Hverdagsliv

EN FILM DU SKAL SE : MUSTANG

15. april 2016

mustang-anmeldelseJeg fik i sidste uge lokket min veninde med ind at se den anmelderroste fransk-tyrkiske film Mustang, som både var nomineret til en Golden Globe og en Oscar for Bedste udenlandske film. Ingen af os vidste rigtig, hvad vi skulle forvente os af filmen, da vi begge, hånden på hjertet, mest gør os i dansk- og engelsksprogede film med mindst én kendt skuespiller på rollelisten. Ingen af disse kriterier var opfyldt for Mustang, og vi overvejede da også i sidste øjeblik, om vi skulle droppe den. Lysten til bland selv slik fik os dog afsted. Og det er jeg så glad for, at vi gjorde.

Mustang er nemlig en virkelig fin og tankevækkende film, der giver et interessant og autentisk indblik i en kultur meget langt væk fra den vestlige, som vi kender den. Uden at forære jer hele handlingen, så handler filmen om fem søstres frihedskamp og oprør mod en kultur, som de ikke kan identificere sig med. Filmen, der behandler emner som arrangerede ægteskaber og incest, er smuk og barsk på samme tid, og den blev siddende under huden på mig, længe efter vi havde forladt biografen.

Hvis du mangler noget at tage dig til i weekenden, kan jeg derfor kun anbefale dig at tage ind og se Mustang.

    Kommenter