NÅR TIDEN GÅR BAGLÆNS

Jeg har i mit hoved forsøgt at starte det her indlæg et utal af gange, men jeg har ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle komme til ordene. Hvordan ordene skulle få lov at tage form og fylde uden at give det hele væk. Men nu prøver jeg. Prøver at sætte ord på den uro, der fylder hos mig, og har gjort det dag og nat de seneste uger. Uro, som jeg langt fra er alene om at gå med. Desværre.

Dengang Corona-virus tog fart i Kina lige før årsskiftet, føltes sygdommen for de fleste af os her i Vesten stadig som et ubetydeligt indgreb. “Det er jo bare en influenza i Asien”, tror jeg mange nåede at tænke, indtil de første tilfælde begyndte at sprede sig i Europa. Og så gik det ellers stærkt. Om vi har haft sygdommen tæt inde på livet eller ej, er der ingen af os, hvis liv ikke er blevet berørt. Vores hverdag er blevet vendt på hovedet. Vi har set udsigten til ferier og store livsbegivenheder som konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper smuldre væk mellem hænderne på os. Og så er der alle dem, hvis liv med ét er blevet fyldt med usikkerhed, fordi jobsituationen pludselig er en ganske anden. Den båd befinder jeg mig i.

Som I ved, arbejder jeg i rejsebranchen. Og vi er, ikke overraskende, hårdt ramt. Det havde vi godt set komme, som situationen greb om sig, men jeg tror ikke, at nogle af os havde regnet med så langvarige rejseforbud, som dem vi er endt ud i. Som der stadig er lang vej til at være på den anden side af. Det sætter sine spor på vores aktiviteter og som en rejsesøgemaskine, der lever af rejsedrømme, der bliver indfriet, er vores grundlag, som vi kender det, med ét hevet væk under os. I sidste uge blev 400 af mine kolleger på tværs af vores globale kontorer enten afskediget eller sendt hjem på orlov. Kontoret i København kommer ikke til at gå fri, og i skrivende stund ved jeg ikke, om jeg har mit job, når vi når weekenden eller ej. Hvis ikke det bliver mig, bliver det nogle andre. Kolleger jeg holder af. Det er en forfærdelig tid at gå igennem med den sky hængende over hovedet og ikke vide, hvad morgendagen bringer. Om den bringer ro og sikkerhed, eller om en endnu længere tid med usikkerhed og uro venter forude, fordi jeg skal igang med at søge nyt job i en tid, hvor økonomien i forvejen er hårdt presset. Jeg ved det ikke. Og alt jeg lige nu ønsker er at vide. Vide hvad der venter mig, om det så er det ene eller det andet. Mens jeg venter, føles det som om, tiden går baglæns. Aldrig har dagen hvor jeg får vished, føltes længere væk …

Nytårsdag skålede Mads og jeg forventningsfuldt på året der ventede. Drømmene forude. Et år der skulle byde på spændende projekter på job, en sommer med festival og have-fester, og vores forestående drømmebryllup. Alt det er taget fra os, som situationen er lige nu. Og jeg er skiftevis sur, ked og helt og aldeles modløs over det. Jeg har så svært ved at finde glæden i de små ting, selvom jeg virkelig prøver, og jeg bryder mig ikke om mig selv i den situation. Jeg har brug for glæden, og jeg har brug for drømmene. Der er intet der kan stå mål med tabet af nogle man har kær, og på grund af Corona har alt for mange skulle stå det igennem de seneste måneder. Men tabte drømme gør også ondt, og jeg håber vi alle snart kan få lov at indfri drømme igen ♥