Hej venner, glædelig søndag!
Jeg er så småt klar til at vende tilbage til bloggen, og glæder mig til at opdatere i det omfang livet med baby Nola tillader det. Det bliver helt sikkert ikke så regelmæssigt, som det var før, men det ved jeg, at I nok skal have forståelse for. I første omgang er jeg glad for at kunne dele min fødselsberetning, som jeg har glædet mig til at berette om. Selv inden jeg blev gravid var jeg en sucker for den slags beretninger, og jeg håber derfor ikke, at den rammer helt skævt herinde blandt jer, selvom det selvfølgelig ikke er alle hvor baby beretninger er lige aktuelle.
Min fødselsberetning er delt op i fire afsnit, da det ellers vil blive for langt et indlæg at komme igennem. I dag og de næste tre dage vil jeg udgive et nyt kapitel. Håber I vil tage godt imod ♥
***
Efter en på stort set alle parametre nem graviditet, er det alligevel med en vis lettelse, at jeg den 5. juli går på barsel. Jeg glæder mig, og min krop er klar efter en del uger med mange plukkeveer. Jeg gør mig en masse forestillinger om alle de hyggelige ting, jeg vil bruge min barsel på, indtil vores datter melder sin ankomst. Graviditetsmassage, en tur hos frisøren, god tid til at få klaret de sidste ting på barsels to-do’en, få gjort børneværelset færdigt osv. Første punkt på barsels agendaen er et besøg hos jordemoder, hvor vi forhåbentlig skal have bekræftet, at baby har lagt sig klar med hovedet nedad, og dermed er klar til, at jeg kan gå i fødsel.
Jordemoderbesøget efterlader os dog nedslåede, eftersom baby ligger med fødderne nedad (det man kalder underkropsstilling), og vi skal derfor igennem vendingsforsøg allerede i den kommende uge. Vi bliver tilbudt at komme med i et forsøgsprojekt på Hvidovre Hospital, hvor man undersøger, om brugen af rebozo massage kan have en positiv effekt på antallet af succesfulde vendingsforsøg. Jeg har glædet mig vildt meget til fødslen, og har selvfølgelig forestillet mig den som en vaginal fødsel, og ikke et kejsersnit, hvilket for de fleste er alternativet, hvis baby ikke ligger rigtigt. Derfor tøver vi heller ikke med at takke ja til muligheden for at komme med i rebozo projektet, da vi gerne vil gøre alt, hvad vi kan, for at vendingen lykkes.
Mandag morgen møder vi op på Hvidovre Hospital, hvor vi bliver introduceret til rebozo øvelserne, får at vide, at vi skal lave dem indtil torsdag, hvor vi får tid til vendingsforsøg, og bliver derefter sendt hjem for at komme i gang med projektet. Det er 5 øvelser, som til sammen varer 45 minutter, og som skal gentages tre gange om dagen. Jeg har allerede stiftet lidt bekendtskab med rebozo til min fødselsforberedelse hos HéLT, så jeg tænker, at jeg har en meget god ide om, hvad der venter mig. Rebozo projektet på Hvidovre er dog langt fra den afslappende teknik, som vi har øvet til fødselsforberedelsen, og det bliver ret hurtigt en mental kamp for mig at komme igennem øvelserne. De er så ubehagelige, og jeg er helt ulykkelig efter hver sekvens, vi har gennemført. Det føles på mange måder som et overgreb på min krop, og det er nedslidende at tænke på, at jeg skal bruge over 2 timer hver dag de næste tre dage på at lave øvelserne, som jeg på ingen måde føler, gør noget godt for mig.
Tirsdag aften tager jeg derfor en beslutning om ikke at fortsætte med øvelserne. Det er så svært at nå dertil, fordi jeg gerne vil føle, at vi har gjort alt for at vendingen skal lykkes, men i sidste ende minder jeg mig selv om, at det jo kun er et forskningsprojekt, og der er dermed ingen garantier for en positiv effekt. Jeg kan mærke på min krop, at den har brug for et andet fokus, og jeg føler, at der nok er større chance for, at vendingen vil lykkes, hvis ikke min krop har været stresset, og jeg ked af det, i dagene op til vendingen.
Det bliver torsdag morgen, og vi møder forventningsfulde op på Hvidovre Hospital til vores vendingsforsøg. Jeg er ikke bange eller utryg, bare mere spændt på forløbet – og udfaldet. Selve vendingsforsøget har jeg skrevet om i indlægget her, så det vil jeg ikke gå igennem igen, men lang historie kort, så lykkes vendingen i femte forsøg, og det er med et lettet hjerte, at jeg nu endelig føler, at min barsel rigtig skal til at begynde. Baby ligger rigtigt, og hun skal nu bare bruge de kommende uger op til terminen til at vokse sig stor og stærk, da hun på nuværende tidspunk stadig bare er en lille fis skønnet til 2800 gram.
Ingen kommentarer