FREDAGSPOST

II ELLIES AND IVY KJOLE II CECILIE BAHNSEN SANDALER II MARNI TRUNK TASKE II

Hej fredag ♥

Findes der meget bedre end at vågne op til de der sommermorgener, hvor det er varmt nok til at have alle vinduerne åbne, og man kan starte sin morgen til lyden af byen der lige så stille vågner? Så klart en af mine favoritter. Læg dertil at jeg var vågen før Nola og jeg derfor kunne få startet på fredagens blogskriv i ro og mag, inden den lille væsen kaldte fra soveværelset. Fredagsbliss.

Sådan håber jeg det fortsætter, og med udsigt til dagens gøremål, burde det kunne lade sig gøre. Kampagnen, på mit arbejde, som jeg skrev om i mandagens kalenderkig, er klappet og klar, så i dag skal mest af alt gå med at rydde op i indbakken og følge op på de sidste hængepartier fra ugen. Jeg har sat en barslende veninde i stævne til en hurtig frokost på Dyrehaven, inden det er hjem og nå i mål med det sidste arbejde før weekenden.

Den er vi i øvrigt endt med at beslutte at bruge på landet, så i eftermiddag pakker vi bilen, og sætter kurs mod Sydsjælland. Glæder mig uendeligt til hav, have og højt til loftet de næste dage, og det føles som det eneste rigtige at gøre ovenpå de seneste dages klæbrige varme i byen.

Således skal vi ikke det store udover bare at slappe af, spise god mad og strandbade. Det føles næsten som en sommerferieweekend med de planer hva’? Hvis ikke det var fordi, institutionerne typisk altid holder sommerlukket i juli, burde man altså holde sin sommerferie i august, som jeg næsten altid synes byder på bedre vejr end juli. Det må blive når vi engang har skolebørn, hvilket jeg dårligt kan holde ud at tænke på er om bare 4 år (!). Jeg var ude at spise med en veninde i går, og vi kom igen til at snakke om børn i byen (det er ligesom ofte talk of town for os der stadig bor i byen til trods for børn). Om det har en udløbsdato det med børnene i byen. Og for mig er det klart ved skolestart. Til den tid skal vi i hvert fald være fuldt besluttet på, om det er i byen vi bliver, eller om det til den tid er tid at flytte pælene op og flytte udenfor. Jeg ønsker nemlig ikkem at Nola skal igennem et skoleskift. Men det giver os altså under 4 år til en beslutning, hvilket føles som ingenting. Det var jo nærmest i går, at jeg var gravid med Nola, og det er immer væk snart tre år siden, jeg fandt ud af det, så eh … Nåh, der blev et krøllet sidesprang på mit fredagspost.

Hvad mon I skal lave i weekenden?


Tips til din weekend

  • Når du skal have is (det ved jeg du skal med de her varmegrader), så gør det hos BRØD på Enghaveplads. Jeg var afsted (igen) i går, og de laver altså virkelig, virkelig nogle gode is, og så er køen sjældent så lang som fx hos Østerberg på den anden side af pladsen.
  • Er du mere til nedkøling af den flydende slags, lokker Kødbyens Rosébar i denne weekend med passion daiquiri til bare 35 kr. Det lyder altså virkelig lækkert i min bog.
  • Søndag kan du få din loppelyst stillet, der er udendørslopper på både Blågårdsgade fra klokken 10:30 og på Sønder Boulevard fra klokken 11.
  • Har I plads til endnu en læseanbefaling? I så fald skal I skrive jer Nina Lykkes Næste! bag øret. Nina Lykke var indtil for ganske nylig et helt og aldeles ukendt forfatterskab for mig, men Gyldendal var søde at sende mig et eksemplar af Næste! til min sommerlæsning, og det var virkelig en finurlig og eftertænksom læsning. Fyldt med humor og anledning til selvindsigt, og let læst på en helt anden måde end Oplyst, som jeg tippede om i sidste uges fredagspost. Næste! er den perfekte bog til en sløv dag i solen, og således oplagt til den varme weekend.

