Minus
- Nogle har oplevet den som ret vakkelvorn/står ikke godt fast
- Tynd lift
- Ikke-vendbar klapvogn, så man kan ikke se baby, når man går med vognen
Bugaboo
Plus
- Let at manøvrere rundt + løfte
- Lille og nem at komme rundt med i byen
- Stel kan tippes
- Nem at slå sammen
- Kaleche der kan slås helt ned for at skærme mod kold luft/skarp sol
Minus
- Lille liftkasse
- Ikke velegnet som “off road” barnevogn
Naturkind
Plus
- Ingen kemi
- Langt liggemål
- Smallere end normale store vogne, som gør den oplagt til byen
Minus
- Lift følger ikke med
Der er i øvrigt noget med mænd og barnevogne. Jeg synes Mads er SÅ lækker med sådan en vogn, og jeg glæder mig helt vildt til at se ham trille rundt med den sådan for alvor.
11 Comments
Vb
27. april 2018 at 10:06Fed guide! Synes det er en jungle! Havde også kigget på en cybex priam – har dog ikke været ude at prøvekøre vogne endnu 😉 Hvad gør I ift diverse køreposer/voksiposer? Og kunne I finde en butik, hvor alle ovenstående vogne var der 🙂 Igen, superfed guide og tak for deling research!
merimeri
28. april 2018 at 6:50Du må afsted ud og rulle lidt rundt i butikkerne 😉 Tror desværre ikke, der findes en butik der har alle de nævnte modeller, men Babysam er et godt sted at starte for de har både Bugaboo, Emmaljunga, Cybex og Baby Jogger. Vores plan er at tage forbi en babymesse i næste weekend, hvor jeg tror, man finder det største udvalg – og desuden håber på, at man måske dér ville kunne købe vognen med en smule rabat. Min veninde lykkedes fx sidste år med at få en voksipose med i prisen på vognen, for ja, sådan en tænker vi også, at skulle have fat i, så vores datter kan holde varmen i klapvognen, når det igen bliver efterår og vinter (forhåbentlig om laaaaang tid).
Anne
16. oktober 2018 at 7:38Ej en perfekt guide 🙂 Står selv og skal til at vælge – og hælder mest til Cybex. Lever Cybex barnevognen så op til forventningerne? Min eneste bekymring er om opbevaringenspladsen under liften er stor nok?
merimeri
16. oktober 2018 at 11:34Vi er SÅ glade for vores valg, og jeg synes der er fint med plads under liften. Bevares, jeg kunne sagtens finde plads til mere at fylde derned, men jeg synes jeg finder fint plads til regnslag/myggenet og en stor fyldt indkøbspose fx. Eneste der ærgrer mig ved vognen, er at den ikke har en hel ideel solafskærmning, hvilket for os har været lidt en udfordring i den meget solrige sommer.
Anna
8. maj 2019 at 11:25Hejsa!
Havde i nogle udfordringer med, at der ikke er tilknyttet en barnevognssele i barnevognskassen?:)
merimeri
8. maj 2019 at 17:02Slet ikke. Nola var næsten vokset ud af barnevognen, da det blev aktuelt med sele, og i klapvognsdelen er der jo sele med. Vi nåede dog at købe en sele der kan monteres i barnevognen også, så den mulighed findes, hvis behovet opstår 🙂
Buller
26. november 2019 at 16:39Hej 🙂 Hvor fandt i selen der passer til barnevognen?
merimeri
27. november 2019 at 12:45Vi endte faktisk aldrig med at få brug for at have Nola i en sele i barnevognen, da hun lå i en voksi indtil hun var vokset ud af vognen.
Mitte
27. maj 2019 at 19:29Hej,
Hvor langt er liggemålet i klapvognen når den er lagt ned? Overvejer at købe en Cybex Priam men har brug for et langt liggemål. Mvh Mitte
Patricia
7. december 2019 at 22:06Har I udset jer en voksipose? Hvad jeg fik at vide er de for store til kombivogne, men det er så måske kun hvis man vil have en plade i, så man kan bruge den til lift?
merimeri
10. december 2019 at 6:45Vi har en Voksi Classic+ og nåede faktisk også at bruge den i barnevognen sammen med Nola, indtil hun røg i klapvognen. Enig, pladsen bliver lidt trang, men det kan sagtens gå.