FLYTTETANKER DER TAGER FORM

Det er knap et år siden, at jeg udgav dette skriv om, hvordan drømmen om at bo i byen var begyndt at vakle. Siden da er vi fortsat med at være lige så vægelsindede, som vi var dengang. Fordi det er så svært at give slip på noget man i det store hele holder ret meget af, når man samtidig ikke ved, hvad et liv udenfor byen vil kunne give os. Vi ved, hvad vi har, men ved ikke, hvad vi får. I indlægget dengang sluttede jeg af med at skrive, at jeg håbede beslutningen endte med at komme af sig selv, som vi landede i livet som en familie på fire.

Og det tror jeg faktisk, at den er gjort. Vi har nemlig besluttet os! Endegyldigt besluttet os for, at vi er klar til at skifte lejligheden i byen ud med et hus udenfor byen. Åh det føles helt skørt at sige højt. Og også ret angstprovokerende fordi det ikke ligefrem er en dans på roser at være på husjagt, som markedet er lige nu. Heldigvis har vi ikke travlt, så vi har – i hvert fald på papiret – tid at tage den med ro og vente på det rette. Så er det mere om tålmodigheden er til det samme, når først beslutningen er truffet …

Hvordan endte vi med at beslutte os?

Jeg hører fra rigtig mange af jer, at I står i de samme overvejelser som os. I syv sind om beslutningen mellem lejlighed og hus, by og land. Derfor vil jeg gerne dele lidt ud om, hvad der har ledt os til vores beslutning om altså nu at være klar til at lægge livet i lejlighed i byen bag os. Der er nemlig flere faktorer, der er spillet ind, og hver især har været medvirkende til at lede os derhen, hvor vi nu er.

Det første og måske også det mest åbenlyse er behovet for et udeliv og lidt mere luft omkring os. Plads i sig selv er ikke så stor en faktor, fordi vi bor i en 104kvm stor lejlighed i dag og derfor har fint med plads indendøre. Men vi savner en have. Især nu hvor Evi er kommet til. Der føles lejligheden endnu mere begrænsende, fordi vi altid er nødt til at dele os op, hvis vi gerne vil udenfor og Evi sover inde. Èn der går ud, og èn der holder vagten indendøre. Jeg savner muligheden for, at Nola kan løbe rundt og lege udenfor, uden at vi altid skal være i hælene på hende. Jeg savner et uderum, vi selv råder over. En terrasse at indrette, bede at nusse om. En have i børnehøjde, som vi om efteråret kan lege med faldne blade i, bygge snemænd om vinteren, glæde os over at se livet spire om foråret og høste frugterne om sommeren. Nola elsker at være udenfor, og jeg er ret sikker på, at hun ville elske at have egen have.

En anden faktor, der også har spillet ind, er behovet for ikke at have alle byens bekvemmeligheder inden for rækkevidde altid. Jeg er nemlig begyndt at føle, at det både er en velsignelse og en forbandelse at bo midt i byen med alle dens fristelser og anledning til spontanitet. Vi bruger meget tid på at liiige at stikke over i Kihosk på hjørnet efter dette og hint vi mangler, liiige at runde Brød på Enghave Plads, liiige at køre på Fisketorvet efter en pakke, liiiige at stikke forbi en eller anden butik, hvor vi mangler et eller andet fra. Hvor skørt det måske end kan lyde, er det faktisk også lidt stressende at have alle de muligheder, altid tilgængelige foran en. Fordi vi ender med at udnytte dem. Og vi er nok nået frem til, at det egentlig vil være ok at blive tvunget ud i at skulle planlægge lidt længere frem, fordi at alting ikke vil være til rådighed hele tiden, som vi rykker væk fra byen. Jeg forestiller mig, at det vil give en eller anden form for ro, som vi i hvert fald ikke oplever, når byens mange tilbud er tilgængelige lige uden for vores dør. At vi for en gangs skyld kan prøve at være hvor vi er fremfor altid at være på vej et sted hen. Mod byens hippe bager, kvarterets nye restaurant, nabobygningens hippe kiosk osv. Giver det mening?

Slutteligt, var der noget en kær følger skrev forleden, som i virkeligheden nok ramte lige præcis dét, vi ikke helt selv har kunne sætte ord på i vores beslutning. “Vil vi fortryde, hvis ikke vi prøver det af?”. Og svaret er ja. Det er vi ret sikre på. For nok ved vi ikke helt, hvordan livet væk fra byen vil opleves, men vi forestiller os, at det er forbundet med en masse gode ting, som jeg vil være ked af ikke at prøve ved selvsyn, fordi vi bliver ved med at sige til os selv, at livet i lejlighed jo også fungerer fint. Så nu gør vi det. Intensiverer vores husjagt, og håber, at det helt rigtige dukker op i en ikke alt for fjern fremtid.

Hvad leder vi efter?

Mads og jeg har begge vores job midt i byen. Og det bliver vi ved at have. Derfor er der også vigtigt for os, at vi ikke kommer alt for langt væk fra byen, for at logistikken i hverdagen pludselig ikke hænger sammen længere. Derfor søger vi efter et hus, der maksimalt er en halv times kørsel fra byen og ideelt med en god s-tog forbindelse. Nok hellere nord end syd for København, da det også er her de fleste af vores venner i disse år flytter til. Indtil videre kigger vi på Virum, Bagsværd, Holte, Lyngby og hvad der ellers ligger af småbyer heromkring, men vi er ikke lokalkendte i nogle af områderne, så vi er i den grad åbne for alternativer.

Drømmen er en etplansvilla i funkisstil og med så mange originalt bevarede detaljer som muligt. Gerne et hus, hvor vi kan få lov at sætte vores præg på det, fremfor et der er nyistandsat i en stil, der ikke nødvendigvis er vores. Vi kigger umiddelbart på huse på mellem 120-150kvm, da vi heller ikke har lyst at bo alt for stort, og ditto skal grunden, som huset ligger på, heller ikke være alt for omsiggribende.

Vi føler os ret afklarede omkring, hvad huset skal kunne for os, men er samtidig også godt klar over, at vi fortsat ser ind i et svært marked, hvor vi er rigtige mange købere om et lille udbud af huse, så vi gør os ingen forhåbninger om, at det bliver nemt. Men nu er vi klar til for alvor at sætte jagten ind, og ligeså skørt og angstprovokerende det føles, mindst lige så fantastisk og spændende er det også. Den der håbefuldhed og nysgerrighed på, hvor i livet vi mon er om bare et år. Tænk om næste sommer blev med vores helt egen have at bruge den i.