Hverdagsliv

DET VIL JEG LAVE I SEPTEMBER

1. september 2019

Åh september. Du gode, lunefulde september, med dit magiske lys, og milde temperaturer. Med dine smukke, varme farver og anledning til så småt at trække hyggen indendøre. Jeg har glædet mig til dig. Det gør jeg altid. Du er og bliver min favorit. Og i år vil jeg værne ekstra meget om dig. Fylde dig med rare planer både af de store og små slags, således at jeg igen, når vi om en måned kan lægge september bag os, kan se tilbage på en tid, jeg resten af efteråret vil mindes med smil og et varmt hjerte. Dét plejer at være en god investering som dagene bliver kortere og køligere.

Således er her en ønskeseddel for, hvad jeg håber, denne længe ventede september måned, kommer til at byde mig.

  • Min første koncert i den nu genopståede KB Hallen. På onsdag. Til Nik & Jay. Inviteret af den eneste, jeg kender, der kan matche min begejstring for “drengenes” live-optræden. Mads. Nik & Jay koncerter er vores ting, og vi har været til så mange gennem vores tid, at jeg end ikke har tal på dem. Og hver gang imponeres vi over, hvordan de evner at stable en fællesfest på benene.
  • Holde fødselsdagsfri, og fejre dagen med mine yndlingspersoner hele dagen. Mads har nemlig også taget fri til at hygge om mig. En tradition vi har haft et par år nu, og det er virkelig det bedste. Nola sender vi afsted i vuggestuen i nogle timer, så Mads og jeg har tid til en uforstyrret frokost, og inden da har jeg booket mig ind til en ansigtsbehandling hos Amazing Space. 31, du kan bare komme an.
  • Derudover vil jeg gerne samle venner og familie til lidt fødselsdagsleben, men jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvordan det skal løbe af stablen. Stort eller småt. Frokost eller aften. Det er bare så rart altid at samle gode mennesker, så et eller andet skal der ske.
  • Komme i mål med min august-ambition om at læse Et lille liv færdig. Så god læsning. Men også tung og barsk, og flere gange har jeg måtte lægge den fra mig, fordi den simpelthen giver mig så ondt i maven. Men jeg mangler bare godt 100 sider, og jeg må have slutningen med, selvom den desværre ikke tegner alt for lys.
  • Til den bedste fest af dem alle. Et sensommerbryllup i slutningen af september, hvor min veninde Pernille endelig får sin Mikael. Der findes intet som en kærlighedsfest, og jeg glæder mig så meget til at fejre dem. Til at danse i måneskin med Mads, og til vores første nat væk hjemmefra uden Nola. Sidste del er måske nok en overdrivelse at sige, at jeg ligefrem glæder mig til, men det skal nok gå fint, og Nola er i de bedste hænder med mormor og morfar.
  • Og høj på kærlighed, vil jeg gå all in på planlægningen af vores eget septemberbryllup næste år. Jeg har lagt an til et seriøst mood board, og jeg glæder mig til at fylde på.
  • Gå i køkkenet og bage med blommer og æbler. Så meget smag i sæsonen, der kommer, og jeg er ret sikker på, at hverken Nola eller Mads vil gøre indveninger imod en blommetrifli eller en æbletærte.

    Kommenter