GARDEROBEREGNSKAB: JULI SHOPPING

II 1 LOVECHILD 1979 KJOLE II 2 SOULLAND SHORTS II 3 ELLIES AND IVY FLÆSEKJOLE II 4 ELLIES AND IVY KJOLE II

Så skal jeg da ellers love for, at det endelig blev sommer. Både udenfor og i mit garderoberegnskab. Bliver helt glad af den her omgang pastelfarver og sommerprint, som altså udgør min shopping i juli.

Normalt ville jeg gøre mig umage med at undgå for mange af den slags køb, der trods alt er ret sæsonbetonede, som fx shorts og kjoler uden ærmer, men jeg havde altså behov for at give lidt los i juli, og i takt med at sommervejret lod til at blæse længere og længere væk, skruede jeg en tand op for sommerfarverne. Heldigvis ser det hele jo ud til at blive rigeligt anvendeligt i august og forhåbentlig også i september med, og så vil jeg i øvrigt gøre det til en udfordring for mig selv også at få brugt de farverige gevandter når de korte og mørke dage trænger sig på. Man skulle jo mene at behovet for tøj der lyser lidt op, burde være ekstra stort til den tid, men historisk set har jeg for vane at gå efter de mere afdæmpede farver, når vi når efterår og vinter.

Jeg startede juli med at købe et par fantastisk fine ternede shorts fra Soulland, og selvom I ikke har set meget til dem herinde, har de været flittigt brugt i sommerhus og på de dage, hvor temperaturen alligevel sneg sig op på et par af tyve grader. Dernæst fulgte et lagersalgskøb, hvor jeg var heldig at finde den smukke blomstrede kjole fra Lovechild 1979, som har hængt på mig lige siden. Hver gang jeg viser den frem på Instagram er I et par håndfulde der spørger, hvor den er fra, men fordi jeg var heldig at finde den på Nués stock sale, lader den desværre til at være svær at få fingrene i.

Så gik vi på sommerferie og tre uger uden shopping fulgte efter, altså lige med undtagelse af to fejlindkøbte sommerkjoler på udsalg hos Boozt.com, der hurtigt røg retur igen. Denne og denne, som bestemt var fine, men som nok mest af alt var resultatet af, at udsalgsiveren løb af med mig.

Jeg sluttede måneden af med at klikke de to fine stribede kjoler hjem fra Ellies and Ivy, som er så fine på. Dem skal I nok komme til at se mere til.

Alt i alt har mine julikøb stået mig i 3080 kr, altså næsten en tredobling i forhold til min junishopping, men til gengæld udgjort af sager, der efterlader mig i godt humør. Det skal man heller ikke kimse ad.

Hvad er der flyttet ind hos dig i juli?

NEMT OG BILLIGT IKEA-HACK TIL ET PÆNERE BADEVÆRELSE

Vi havde jo en lille søndagssyssel på programmet forleden. Vi havde nemlig sat os – ret spontant, sådan er det ofte med mine påfund – for at male vores stålreol på badeværelset. Jeg var blevet træt af det rå stål, som på en eller anden måde stak lidt for meget ud i vores indretning der over tid er blevet mere blød i former og farver. Dér passer stål ikke rigtig ind, og da jeg så for nogle uger siden faldt over Kamila.Osinkas fine profil på Instagram og hendes malede stålreoler, var der ingen tvivl om, at det var dét vi skulle. Så det har vi gjort, og jeg glæder mig virkelig til at vise jer resultatet.

Men først, et før-billede af reolen som den tog sig ud inden vi gik igang.

Før-billede

Efter-billede

Er det ikke bare blevet fint? Jeg elsker det farverige udtryk der overrasket øjet men samtidig alligevel har en fin ro over sig. Jeg kunne ikke dy mig for at nipse lidt rundt efterfølgende, så der var en bedre sammenhæng i farverne på reolen, og så har jeg sat et billede op over toilettet for at give endnu mere liv. Jeg tror ikke det er det helt rigtige billede, men det fungerer til en start, indtil jeg får fundet det rette.

Forandringen er blevet så fin, og det tog os en sølle time søndag eftermiddag at klare.

