Det er nærmest blevet en tradition at sende et lørdagspostkort ud, men det er en god anledning for mig til lige at dele lidt weekendskriblerier og fordi indlægget ikke tjener et specifikt formål bliver det ofte en lidt dagbogsagtig snak om alt og intet, hvilket forhåbentlig også er et format, hvor I kan lære mig lidt bedre at kende.
Jeg er lige landet i en lænestol hjemme hos mine forældre, og har smækket benene op, klar til lidt blogskriblerier inden huset inden længe fyldes med fødselsdagsgæster for at fejre min fars fødselsdag. Det har været sådan en rar lørdag som indtil videre er fløjet afsted, selvom vi har været oppe lidt over 7, og egentlig ikke havde så meget vi skulle nå i løbet af dagen udover at besøge min veninde Simone, hendes mand og deres lille krudtugle af en søn. Fordi de er flyttet tilbage til Næstved, er det desværre ikke så ofte, vi får dem set, men det er altid vældig hyggeligt, når vi gør, og der er højt til loftet og plads til gode snakke og grin. Så selvom vi kun får set hinanden et par gange i løbet af et år, er det altid som om, vi lige har set hinanden, og sådan nogle venner, er det altså godt at have.
Udover frokost hos Simone og Rasmus, nåede vi også at få skudt nogle outfitbilleder til bloggen, og en lang gåtur i den fineste efterårsskov. Det er altså et af de bedste steder, jeg kan komme i tanke om at være på denne tid af året. Der er noget særligt over lyden af knitrende blade under fødderne, den friske, lidt bidende luft, røde efterårskinder og farverne … efterårsfarverne er mine favoritter, og en skov klædt i efterårsfarver er noget af de smukkeste, jeg ved. Ren terapi for sjælen. Og det trængte jeg lidt til efter en nogle uger, som nok er blevet forceret i lidt for højt tempo. Tror også det var årsagen til, at jeg igår følte mig på vej til en influenza. To kampagnelanceringer inden for få uger kombineret med mine normale arbejdsopgaver har været hektisk, og selvom jeg har det bedst, når jeg løber stærkt, så ved jeg også godt, at jeg i travle perioder også har brug for et pusterum, for ellers begynder min krop at sige fra, og det var nok der, jeg nåede til torsdag aften.
Heldigvis er der intet, der hjælper på det mentale overskud som en tur på landet og ned at blive nusset lidt om hos mine forældre, og således føler jeg mig allerede bedre i dag, og klar til fire lidt hektiske dage i næste uge, inden jeg kan sætte min autosignatur til og gå på ferie.
Håber I har nydt lørdagen indtil videre!
Ingen kommentarer