Sådan gjorde vi

  • Reolen, vi har malet, er HYLLIS stålreolen fra IKEA, som koster bare 79kr.
  • Inden vi gik igang med at male, sørgede vi for at tørre reolen grundigt fri fra støv og smuds.
  • Dernæst er det igang med spraymalingen. Vi har brugt Belton spraymaling, købt hos Dyrupfarver.dk, i farven RAL 3000. Vi købte 3 dåser, men kunne godt have brugt en fjerde.
  • Jeg vil anbefale at male udendørs et sted med nogenlunde læ, da malingen altså er noget kraftigt stads at indånde.
  • Spraymalingen skal rystes kraftigt inden brug, ca 2 minutter, og derefter sprayes den på med et stabilt tryk fra ca 25 cm afstand.
  • Vi var lidt uheldige med vinden i vores gård, så kunne desværre ikke helt undgå at malingen løb en lille smule undervejs, men dette burde man undgå, hvis man står i læ.

KALENDERKIG #34

Sidste uge endte med næsten at føles som en forlænget ferieuge, selvom jeg var tilbage på arbejde. Størstedelen af mit team var stadig ferieramt og det samme lod medierne til at være, hvilket altså efterlod mig med en stille uge på job. Denne uge er vi dog næsten alle tilbage, og jeg forventer at hverdagen for alvor går løs. Selvfølgelig lige i tide til sommerens vel første hele sommeruge med temperaturer over 25 grader?

Hverdagen er også igang igen på den måde at jeg har tilladt mig selv lidt flere planer end i sidste uge, og jeg glæder mig til gode gensyn med veninder. Derudover har jeg et par deadlines til bloggen og et par projekter herhjemme, der gerne skulle tage mere og mere form.

Ugens kalenderkig kommer her.

UGE 32

MANDAG

Jeg har afleveringstjansen med Nola, derefter hurtigt ud og have klaret ugens indkøb, og så er det ellers hjem og have taget hul på en kampagne, som skal være klar til eksekvering inden udgangen af ugen. Dagen kommer derfor til at gå med at dykke ned i det bagvedliggende data og på at formulere budskaber.

Til aften har jeg et gensyn i kalenderen med mine kære mødregruppeveninder.

TIRSDAG

Er det mig der har hente-vagten og skal derfor have arbejdet igennem indtil klokken 15, hvor jeg henter Nola. Derefter et par hyggelige timer sammen med hende, inden aftensmad og aftenrutiner. Mads har en padel aftale om aftenen, så jeg er alene hjemme med Nola der, hvilket passer fint, da jeg har arbejde at indhente. Og forhåbentlig jeg når det i tide til, at jeg også kan nå lidt skriverier til bloggen. Jeg har deadline på et samarbejde på torsdag, og vil helst ikke ende med at sidde med det i sidste øjeblik, selvom det desværre oftest er sådan det ender, når jeg skal få alle enderne med fuldtidsarbejde, deltidsblog og familieliv til at mødes.

ONSDAG

En fuld dag på hjemmekontoret til at gøre et ordentlig indhug i arbejdsbunken. Eftersom vi er halvvejs i ugen, skulle jeg også gerne nærme mig slutspurten med den kampagneindsats, jeg startede ugen med at dykke ned i. Det er i hvert fald målet.

Onsdag er også familieaften, oven på to aftener med aftaler forskudt af hinanden. Vi skal hygge og forhåbentlig holde computerfri også på den anden side af Nolas sengetid.

TORSDAG

Ikke meget spændende at berette om min arbejdsdag i dag, men til gengæld har jeg udsigt til en rar aften i selskab med min veninde. Vi vil finde noget mad, der kan indtages udenfor i det gode vejr og ellers bare sludre til øjnene bliver små og trætheden melder sig.

FREDAG

Nærer et lille håb om at kunne arbejde så tilpas meget igennem forud til fredag for, at jeg kan gå på weekend allerede tidlig eftermiddag, og komme afsted og nyde det gode vejr med Nola. Det føles lidt som en joke, at sommeren vender tilbage præcis som alle er tilbage på arbejde og skolebænken, men den joke har vi vist grint af før, hva’?

Vi går på weekend uden planer, og snakker lige nu lidt om at tage på landet ned til mine forældre for at nyde godt af det gode vejr og en have.

LØRDAG + SØNDAG

Således er weekendprogrammet indtil videre helt og aldeles åbent med mulighed for både at stikke af til Sydsjælland eller finde på noget andet, hvis humøret er til det. Det må vi lige finde ud af, som vi nærmer os. Ovenpå sidste weekends fulde fødselsdagsprogram vil det egentlig også være rart at have et par dage til bare at nusse rundt i vores helt eget tempo.

 

SMÅ GLIMT FRA UGEN DER GIK

Som dug for solen er min skriveblokade forsvundet, og Mads driller mig kærligt med, at jeg slet ikke er til at trække væk fra tastaturet lige pludselig. Og det er jer, jeg har at takke for det. At jeg forleden åbnede op for, at jeg synes min tilstedeværelse her på bloggen var lidt svækket for tiden, og alle de gode råd og overskud der fulgte fra jer efterfølgende, har i den grad givet mig skrivelysten tilbage, og pludselig vælter det ind med ideer til indlæg. Fuldstændig på samme måde som når jeg har haft en udviklingssamtale med min chef og altid går derfra med fornyet mod og energi. I har altså scoret virkelig mange point i min bog for at hjælpe mig tilbage til min motivation. Således er min eneste udfordring lige nu, at jeg slet ikke har nok timer i døgnet til at få alle de ord fra fingrene, som jeg gerne vil, men det er en luksusudfordring jeg gerne griber, og jeg glæder mig til den.

Ovenpå en stille søndag med oprydning, gavehygge og en lille søndagssyssel med at male vores badeværelsesreol, bruger jeg lige en uforstyrret computerstund til at bladre kamerarullen igennem og sende en kærlig tanke til jer og til de rare stunder, ugen har budt på.

Håber jeres sidste sjat af weekenden bliver rar også for jer ♥

II Spontan frokostdate med en sød afslutning på den nye Depanneur på Rantzausgade. En anledning til at udnytte at både Mads og jeg har haft en lidt stille uge på job, mens der stadig har hersket ferietilstande. I næste uge går det for alvor løs, og så er det rart at have denne stund i banken at tænke tilbage på. Frokosten tog os ikke mere end en time alt i alt, men nogle gange behøver en date ikke kræve pomp og pragt for at give overskud på kærestekontoen II

II Ovenpå en sommer med alt for mange søde sager, drinks og fedtet mad (same story every year) trængte vi til at nulstille og få nogle bedre og grønnere vaner kørt i stilling til hverdagen for alvor ruller i næste uge. Og se lige en optursmiddag en af vores aftener bød på. Det kan lyde lidt kedeligt sådan med rødspætter og grønt, men når fisken er pankopaneret og det grønne består af lækker salat og søde kartoffelfritter, har jeg oprigtigt ikke lyst at bytte ud med noget mere snasket II

II Mine to nye kjoletilføjelser fra fine Ellies and Ivy. Egentlig var det min tanke, at jeg blot ville beholde den ene, men da først jeg fik dem pakket ud af silkepapiret og prøvet dem på, var der altså ingen vej tilbage. Så de får begge lov at blive og så har jeg da om ikke andet end incitament til at få ryddet lidt ud i garderoben til den nye sæson står for døren II

II Fødselsdagsfejringen af Nola blev præcis som vi håbede og mere til. Tænk at vi to år i træk har været så heldige med vejret. Kæmpe vejrkarma der holder hånden over os. Og jeg tør dårligt håbe på at kunne holde havefest igen næste år, for så heldige kan man da ikke være med vejret tre år i træk! Jeg kommer i øvrigt tilbage med et indlæg med lidt flere detaljer fra fødselsdagen til de der måtte mangle inspiration til sådan en slags II

II Ægte og dybfølt gavebegejstring. Over sin første guitar. En af Nolas yndlingspædagoger i vuggestuen har en guitar, som hun de fleste morgener spiller på, når de holder samling, og hver gang vi er i nærheden af en guitar, bliver Nola ellevild. Så et kæmpe hit, at hun altså nu har fået sin egen II

II Smukke blomsterrester overalt i lejligheden der minder om en dejlig, dejlig fødselsdagsfest, og som altså kan forlænge fødselsdsagsglæden lidt endnu II